Bekendtgørelse om sikkerhedskrav mv. til personlige værnemidler
Kapitel 1 - Anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på personlige værnemidler, der markedsføres i Fællesskabet.
Stk. 2. Undtaget er:
- Personlige værnemidler, der er udformet og fremstillet specielt til Forsvaret eller til Politiet.
- Personlige værnemidler til selvforsvar mod voldsmænd.
- Personlige værnemidler udformet og fremstillet til privat brug til beskyttelse mod vejrliget, fugtighed, vand og varme.
- Personlige værnemidler, der er beregnet til beskyttelse eller redning af personer om bord på skibe eller luftfartøjer, og som ikke bæres hele tiden.
- Styrthjelme og visirer til brugere af to- eller trehjulede motordrevne køretøjer.
§ 2. Ved personlige værnemidler forstås ethvert udstyr, beklædning og lignende, der er bestemt til at bæres eller holdes af brugeren til beskyttelse mod en eller flere risici, der kan true brugerens sikkerhed og sundhed.
Stk. 2. Som personlige værnemidler betragtes også
- udskiftelige dele af personlige værnemidler, der er nødvendige for, at de kan fungere, og som udelukkende anvendes til dette personlige værnemiddel, og
- alle forbindelsessystemer til personlige værnemidler, der sammenføjer et personligt værnemiddel med en supplerende ekstern anordning, uanset om dette forbindelsessystem ikke skal bæres eller holdes af brugeren.
§ 3. Ved en harmoniseret standard forstås i denne bekendtgørelse en europæisk standard vedtaget af CEN eller CENELEC i overensstemmelse med mandat meddelt af EF-Kommissionen, hvis reference er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Referencerne for de danske standarder, der gennemfører en harmoniseret standard, offentliggøres af Dansk Standard.