Bekendtgørelser

 

Bekendtgørelse om særlige pligter for fremstillere, leverandører og importører mv. af stoffer og materialer efter lov om arbejdsmiljø

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 4. juli 2002 med senere ændringer - ikke autoriseret sammenskrivning

SAMMENSKRIVNINGEN omfatter bekendtgørelse

I medfør af § 35, stk. 1, § 49, stk. 1, § 49 a, stk. 1 - 3, § 49 b og § 84 i lov om arbejdsmiljø, samt efter bemyndigelse i henhold til lovens § 73, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, og i medfør af § 32 a i forvaltningsloven, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985, som ændret ved lov nr. 215 af 22. april 2002, fastsættes:

Kapitel 1 - Område og definitioner

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter import, fremstilling, overdragelse eller overladelse af stoffer og materialer til erhvervsmæssig brug. Bilag 1 til bekendtgørelsen gælder dog også for ikke-erhvervsmæssig brug.

Stk. 2. Ved stoffer og materialer, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed (farlige stoffer og materialer) forstås i denne bekendtgørelse:

  1. Stoffer og materialer, der opfylder kriterierne for klassificering som farlige efter de regler, der er fastsat af Miljøministeriet om klassificering.
  2. Stoffer og materialer, der er optaget med en grænseværdi i Arbejdstilsynets liste over grænseværdier for luftforurening med stoffer og materialer.
  3. Materialer, der indeholder 1% eller derover (for gasformige materialer 0,2%) af et stof optaget med en grænseværdi i Arbejdstilsynets liste over grænseværdier for luftforurening med stoffer og materialer.
  4. Materialer, der indeholder 1% eller derover (for gasformige materialer 0,2%) af et stof, der er klassificeret som sundhedsfarligt eller miljøfarligt efter Miljøministeriets regler om klassificering.
  5. Stoffer og materialer, som Direktøren for Arbejdstilsynet bestemmer skal anses for farlige for eller forringende for sikkerhed eller sundhed.
Stk. 3. I bilag 1 om mærkning af chromat i cement er der fastsat særlige krav, uanset om stoffet er omfattet af § 1, stk. 2.

Stk. 4. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på nedennævnte stoffer og materialer, der er omfattet af anden lovgivning:
  1. Nærings- og nydelsesmidler, der er færdige til indtagelse.
  2. Lægemidler, der er gjort klar til indtagelse.
  3. Foderstoffer.
  4. Kosmetiske produkter.
  5. Affald.
  6. Materialer, der indeholder radioaktive stoffer.
  7. Medicinsk udstyr, som er bestemt til at anbringes i eller at anvendes direkte i kontakt med det menneskelige legeme, forudsat at der er fastsat regler i medfør af anden lovgivning på baggrund af EF-direktiver om klassificering og mærkning af farlige stoffer og materialer, der sikrer samme informations- og beskyttelsesniveau, som denne bekendtgørelse.

§ 2. Ved anvendelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse skal følgende definitioner lægges til grund:

  1. Stoffer: Grundstoffer og deres forbindelser.
  2. Materialer: Sammensætninger af to eller flere stoffer, herunder biologiske materialer.

Kapitel 2 - Emballering og mærkning

§ 3. Farlige stoffer og materialer skal, for så vidt der ikke er foreskrevet andet, være emballeret således, at emballagen opfylder Miljøministeriets fastsatte regler herom.

§ 4. Emballage skal mærkes i overensstemmelse med de af Miljøministeriet fastsatte regler om mærkning samt med et eventuelt tildelt produktregistreringsnummer (PR-nr.), jf. § 11.

Stk. 2. Endvidere skal cement og ikke-hærdede cementholdige produkter mærkes i henhold til bilag 1.

Kapitel 3 - Anmeldelse

§ 5. Den, som årligt fremstiller eller importerer 100 kg eller derover af et stof eller materiale, omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1 til nr. 4, skal indgive anmeldelse til Arbejdstilsynet med de i bilag 2 angivne oplysninger. Dette gælder dog ikke materialer angivet i bilag 2a.

Stk. 2. Anmeldelsen skal indgives senest 1 måned efter fremstillingen eller importen.

Stk. 3. Stk.1 finder ikke anvendelse på stoffer og materialer, der fremstilles eller importeres til forskningsformål i en mængde på under 1000 kg, når anvendelsen er begrænset til få personer.
 
§ 6. Pligten til at anmelde påhviler desuden fremstillere og importører af farlige stoffer og materialer, hvis stoffet eller materialet får et nyt handelsnavn.

§ 6a. Arbejdstilsynet kan for at forebygge sundheds- og ulykkesskader i enkeltstående tilfælde kræve yderligere oplysninger end de anførte i bilag 2 for stoffer og materialer til særlige anvendelser.

