Bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler
Kapitel 2 - CE-mærkede maskiner samt delmaskiner (kapitlet træder i kraft den 29. december 2009)
§ 5. Bestemmelserne i kapitel 2 gælder for:
- maskiner
- udskifteligt udstyr
- sikkerhedskomponenter
- løftetilbehør
- kæder, tove og stropper
- aftagelige mekaniske kraftoverføringsaksler samt
- delmaskiner
§ 6. Undtaget fra kapitel 2 er:
- sikkerhedskomponenter, der er beregnet til at anvende som reservedele i stedet for identiske komponenter, og som er leveret af fabrikanten af den oprindelige maskine
- specielt materiel til markedspladser og/eller forlystelsesparker
- maskiner, som anvendes eller er specielt konstrueret til anvendelse inden for det nukleare område, og hvis svigt kan medføre frigivelse af radioaktivitet
- våben, herunder skydevåben
- følgende transportmidler:
a) landbrugs- og skovbrugstraktorer for så vidt angår de risici, der er omfattet af direktiv 2003/37/EF, bortset fra maskiner monteret på disse køretøjer
b) motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil, der er omfattet af Rådets direktiv 70/156/EØF af 6. februar 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om typegodkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil, bortset fra maskiner monteret på disse køretøjer
c) køretøjer, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/24/EF af 18. marts 2002 om typegodkendelse af to- og trehjulede motordrevne køretøjer, bortset fra maskiner monteret på disse køretøjer
d) motorkøretøjer udelukkende til konkurrenceformål og
e) transportmidler med henblik på transport ad luftvejen, ad vandvejen og med jernbane bortset fra maskiner monteret på disse
- søgående skibe og mobile offshore-enheder samt maskiner, som er installeret om bord på sådanne fartøjer og/eller enheder
- maskiner, der er specielt konstrueret og fremstillet til militær- eller politimæssige formål
- maskiner, der er specielt konstrueret og fremstillet til forskningsformål med henblik på midlertidig anvendelse i laboratorier
- elevatorer i mineskakter
- maskiner til at flytte de optrædende under kunstnerisk optræden
- elektriske og elektroniske produkter, der falder ind under følgende kategorier, for så vidt de er omfattet af Rådets direktiv 73/23/EØF af 19. februar 1973 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser:
a) husholdningsapparater beregnet til privat brug
b) audio- og videoudstyr
c) edb-udstyr
d) almindelige kontormaskiner
e) koblings- og styringsudstyr til lavspænding
f) elektromotorer
- følgende højspændingsmateriel:
a) koblings- og styringsudstyr
b) transformatorer.
Særbestemmelser
§ 7. Hvor de i bilag I omhandlede farer i forbindelse med en maskine, helt eller delvis er mere specifikt omfattet af andre fællesskabsdirektiver, finder nærværende bekendtgørelse ikke anvendelse, eller ophører med at finde anvendelse på denne maskine for disse farer fra datoen for disse andre direktivers gennemførelse.
Definitioner for dette kapitel
§ 8. Ved ”maskine” forstås produkter, der er anført i § 5, nr. 1-6.
Stk. 2. Ved ”maskine” forstås desuden en samling af indbyrdes forbundne dele eller komponenter, hvoraf mindst en er bevægelig, forsynet med eller beregnet til at blive forsynet med et andet drivsystem end den menneskelige eller animalske kraft anvendt direkte, og som er sammensat med henblik på en nærmere fastlagt anvendelse.
Stk. 3. Som ”maskine” betragtes også en samling som omhandlet i stk. 2, som kun mangler tilslutningselementer til anvendelsesstedet eller for tilslutning til energikilder og drivkraft.
Stk. 4. Ved ”maskine” forstås endvidere en samling som omhandlet i stk. 2 og 3, der er installationsklar, men som først er funktionsklar efter montering på et transportmiddel eller installation i en bygning eller en konstruktion.
Stk. 5. Som ”maskine” betragtes desuden samlinger af maskiner som omhandlet i stk. 2, 3 og 4 eller delmaskiner som omhandlet i § 5, nr. 7, som for at opnå et bestemt resultat er anbragt og styres således, at de er indbyrdes forbundne i deres funktion.
Stk. 6. Ved ”maskine” forstås derudover en række dele eller mekaniske komponenter, hvoraf mindst en er bevægelig, som er indbyrdes forbundne, bestemt til løft af byrder, og som udelukkende drives ved menneskelig kraft.
§ 9. Ved ”udskifteligt udstyr” forstås en komponent, som operatøren selv kobler sammen med en maskine eller traktor efter ibrugtagning af disse med henblik på at ændre deres funktion eller give dem en ny funktion, for så vidt udstyret ikke er et værktøj.
