Accept af cookies fra arbejdstilsynet.dk

Arbejdstilsynet.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Bekendtgørelser

 

Bekendtgørelse om kontrol med arbejdsmiljøet ved risiko for større uheld med farlige stoffer

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 20 af 12. januar 2006 med senere ændringer - ikke autoriseret sammenskrivning

SAMMENSKRIVNINGEN omfatter bekendtgørelse

I medfør af § 8, § 22, stk.1, § 35, stk.1, § 39, § 40, § 43, stk.1, § 46, § 49, stk.1, § 74, § 80 og § 84 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, samt efter bemyndigelse i henhold til lovens § 73, fastsættes:

Kapitel 1 - Område

§ 1. Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser vedrørende kontrol med arbejdsmiljøet ved risiko for større uheld med farlige stoffer.

Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder for arbejde, uanset om arbejdet udføres for en arbejdsgiver, i virksomheder, hvor farlige stoffer forekommer eller kan dannes i mængder, der er lig med eller større end de mængder, der er opført i bilag 1. Ved et farligt stof forstås i denne bekendtgørelse de stoffer, der er opført i bilag 1 del 1, eller som opfylder kriterierne i bilag 1 del 2.

Stk. 3. I denne bekendtgørelse forstås ved »større uheld«: en hændelse, som f.eks. udslip, brand eller eksplosion af større omfang som følge af ukontrollerede hændelsesforløb under driften af en virksomhed omfattet af denne bekendtgørelse, og som straks eller senere medfører alvorlig fare for sikkerhed eller sundhed, og hvori et eller flere farlige stoffer indgår.

§ 2. Denne bekendtgørelse omfatter ikke:

  1. Militære virksomheder, anlæg eller lagre.

  2. Farer som følge af ioniserende stråling.

  3. Transport, omlastning og midlertidig henstilling undervejs, der sker uden for virksomhedens område, herunder transport i rørledninger og pumpestationer, medmindre der er tale om:

    a) midlertidig henstilling af farlige stoffer i bygninger,
    b) arealer, der jævnligt anvendes til midlertidig henstilling af farlige stoffer i forbindelse med transport, f.eks. havnearealer og godsbanegårde, eller
    c) arealer, hvor farlige stoffer under transport henstilles i mere end 48 timer i sammenhæng, dog mere end 60 timer i sammenhæng på en godsterminal eller rangerbanegård.

  4. Virksomheder, hvor der udføres arbejde efter bekendtgørelse om arbejde med udvinding af mineralske materialer. Hvis der i forbindelse med udvinding og efterforskning sker kemisk og termisk forædling og hermed forbunden oplagring, er disse aktiviteter dog omfattet af denne bekendtgørelse.

  5. Anlæg for slutdeponering af affald.

§ 3. Bekendtgørelsen indeholder supplerende bestemmelser til bekendtgørelse om arbejdets udførelse, bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning, bekendtgørelserne om indretning og anvendelse af tekniske hjælpemidler og bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser).

§ 4. For virksomheder omfattet af denne bekendtgørelse gælder tillige regler, der er fastsat i medfør af miljølovgivningen og beredskabsloven.

Kapitel 2 - Almindelige bestemmelser

§ 5. Virksomheden skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forebygge større uheld og begrænsning af eventuelle følger heraf.

§ 6. Virksomhedens arbejdsmiljøorganisation skal inddrages i udarbejdelse af sikkerhedsdokument, sikkerhedsrapport og intern beredskabsplan efter §§ 9-11 i denne bekendtgørelse. I virksomheder, hvor der ikke skal oprettes arbejdsmiljøorganisation, skal de ansatte på tilsvarende måde inddrages.

Stk. 2. Det skal dokumenteres, at arbejdsmiljøorganisationen eller de ansatte har været inddraget.

§ 7. Arbejdstilsynet kan forbyde drift eller idriftsætning af virksomheder, anlæg eller lagre eller dele heraf, hvis det er åbenbart, at der ikke er truffet tilstrækkelige foranstaltninger til at forebygge eller begrænse faren for større uheld.

§ 8. I nødvendigt omfang kan Arbejdstilsynet kræve supplerende oplysninger, jf. §§ 9-11 og § 13, for så vidt angår de arbejdsmiljømæssige forhold. Arbejdstilsynet kan kræve oplysningerne vurderet af særligt sagkyndige, jf. arbejdsmiljølovens § 21.

Kapitel 3 - Særlige krav

Sikkerhedsdokument

§ 9. Virksomheder, omfattet af bilag 1, del 1 og 2, kolonne 2, skal udarbejde et sikkerhedsdokument, jf. også § 4 i Miljøministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer. Sikkerhedsdokumentet skal udarbejdes efter retningslinierne i bilag 2.

Stk. 2. Oplysningerne i sikkerhedsdokumentet kan dog begrænses, jf. bilag 4 samt efter retningslinierne i § 6 i Miljøministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.

Stk. 3. Virksomheden skal regelmæssigt gennemgå sikkerhedsdokumentet. Virksomheden skal ajourføre sikkerhedsdokumentet, når forholdene begrunder det, dog mindst hvert femte år.

Stk. 4. Virksomheden skal gennemføre de foranstaltninger, der fremgår af virksomhedens sikkerhedsdokument.