§ 7. En fremstiller eller importør, der har anmeldt efter § 5, stk. 1, eller § 6, skal herudover underrette Arbejdstilsynet om væsentlige ændringer i forhold til det anmeldte, herunder om stoffet eller materialet anvendes eller forudsættes anvendt til andre formål, om der foreligger ny toksikologisk viden o. lign.

Stk. 2. Fremstilleren eller importøren skal udover det anførte i stk. 1 desuden hvert andet år og første gang den 1. april 2005 indgive mængdeoplysninger om det forudgående års fremstilling og import af stoffet og materialet, jf. bilag 2, punkt 5.

§ 8. En fremstiller eller importør, der har anmeldt efter § 5, stk. 1, eller § 6, skal med henblik på fremskaffelse af yderligere oplysninger efter anmodning fra Arbejdstilsynet foretage eller lade foretage undersøgelser i overensstemmelse med § 12.

§ 9. Anmeldelse i henhold til § 5 skal ske i elektronisk form eller i papirform på særlige skemaer, der fås hos Arbejdstilsynet.

§ 10. En anmelder af et stof eller materiale kan henvise til en anden anmelders oplysninger om det samme stof eller materiale, hvis det dokumenteres, at denne er indforstået hermed.

Stk. 2. En anmelder af et stof, som anmelderen tidligere har anmeldt til Miljøstyrelsen, kan opfylde sin pligt efter § 5, stk. 1, ved at henvise til denne anmeldelse.

§ 11. Anmeldte stoffer og materialer tildeles et produktregistreringsnummer (PR-nr.) af Arbejdstilsynet, når der er modtaget de fornødne oplysninger. Nummeret skal være påført stoffets eller materialets emballage senest et år efter tildelingen.

Kapitel 4 - Undersøgelsesmetoder

§ 12. Undersøgelse af stoffernes og materialernes fysisk-kemiske egenskaber samt deres giftighed skal foretages efter metoder, der kan anerkendes af Arbejdstilsynet.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdstilsynet kan påbyde, at analyser og undersøgelser af stoffer og materialer skal udføres efter bestemte metoder på akkrediterede laboratorier.

Kapitel 5 - Tekniske datablade

§ 13. Tekniske datablade og lignende om farlige stoffer og materialer skal indeholde alle væsentlige oplysninger om stoffets eller materialets virkning på sikkerhed og sundhed i arbejdsmiljøet.

Kapitel 6 - Brugsanvisninger (sikkerhedsdatablade)

§ 14. Leverandøren skal for de i § 1, stk. 2, nr. 2 og nr. 3, nævnte stoffer og materialer, som ikke er omfattet af artikel 31 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH), udarbejde sikkerhedsdatablad og forsyne modtageren af disse stoffer og materialer med dette i overensstemmelse med denne forordnings artikel 31 og bilag II med undtagelse af punkt 12 om miljøoplysninger og punkt 13 om forhold vedrørende bortskaffelse.
 
Stk. 2. Sikkerhedsdatabladet skal være affattet på dansk.

Kapitel 7 - Dispensation og klage

§ 15. Direktøren for Arbejdstilsynet kan, hvor særlige forhold foreligger, tillade afvigelser fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og forsvarligt.

§ 16. Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø.

Kapitel 8 - Straf

§ 17. Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år den, der

  1. overtræder § 4, stk. 2, § 5, stk. 1 og 2, §§ 6 – 8, § 11, § 13 og § 14,
  2. ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser, eller
  3. tilsidesætter vilkår for tilladelser, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 9 - Ikrafttræden

§ 18. Direktøren Bekendtgørelsen træder i kraft den 30. juli 2002, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. For pesticider og biocider, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 241 af 27. april 1998, som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 692 af 23. juni 2001, træder bekendtgørelsen først i kraft den 30. juli 2004.

Stk. 3. For de i stk. 2 omfattede stoffer og materialer i perioden indtil den 30. juli 2004 opretholdes kapitel 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 540 af 2. september 1982 om stoffer og materialer, som ændret ved bekendtgørelse nr. 485 af 16. juni 1995, og § 2, stk. 1, nr. 1- 4 og § 2, stk. 2 og 3 i bekendtgørelse nr. 52 af 13. januar 1988 om materialer med indhold af flygtige stoffer, herunder organiske opløsningsmidler.

Stk. 4. § 5, stk. 1, finder ikke anvendelse, hvis der er sket anmeldelse efter de tidligere gældende regler.

Stk. 5. Bekendtgørelse nr. 407 af 18. september 1979 om røgklassificering, mærkning og prøvning af svejseelektroder ophæves.

Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører visse bestemmelser i Rådets direktiv nr. 2003/53/EF af 18. juni 2003 om 26. ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (nonylphenol, nonylphenolethoxylat og cement), EF-Tidende 2003 L 178, s. 24.