Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 
Tilføj

Bekendtgørelse om ombygning og væsentlig reparation af elevatorer mv.

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 677 af 27. juni 2008

I medfør af §§ 46, 73, 74, 84 og 86, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, som ændret ved lov nr. 300 af 19. april 2006, samt efter bemyndigelse i henhold til lovens § 73, fastsættes:

Kapitel 1 - Område og definitioner

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter ombygning og væsentlig reparation af personelevatorer og person-godselevatorer, personførende byggeelevatorer og teatersceneelevatorer.

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1.  Elevator: Et apparat, der betjener fastlagte niveauer ved hjælp af en elevatorstol, som bevæger sig langs faste styreskinner i en bevægelsesbane med en hældningsgrad på over 15° i forhold til det vandrette plan, og som er beregnet til at transportere:
    a) Personer
    b) Personer og gods
    c) Gods alene, hvis elevatorstolen er tilgængelig, dvs. at en person let kan komme ind i den, og den er udstyret med betjeningsanordninger placeret inde i elevatorstolen eller inden for rækkevidde af en person, der befinder sig i elevatorstolen.

  2. Elevatorstol: En del af elevatoren, der bærer personer og/eller gods, der skal hejses op eller sænkes ned.

  3. Sikkerhedskomponent:
    a) Anordninger til aflåsning af etagedøre.
    b) Anordninger til forhindring af elevatorstolens frie fald eller ukontrollerede opadgående bevægelser.
    c) Hastighedsbegrænsere.
    d) Energiakkumulerende buffere enten af ikke-lineær art eller med dæmpning af returslaget, og energiabsorberende buffere.
    e) Sikkerhedsanordninger på hydrauliske cylindre i hydrauliske systemer, når de anvendes som anordninger til hindring af fald.
    f) Elektriske sikkerhedsanordninger i form af sikkerhedsafbrydere, hvori der indgår elektroniske komponenter.

  4. Personførende byggeelevatorer: En midlertidigt opstillet elevator, der anvendes til person- og godstransport på en byggeplads.

  5. Prøvningsorgan: Trediepartsorgan, der er akkrediteret til verifikation efter bekendtgørelsens kapitel 3, og som opfylder kravene i bilag 1.

  6. Ombygning og væsentlig reparation: Ændring af nyttelast, mærkehastighed, egenvægt af stol, løftehøjde, udskiftning af styring, fanganordning, stolbøjle, stol og styr samt udskiftning af palarrangement med automatisk antikrybesystem og lignende.

Kapitel 2 - Almindelige bestemmelser

§ 3. Ombygning og væsentlig reparation af elevatorer mv. skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde i overensstemmelse med de tekniske krav og kravene til verifikation i denne bekendtgørelse, kravene i bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler samt kravene i bekendtgørelsen om anvendelse af tekniske hjælpemidler.

§ 4. Ved ombygning og væsentlig reparation af elevatorer mv., skal leverandørens anvisning følges, medmindre andet fremgår af arbejdsmiljølovens regler.

§ 5. Ved ombygning og væsentlig reparation af elevatorer mv., skal den, der er ansvarlig for bygningen, og elevatorinstallatøren dels gensidigt udveksle de nødvendige oplysninger, dels træffe de foranstaltninger, der kræves, for at elevatoren mv. fortsat kan fungere korrekt og fortsat kan benyttes under betryggende forhold.

§ 6. Ved ombygning og væsentlig reparation skal der tages fornødent hensyn til den oprindelige indretning af elevatoren.

§ 7. Ved udskiftning af sikkerhedskomponenter, hvor der ikke udskiftes med identiske komponenter, skal der anvendes egnede komponenter, der er omfattet af bilag 1 og bilag 2 til bekendtgørelse om indretning af elevatorer.

§ 8. Ved ombygning og væsentlig reparation af personelevatorer og persongodselevatorer skal retningslinjerne i bilag 2 følges.

