Bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære
Kapitel 1 - Område og definitioner
§ 1. Denne bekendtgørelse fastsætter de særlige krav, der stilles til følgende tekniske hjælpemidler:
- materiel, sikringssystemer og komponenter med henblik på deres anvendelse i eksplosionsfarlige atmosfærer og
- sikkerheds-, kontrol- og reguleringsanordninger, der er bestemt til at anvendes uden for eksplosionsfarlige atmosfærer, men som er nødvendige for, eller bidrager til, at materiellet eller sikringssystemerne kan fungere sikkert i forbindelse med eksplosionsrisici.
Stk. 2. Definitioner og nærmere afgrænsning af området samt dettes inddeling i materielgrupper og kategorier med henblik på kontrol findes i bilag I.
§ 2. Bekendtgørelsen indeholder supplerende detailregler til bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler.
§ 3. Undtaget fra denne bekendtgørelses område er de elektriske dele af tekniske hjælpemidler jf. § 1, der er bestemt til at indgå i eller beregnet til at tilsluttes et stærkstrømsanlæg.
§ 4. Når de i bilag I nævnte tekniske hjælpemidler skal opfylde bestemmelserne i denne bekendtgørelse jf. § 21, gælder dette også ved markedsføring i andre Fællesskabslande.