Accept af cookies fra arbejdstilsynet.dk

Arbejdstilsynet.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Bekendtgørelser

 

Bekendtgørelse om skiftende arbejdssteders indretning

Kapitel 2 - Almindelige bestemmelser

§ 5. Arbejdsgiveren skal, inden et arbejde iværksættes og under arbejdet, vurdere, om forholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige under hensyn til det arbejde, der skal foregå, og hvis dette ikke er tilfældet, sørge for, at forholdene i det omfang, det er muligt og rimeligt, ændres, så arbejdsstedet er forsvarligt indrettet.

Stk. 2. Gener og risici, som arbejdet kan medføre, skal imødegås med passende foranstaltninger, så forholdene er forsvarlige for såvel dem, der udfører arbejdet, som for andre, der er beskæftiget på stedet.

Stk. 3. Er det ikke muligt eller rimeligt at gøre indretningen af arbejdsstedet forsvarlig, skal der træffes andre forholdsregler, således at arbejdet kan udføres på forsvarlig måde, jf. navnlig Arbejdsministeriets bekendtgørelse om arbejdets udførelse og Arbejdsministeriets bekendtgørelse om brug af personlige værnemidler.

§ 6. Arbejdsgiveren skal sørge for, at oplæring og instruktion af de ansatte omfatter de særlige foranstaltninger, der skal iagttages under hensyn til, at arbejdet foregår uden for virksomhedens område, jf. § 5. Der skal herunder instrueres om, hvordan den ansatte skal forholde sig, hvis der på arbejdssted er forhold, som er i fare for sikkerhed eller sundhed, og som den pågældende ikke selv kan rette.

§ 7. Afhængig af arbejdsstedets karakter og forholdene i øvrigt skal der findes et passende nødhjælpsudstyr.