Bekendtgørelse om simple trykbeholdere
Kapitel I - Anvendelsesområde, markedsføring og fri bevægelighed
Artikel I
1. Dette direktiv finder anvendelse på seriefremstillede simple trykbeholdere.
2. Ved simple trykbeholdere forstås alle svejsede beholdere, som udsættes for et indre overtryk, der er højere end 0,5 bar, og som er bestemt til at indeholde luft eller kvælstof, og som ikke er bestemt til at udsættes for fyring. Endvidere gælder:
- de dele og samlinger, der bidrager til trykbeholderens styrke, er fremstillet af ulegeret kvalitetsstål, af ulegeret aluminium eller af ikke-modningshærdende aluminiumlegeringer;
- beholderen består af
- en cylindrisk del med cirkelformet vinkelret snit, der er lukket af kuplede udadvendte endebunde og/eller af flade endebunde. Endebundene har samme drejeakse som den cylindriske del, eller
- to kuplede endebunde med samme drejeakse;
- beholderens højeste driftstryk er mindre end eller lig med 30 bar, og produktet af dette tryk og beholderens volumen (PS × V) er lig med højst 10 000 bar × l;
- den laveste driftstemperatur må ikke være under -50 °C, og den højeste driftstemperatur må ikke være over 300 °C for stålbeholdere og 100 °C for beholdere af aluminium eller aluminiumlegeringer.
3. Direktivets anvendelsesområde omfatter ikke følgende beholdere:
- beholdere, der er specielt konstrueret til brug inden for det nukleare område, og hvis svigt kan medføre frigivelse af radioaktivitet,
- beholdere, der er specielt bestemt til udstyr eller fremdrift af skibe eller luftfartøjer,
- ildslukkere.
Artikel 2
1. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger, for at de i artikel I omhandlede beholdere, i det følgende benævnt beholdere, kun kan markedsføres og tages i brug, såfremt de ved korrekt installering og vedligeholdelse og ved anvendelse i overensstemmelse med deres formål ikke frembyder nogen risiko for mennesker, husdyr eller ejendom.
2. Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for under overholdelse af traktaten at stille krav, som de finder nødvendige for at sikre beskyttelsen af arbejdstagere ved anvendelsen af beholderne, for så vidt der ikke derved kræves ændringer af beholderne i forhold til specifikationerne i dette direktiv.
Artikel 3
1. Beholdere, hvis produkt PS × V er større end 50 bar × l, skal opfylde de i bilag I anførte væsentlige sikkerhedskrav.
2.Beholdere, hvis produkt PS × V er mindre end eller lig med 50 bar × l, skal være fremstillet efter de konstruktionsmæssige bestemmelser på området i en af medlemsstaterne samt være forsynet med de i bilag II, punkt I, nævnte påskrifter med undtagelse af den CE-mærkning, der er nævnt i artikel 16.
Artikel 4
Medlemsstaterne kan ikke modsætte sig, at beholdere, som opfylder dette direktivs bestemmelser, markedsføres og tages i brug på deres område.
Artikel 5
1. Medlemsstaterne går ud fra, at beholdere, der er forsynet med »CE-mærkning«, opfylder alle bestemmelser i dette direktiv, herunder også de i kapitel II omhandlede procedurer for overensstemmelsesvurdering.
Medlemsstaterne går ud fra, at de væsentlige sikkerhedskrav, der er omhandlet i artikel 3, er opfyldt, når beholdere opfylder de nationale standarder, som gennemfører de harmoniserede standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Medlemsstaterne offentliggør referencerne for disse nationale standarder.
2. Medlemsstaterne går ud fra, at beholdere, på hvilke fabrikanten ikke eller kun delvis har anvendt de i stk. 1 omtalte standarder, eller i mangel af standarder, opfylder de væsentlige krav i artikel 3, når der er udstedt EF-typeattest for dem, og deres overensstemmelse med den godkendte model bekræftes af CE-mærkning.
3. a) Når beholdere omfattes af andre direktiver, som vedrører andre aspekter, og som foreskriver »CE-mærkning«, angiver denne mærkning, at beholderne også formodes at opfylde bestemmelserne i disse andre direktiver.
b) Hvis fabrikanten i henhold til et eller flere af disse direktiver frit kan vælge, hvilken ordning han vil anvende i en overgangsperiode, viser »CE-mærkningen« imidlertid kun, at beholderne opfylder de direktiver, som fabrikanten anvender. I så fald skal referencerne vedrørende de anvendte direktiver, som offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende, anføres på de dokumenter, vejledninger eller instruktioner, som kræves i henhold til nævnte direktiver, og som ledsager de pågældende beholdere.
Artikel 6
Skønner en medlemsstat eller Kommissionen, at de i artikel 5, stk. 1, omhandlede harmoniserede standarder ikke fuldt ud opfylder de i artikel 3 omhandlede væsentlige krav, underretter Kommissionen eller medlemsstaten det i henhold til direktiv 83/189/EØF nedsatte stående udvalg, herefter benævnt »udvalget«, og anfører begrundelsen herfor. Udvalget afgiver straks udtalelse.
Under hensyn til udvalgets udtalelse meddeler Kommissionen medlemsstaterne, om det er nødvendigt at trække de pågældende standarder tilbage i de i artikel 5, stk. 1, nævnte publikationer.
Artikel 7
1. Konstaterer en medlemsstat, at beholdere, som er forsynet med CE-mærkning, og som anvendes til deres formål, frembyder en risiko for mennesker, husdyr eller ejendom, træffer den alle fornødne foranstaltninger for at trække produkterne tilbage fra markedet eller forbyde eller begrænse deres markedsføring.
Medlemsstaten underretter omgående Kommissionen om denne foranstaltning og anfører begrundelsen for sin afgørelse, herunder om den manglende overensstemmelse skyldes
a) manglende overholdelse af de væsentlige krav i artikel 3, såfremt beholderen ikke opfylder de i artikel 5, stk. 1, omhandlede standarder,
b) forkert anvendelse af de i artikel 5, stk. 1, omhandlede standarder,
c) en mangel i selve de i artikel 5, stk. 1, omhandlede standarder.
2. Kommissionen indleder konsultationer med de berørte snarest muligt. Konstaterer den efter disse konsultationer, at den i stk. I nævnte foranstaltning er berettiget, underretter den omgående den initiativtagende medlemsstat samt de øvrige medlemsstater. Er den i stk. 1 nævnte afgørelse begrundet i en mangel i standarderne, og den medlemsstat, der har truffet de pågældende foranstaltninger, agter at opretholde dem, hører Kommissionen de berørte parter og underretter derefter udvalget inden to måneder og iværksætter proceduren i artikel 6.
3. Såfremt en beholder, der ikke opfylder kravene, er forsynet med CE-mærkning, træffer den pågældende medlemsstat passende foranstaltninger mod den, der har anbragt mærket, og underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.
4. Kommissionen sørger for, at medlemstaterne holdes underrettet om procedurens forløb og resultater.