Bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler
Kapitel 1 -Område og definitioner
§ 1. Bekendtgørelsen omfatter tekniske hjælpemidlers indretning, mærkning, brugsanvisning, afprøvning og markedsføring.
Stk. 2. Undtaget fra bekendtgørelsen er, jf. § 3 i lov om arbejdsmiljø:
- Tekniske hjælpemidler inden for luftfart bortset fra dem, der anvendes i arbejdet på landjorden.
- Tekniske hjælpemidler om bord på skibe og fiskefartøjer, idet bekendtgørelsen dog gælder for
a) de hjælpemidler, der anvendes ved lastning og losning, bortset fra skibets hejsemidler og øvrigt fastinstalleret udstyr, og
b) de hjælpemidler, der anvendes til værftsarbejde om bord i skibe og til arbejde, der må ligestilles hermed.
§ 2. Ved tekniske hjælpemidler forstås i denne bekendtgørelse:
- maskiner, beholdere, apparater, redskaber og enhver anden lignende indretning, der
a) anvendes ved forarbejdningen af et produkt,
b) anvendes til frembringelsen af et arbejdsresultat, herunder til transport og opbevaring, eller
c) tjener til udførelsen af en teknisk proces
- dele til sådanne indretninger, præfabrikerede konstruktioner og enhver anden tilvirket genstand, der er beregnet til sammen med andre genstande at indgå i en færdig enhed.
Almindelige bestemmelser
§ 3. Tekniske hjælpemidler skal være indrettet således, at de ikke indebærer risiko for sikkerhed eller sundhed, når de installeres og vedligeholdes på passende måde og anvendes i overensstemmelse med deres bestemmelse.
§ 4. Forpligtelserne ifølge denne bekendtgørelse påhviler fabrikanter og andre leverandører, projekterende, reparatører o.l. samt arbejdsgivere, ejere, virksomhedsledere, arbejdsledere, andre ansatte og brugere efter arbejdsmiljølovens almindelige regler, jf. § 2 og kapitel 4 i loven.