§ 10. Ved ”sikkerhedskomponent” forstås en komponent, som
- har en sikkerhedsfunktion,
- markedsføres særskilt,
- ved svigt af og/eller manglende funktion udgør en risiko for personsikkerheden, og
- ikke er nødvendig for maskinens anvendelse, eller som kan erstattes af normale komponenter, hvorved maskinen kan bruges.
Stk. 2. Bilag V indeholder en vejledende liste over sikkerhedskomponenter, som ajourføres af EU-Kommissionen og medlemsstaterne.
§ 11. Ved ”løftetilbehør” forstås en komponent eller udstyr, der gør det muligt at foretage anhugning af byrden, og som ikke er fastgjort til løftemaskinen. Det er anbragt mellem maskinen og byrden, på selve byrden, eller er beregnet til at udgøre en integreret del af byrden og markedsføres særskilt. Til løftetilbehør henregnes også løftekæder/ tovstropper og deres komponenter.
Stk. 2. Ved ”kæder, tove og stropper” forstås kæder, tove og stropper, der er konstrueret og fremstillet til løftefunktioner som en del af en løftemaskine eller af løftetilbehør.
§ 12. Ved ”aftagelig mekanisk kraftoverføringsaksel” forstås en aftagelig komponent beregnet til kraftoverføring mellem den selvkørende maskine eller traktor og den drevne maskines første tilslutningspunkt. Markedsføres den med afskærmningen, betragtes den som ét produkt.
§ 13. Ved ”delmaskine” forstås en samling, som næsten er en maskine, men som ikke alene kan sikre en bestemt anvendelse. Et drivsystem er en delmaskine. Delmaskinen er kun beregnet til at skulle inkorporeres eller forbindes med andre maskiner eller andre delmaskiner eller udstyr med henblik på at udgøre en maskine, som direktiv 2006/42/EF finder anvendelse på.
§ 14. Ved ”markedsføring” forstås første gang en maskine eller delmaskine stilles til rådighed, gratis eller mod betaling, i Det Europæiske Fællesskab med henblik på distribution eller anvendelse.
§ 15 . Ved ”fabrikant” forstås enhver fysisk eller juridisk person, der konstruerer og/eller fremstiller en maskine eller delmaskine, der er omfattet af dette kapitel, og som er ansvarlig for maskinens eller delmaskinens overensstemmelse med dette kapitel, med henblik på markedsføring under eget navn eller mærke eller til eget brug. Er der ikke nogen fabrikant som defineret ovenfor, anses enhver fysisk eller juridisk person, der markedsfører eller ibrugtager en maskine eller delmaskine, der er omfattet af dette kapitel, som fabrikant.
§ 16 . Ved ”repræsentant” forstås enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Det Europæiske Fællesskab, og som har fået skriftligt mandat fra fabrikanten til i dennes navn at opfylde alle eller en del af de forpligtelser og formaliteter, der er fastsat i dette kapitel.
§ 17 . Ved ”ibrugtagning” forstås første anvendelse i Det Europæiske Fællesskab af en maskine, der er omfattet af dette kapitel, i overensstemmelse med dens bestemmelse.
§ 18 . Ved ”harmoniseret standard” forstås en ikke bindende teknisk specifikation, som er vedtaget af en standardiseringsorganisation, dvs. Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN), Den Europæiske Komité for Elektronisk Standardisering (CENELEC) eller Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI), i henhold til mandat afgivet af EU-Kommissionen i overensstemmelse med procedurerne fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester.
§ 18 a . Ved "væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav" forstås obligatoriske bestemmelser vedrørende konstruktion og fremstilling af produkter, der er omfattet af dette kapitel, som skal sikre et højt beskyttelsesniveau for personers sikkerhed og sundhed og, når det er relevant, for miljøet.
De væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav er fastsat i bilag I. Væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav i tilknytning til beskyttelse af miljøet finder kun anvendelse på maskiner, der er omhandlet i bilag I, punkt 2.4.
§ 19. Når en maskine skal opfylde bestemmelserne i dette kapitel, gælder dette også ved markedsføring i andre lande i Det Europæiske Fællesskab.
Konstruktion, fremstilling, udstyr og udformning
§ 20. Maskiners indretning skal opfylde de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav, der er fastsat i bilag I.
Stk. 2. En maskine kan dog uden at opfylde stk. 1 forevises på messer, udstillinger o.l., hvis det med tydelig skiltning er angivet, at maskinen ikke opfylder lovgivningens krav og ikke kan erhverves, før den er bragt i overensstemmelse hermed. Ved forevisning af maskinens eller delmaskinens funktioner skal der være truffet passende sikkerhedsforanstaltninger til personbeskyttelse.