Kapitel 3 - Verifikation

§ 9. Før ibrugtagning efter ombygning og efter væsentlig reparation af en elevator mv. skal den tekniske dokumentation forelægges for et prøvningsorgan til verifikation, jf. § 2, nr. 5.

Stk. 2. Ansøgning om verifikation skal vedlægges tilsvarende dokumentation som den tekniske dokumentation, der er nævnt i enhedsverifikation (modul G) i bilag X til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/16/EF (Elevatordirektivet), jf. bilag 1 til bekendtgørelse om indretning af elevatorer.

Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke for personførende byggeelevatorer og teatersceneelevatorer.

§ 10. Elevatorens konstruktion og fremstilling skal undersøges, jf. § 9, for overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 2, herunder skal navnlig

  1. den tekniske dokumentation undersøges,
  2. de anvendte materialer vurderes herunder sikkerhedsudstyr, og
  3. der skal foretages en afsluttende verifikation af udstyret.
Stk. 2. Hvis bestemmelserne i kapitel 2 er opfyldt, udsteder prøvningsorganet en verifikationsattest med sporbarhed til elevatoren mv., og elevatorens servicebog skal være stemplet med prøvningsorganets bomærke og årstallet for verifikationen.

Stk. 3. Attesteringen kan gives på vilkår, som er begrundet i elevatorens særlige konstruktion, fremstilling eller anvendelsesformål.

Kapitel 4 - Dispensation

§ 11. Arbejdstilsynet kan i enkelttilfælde tillade afvigelser fra denne bekendtgørelse, hvor det på grund af elevatorens mv. særlige konstruktion, fremstilling, anvendelse eller særlige forhold i øvrigt findes rimeligt og forsvarligt.

Kapitel 5 - Klageadgang og straf

§ 12. Afgørelser truffet af Arbejdstilsynet efter denne bekendtgørelse kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø.

§ 13. Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år den, der:

  1. overtræder §§ 4-9
  2. ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser, eller
  3. tilsidesætter vilkår for tilladelser, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 6 - Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Ikrafttræden

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. juni 2008, jf. dog stk. 2 og stk. 3.

Stk. 2. Elevatorer mv., der er taget i brug inden den 29. juni 2008, og som opfylder de gældende bestemmelser inden bekendtgørelsens ikrafttræden, kan ikke kræves ændret, eller godkendt og kontrolleret efter denne bekendtgørelses regler, medmindre de undergår ombygning eller væsentlig reparation.

Stk. 3. Elevatorer mv., hvor der er afgivet ordre på ombygning og væsentlig reparation inden bekendtgørelsens ikrafttræden, er undtaget fra kravet i stk. 2, når arbejdet afsluttes inden den 1. januar 2009.

Overgangsbestemmelser

§ 15. Indtil den 1. oktober 2009 kan Arbejdstilsynet varetage opgaver i henhold til § 9.

Stk. 2. Arbejdstilsynet opkræver gebyr for den tid, Arbejdstilsynet bruger i forbindelse med behandling af ansøgninger om verifikation. Dette gælder, uanset om der meddeles afslag, eller ansøgningen trækkes tilbage.

Stk. 3. Gebyret udgør 910 kr. pr. time og er baseret på de langsigtede gennemsnitlige omkostninger. For hver påbegyndte halve time beregnes halv timepris.

Stk. 4. Gebyret kan forhøjes med de udgifter til ekstern konsulenthjælp, som Arbejdstilsynet eventuelt har i forbindelse med behandlingen af en ansøgning.

Stk. 5. Betales gebyret ikke rettidigt, forrentes gebyret med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdag.

Stk. 6. Arbejdstilsynet har udpantningsret for det manglende indbetalte gebyr.

Stk. 7. Hvis en ansøger trods gentagne påkrav har undladt at betale opkrævning efter denne bekendtgørelse, vil Arbejdstilsynet overdrage inddrivelsen til Skat.

Arbejdstilsynet, den 27. juni 2008

Lis Gamborg/Sonja Ploug Jensen