Sikkerhedsrapport

§ 10. Virksomheder, omfattet af bilag 1, del 1 og 2, kolonne 3, skal udarbejde en sikkerhedsrapport, jf. også § 5 i Miljøministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.

Stk. 2. Sikkerhedsrapporten skal indeholde de data og oplysninger, der fremgår af bilag 3.

Stk. 3. Oplysningerne i sikkerhedsrapporten kan dog begrænses, jf. bilag 4 samt efter retningslinierne i § 6 i Miljøministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.

Stk. 4. Virksomheden skal regelmæssigt gennemgå data og oplysninger i sikkerhedsrapporten. Virksomheden skal ajourføre sikkerhedsrapporten, når forholdene begrunder det, dog mindst hvert femte år. Arbejdstilsynet kan kræve, at virksomheden ajourfører sikkerhedsrapporten, hvis Arbejdstilsynet vurderer, at der er fremkommet nye oplysninger om risikoens omfang, herunder i forbindelse med tilløb til uheld, eller såfremt ny teknisk viden begrunder dette.

Stk. 5. Virksomheden skal gennemføre de foranstaltninger, der fremgår af virksomhedens sikkerhedsrapport.

Intern beredskabsplan

§ 11. Virksomheder, omfattet af bilag 1, del 1 og 2, kolonne 2 eller 3, skal udarbejde en intern beredskabsplan, der indeholder de i bilag 5 angivne oplysninger, med det formål:

  1. at begrænse og kontrollere forløbet af uheld for at mindske følgerne heraf og begrænse skaderne, og
  2. at gennemføre foranstaltninger til beskyttelse af de ansatte mod virkningerne af større uheld.
Stk. 2. Beredskabsplanen skal udarbejdes inden driften af nye virksomheder påbegyndes.

Stk. 3. Beredskabsplanen skal mindst hvert tredje år gennemgås, afprøves og om nødvendigt ajourføres. Ved gennemgangen af beredskabsplanen skal der tages hensyn til ændringer, der er sket i virksomheden og til ny teknisk viden.

§ 12. Beredskabsplanen skal straks iværksættes, hvis der indtræder et større uheld eller en ukontrolleret hændelse, som på grund af sin art vil kunne føre til et større uheld.

Kapitel 4 - Underretning

§ 13. Efter et større uheld eller tilløb hertil skal Arbejdstilsynet hurtigst muligt underrettes. Følgende oplysninger gives, så snart de foreligger:

  1. Dato, tidspunkt og sted for det større uheld, herunder virksomhedens navn og adresse.
  2. Omstændighederne ved uheldet.
  3. De involverede farlige stoffer.
  4. De oplysninger, der er til rådighed til vurdering af uheldets følger for de ansattes sikkerhed og sundhed.
  5. De trufne nødforanstaltninger.
Stk. 2. Arbejdstilsynet informeres hurtigst muligt om, hvilke foranstaltninger der påtænkes til at afhjælpe følgerne af uheldet samt til at undgå en gentagelse af uheldet.

Stk. 3. Virksomheden skal ajourføre de afgivne oplysninger, hvis en nærmere undersøgelse påviser andre forhold, som ændrer de givne oplysninger eller de konklusioner, der er draget på grundlag af dem.

Kapitel 5 - Indsendelse af oplysninger til miljømyndigheden

§ 14. Virksomheder omfattet af § 9 skal sørge for, at sikkerhedsdokumentet sendes til miljømyndigheden, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer. Virksomheder omfattet af
§ 10 skal tilsvarende sørge for, at sikkerhedsrapporten samt den interne beredskabsplan, jf. § 11, sendes til miljømyndigheden.

Stk. 2. Virksomhederne skal endvidere fremsende ajourførte dokumenter, rapporter og interne beredskabsplaner, jf. §§ 9-11.

Kapitel 6 - Samarbejdet mellem de myndigheder, der fører tilsyn og kontrol

§ 15. Tilsyn og kontrol med virksomheder omfattet af denne bekendtgørelse finder sted i et samarbejde mellem Arbejdstilsynet, miljømyndigheden og kommunalbestyrelsen. De nærmere bestemmelser om samarbejdet er fastsat i Miljøministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.

Kapitel 7 - Klageadgang

§ 16. Arbejdstilsynets afgørelser efter bekendtgørelsen kan påklages efter lov om arbejdsmiljø § 81.

Kapitel 8 - Straf

§ 17. Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år den, der

  1. overtræder § 5, § 6, eller §§ 9-13,
  2. ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser.
Stk. 2. For overtrædelse af § 5 kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. Det er en betingelse for bødeansvaret, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan. For bødeansvaret fastsættes der ingen forvandlingsstraf.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 9 - Ikrafttræden m.v.

§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. januar 2006.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 201 af 23. marts 2000 om kontrol med arbejdsmiljøet ved risiko for større uheld med farlige stoffer.

Arbejdstilsynet, den 12. januar 2006

Jens Jensen/Charlotte Skjoldager

Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 96/82/EØF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, EF-Tidende 1997 nr. L 10/13-33, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/105/EF, EF-Tidende 2003 nr. L 345/97 og Kommissionens beslutning 98/433/EF om ensartede kriterier for undtagelser i henhold til direktivets artikel 9, EF-Tidende 1998, nr. L 192/19.