Bekendtgørelser

 

Bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære

Bilag V

Modul: Produktverifikation

1.
Dette modul beskriver den procedure, hvorved fabrikanten eller dennes i Fællesskabet etablerede repræsentant garanterer og erklærer, at det materiel, som bestemmelserne i punkt 3 er blevet anvendt på, er i overensstemmelse med den type, som er beskrevet i EF-typeafprøvningsattesten, og opfylder de relevante krav i nærværende bekendtgørelse.

2.
Fabrikanten træffer alle nødvendige foranstaltninger for, at fremstillingsprocessen sikrer, at materiellet er i overensstemmelse med den type, som er beskrevet i EF-typeafprøvningsattesten og med de relevante krav i nærværende bekendtgørelse. Fabrikanten anbringer CE-mærkningen på alt materiel og udsteder en overensstemmelseserklæring.

3.
Det bemyndigede organ foretager de nødvendige undersøgelser og prøvninger for at verificere, at materiellet er i overensstemmelse med nærværende bekendtgørelses krav, ved kontrol og prøvning af alt materiel som beskrevet i punkt 4.

Fabrikanten eller dennes repræsentant opbevarer en kopi af overensstemmelseserklæringen i mindst ti år fra datoen for ophøret af fremstillingen af materiellet.

4. Verifikation ved kontrol og prøvning af alt materiel

4.1 Alt materiel undersøges enkeltvis, og der gennemføres de prøvninger, der er omhandlet i den (de) relevante standard(er), jf. § 6, eller tilsvarende prøvninger for at verificere, at materiellet er i overensstemmelse med den type, som er beskrevet i EF-typeafprøvningsattesten, og med de relevante krav i nærværende bekendtgørelse.

4.2 Det bemyndigede organ anbringer eller lader anbringe sit identifikationsnummer på alt godkendt materiel og udsteder en skriftlig overensstemmelsesattest vedrørende de gennemførte prøvninger.

4.3 Fabrikanten eller dennes repræsentant skal på opfordring kunne forevise den overensstemmelsesattst, der er udstedt af det bemyndigede organ.