Stk. 3. Væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav i tilknytning til beskyttelse af miljøet finder kun anvendelse på maskiner, der er omhandlet i bilag I, punkt 2.4.
§ 21. Når en maskine er fremstillet i overensstemmelse med en harmoniseret standard, hvis reference er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, formodes maskinen at være i overensstemmelse med de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i bilag I, der er omfattet af den pågældende standard.
Mærkning og brugsanvisning
§ 22. Enhver maskine skal være forsynet med mærkning, der opfylder kravene i bilag I.
§ 23. Med enhver maskine skal følge en original brugsanvisning, der mindst opfylder kravene i bilag I. Brugsanvisningen skal ledsage den enkelte maskine ved levering.
Stk. 2. Såfremt den originale brugsanvisning ikke foreligger på dansk, skal fabrikanten eller dennes repræsentant eller den der indfører maskinen til brug i Danmark, oversætte den til dansk.
Dokumentation m.v. i forbindelse med markedsføring
§ 24. Fabrikanten eller dennes repræsentant skal, inden han markedsfører eller ibrugtager en maskine, forsyne hver enkelt maskine med en original EF-overensstemmelseserklæring efter reglerne i §§ 26 og 28 - 30 til dokumentation for maskinens overensstemmelse med kravene i bilag I. Erklæringen skal ledsage maskinen ved levering.
Stk. 2. Såfremt den originale EF-overensstemmelseserklæring ikke foreligger på dansk, skal fabrikanten eller dennes repræsentant eller den der indfører maskinen til brug i Danmark, oversætte den til dansk.
Stk. 3. Hver enkelt maskine skal desuden forsynes med en CE-mærkning efter reglerne i § 32. Hvis maskinen er omfattet af andre regler, der foreskriver CE-mærkning, må CE-mærkningen kun foretages, hvis maskinen tillige opfylder de andre regler.
Stk. 4. Det påhviler enhver, der markedsfører maskinen, eller som fremstiller maskinen til eget brug, at påse og i givet fald sørge for, at den i stk. 1 - 3 nævnte dokumentation foreligger, inden maskinen markedsføres eller ibrugtages.
Stk. 5. Forpligtelserne i stk. 1-4 påhviler også den, som samler maskiner eller dele af maskiner af forskellig oprindelse.
§ 25. Det påhviler enhver, der markedsfører en delmaskine at sikre, at der af fabrikanten eller dennes repræsentant er blevet udarbejdet en original inkorporeringserklæring, jf. § 27, samt den i § 31, nr. 2, nævnte monteringsvejledning. Erklæring og monteringsvejledning skal ledsage delmaskinen ved levering.
Stk. 2. Såfremt den originale inkorporeringserklæring ikke foreligger på dansk, skal fabrikanten eller dennes repræsentant eller den der indfører delmaskinen til brug i Danmark, inden markedsføring oversætte den til dansk.
EF-erklæringer, teknisk dossier, m.v.
§ 26. EF-overensstemmelseserklæringen for en maskine skal udfærdiges i overensstemmelse med bilag II, pkt. 1.A, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. EF-overensstemmelseserklæring kan først udfærdiges, når de i bilag VII, del A fastsatte krav vedrørende teknisk dossier og øvrig dokumentation er opfyldt, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. EF-overensstemmelseserklæring for maskiner, der er omfattet af bilag IV, kan først udfærdiges, når de i §§ 29 og 30 fastsatte bestemmelser er opfyldt.
§ 27. For en delmaskine skal inkorporeringserklæringen udfærdiges i overensstemmelse med bilag II, pkt. 1.B.
Stk. 2. Inkorporeringserklæringen kan først udfærdiges, når den relevante tekniske dokumentation, jf. § 31, nr. 1 og 2, er udarbejdet.
Stk. 3. Den i § 31 for delmaskiners nævnte inkorporeringserklæring og monteringserklæring skal indgå i det tekniske dossier for den færdige maskine.
Overensstemmelsesvurdering af maskiner og vurdering af delmaskiner
§ 28. Hvis maskinen ikke omfattes af bilag IV, skal fabrikanten eller dennes repræsentant anvende den fremgangsmåde for overensstemmelsesvurdering med intern fabrikationskontrol af maskiner, som omhandles i bilag VIII, herunder udarbejde et teknisk dossier.
§ 29. Hvis maskinen er omfattet af bilag IV, og fremstillet i overensstemmelse med de i § 21 omhandlede harmoniserede standarder, og alle de relevante væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav indgår i disse standarder, skal en af følgende fremgangsmåder følges:
- Den fremgangsmåde for overensstemmelsesvurdering med intern fabrikationskontrol, som omhandles i bilag VIII.
