Bekendtgørelser

 

Bekendtgørelse om sikkerhedskrav mv. til personlige værnemidler

Kapitel 3 - EF-overensstemmelseserklæring og CE-mærkning

§10. Fabrikanten eller dennes i Fællesskabet etablerede repræsentant skal udstede en »EF-overensstemmelseserklæring« for ethvert personligt værnemiddel efter modellen i bilag VI. Arbejdstilsynet kan kræve erklæringen forelagt.

§ 11. Fabrikanten eller dennes i Fællesskabet etablerede repræsentant skal forsyne ethvert personligt værnemiddel og dets emballage med »CE-mærkning« i overensstemmelse med bilag IV.

Stk. 2. »CE-overensstemmelsesmærkningen« består af bogstaverne »CE« i den udformning, der er anført i bilag IV. Hvis en godkendt institution har deltaget i den i bilag VIII omhandlede produktionskontrolfase, anføres også denne institutions identifikationsnummer.

Stk. 3. » CE-mærkningen« skal anbringes på hvert enkelt personligt værnemiddel, så den er synlig, letlæselig og uudslettelig i det pågældende personlige værnemiddels forventede levetid; hvis dette ikke er muligt på grund af værnemidlets karakteristika, kan »CE-mærkning« dog anbringes på emballagen.

Stk. 4. Det er forbudt at anbringe mærkning på personlige værnemidler, som kan vildlede trediemand med hensyn til »CE-mærkningens« betydning og grafiske udformning. Enhver anden mærkning kan anbringes på det personlige værnemiddel eller på emballagen, forudsat at dette ikke gør »CE-mærkningen« mindre synlig eller letlæselig.

Stk. 5. Hvis Arbejdstilsynet konstaterer, at »CE-mærkningen« er blevet anbragt uberettiget, skal fabrikanten eller dennes i Fællesskabet etablerede repræsentant sørge for, at værnemidlet igen bringes til at opfylde bestemmelserne om »CE-mærkningen«, og at overtrædelsen bringes til ophør på de betingelser, som Arbejdstilsynet har fastsat.