- Den i bilag IX nævnte fremgangsmåde vedrørende EF-typeafprøvning samt den interne fabrikationskontrol af maskiner, som omhandles i bilag VIII, pkt. 3.
- Den i bilag X nævnte fremgangsmåde vedrørende fuld kvalitetssikring.
§ 30. Hvis maskinen er omfattet af bilag IV, og den ikke eller kun delvis er fremstillet i overensstemmelse med harmoniserede standarder, eller hvis ikke alle de relevante væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav indgår i de harmoniserede standarder, eller hvis der ikke findes harmoniserede standarder for den pågældende maskine, skal en af følgende fremgangsmåder følges:
- Den i bilag IX nævnte fremgangsmåde vedrørende EF-typeafprøvning samt den interne fabrikationskontrol af maskiner, som omhandles i bilag VIII, punkt 3.
- Den i bilag X nævnte fremgangsmåde vedrørende fuld kvalitetssikring.
§ 31. En fabrikant eller dennes repræsentant af delmaskiner skal før markedsføring sikre følgende:
- At den relevante tekniske dokumentation, jf. bilag VII, B, er udarbejdet.
- At monteringsvejledningen, jf. bilag VI, er udarbejdet.
- At der er blevet udarbejdet en inkorporeringserklæring, jf. bilag II, pkt.1.B.
CE-mærkning
§ 32. CE-mærkning skal udformes i overensstemmelse med bilag III og anbringes på maskinen, så det er synligt, let læseligt og ikke kan fjernes.
Stk. 2. Der må ikke anbringes mærker eller påskrifter på maskinen, der gør CE-mærkningen mindre synlig eller vanskeligere at læse, eller som kan vildlede med hensyn til CE-mærkningens betydning og grafiske udformning.
Stk. 3. Der må ikke påføres CE-mærkning i henhold til dette kapitel af produkter, som ikke er omfattet af kapitel 2 eller som ikke er en maskine.
Prøvningsinstitutioner (bemyndigede organer)
§ 33. Direktøren for Arbejdstilsynet kan godkende en eller flere institutioner til at foretage typeafprøvning samt godkendelse af kvalitetssikringssystemer i Danmark efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. De i stk. 1 omhandlede prøvningsinstitutioner skal opfylde de i bilag XI fastsatte minimumskrav.
Stk. 3. En godkendelse efter stk. 1 kan betinges og begrænses.
Stk. 4. En godkendelse efter stk. 1 tilbagekaldes af direktøren for Arbejdstilsynet, hvis det pågældende bemyndigede organ ikke længere opfylder de i bilag XI fastsatte krav, eller hvis organet groft misligholder sine forpligtigelser.
§ 34. Prøvningsinstitutionen skal foretage typeafprøvning og udfærdigelse af EF-typeafprøvningsattest efter de i bilag IX fastsatte retningslinier.
Stk. 2. Den pågældende prøvningsinstitution skal underrettes om enhver ændring af den af typeafprøvningsattesten omfattede maskine, jf. bilag IX. Prøvningsinstitutionen afgør, om ændringen er så væsentlig i forhold til den meddelte typeafprøvningsattest, at maskinen skal underkastes ny typeafprøvning.
Stk. 3. Prøvningsinstitutionen skal foretage godkendelse af kvalitetssikringssystemer samt meddele fabrikanten sin afgørelse, jf. bilag X.
Stk. 4. Den pågældende prøvningsinstitution skal underrettes om enhver påtænkt ændring af kvalitetssikringssystemet, jf. bilag X. Prøvningsinstitutionen vurderer om en fornyet vurdering af kvalitetssikringssystemet er nødvendig.
Stk. 5. Prøvningsinstitutionen kan tilbagekalde en typeafprøvningsattest eller godkendelse af et kvalitetssikringssystem, såfremt det senere konstateres, at en fabrikant ikke opfylder relevante krav i denne bekendtgørelse eller at en typeafprøvningsattest eller godkendelse af et kvalitetssikringssystem ikke burde have været udstedt.
Sikkerhedsklausul
§ 35. Arbejdstilsynet kan påbyde, at den, der har markedsført eller ibrugtaget en maskine, som anvendt i overensstemmelse med dets bestemmelse alligevel viser sig at frembyde fare for sikkerhed eller sundhed, og når det er relevant for miljøet, træffer de nødvendige foranstaltninger til afværgelse heraf. Det kan herunder påbydes, at markedsføring eller ibrugtagning standses, samt at den pågældende maskine tilbagetrækkes eller tilbagekaldes fra markedet.