Accept af cookies fra arbejdstilsynet.dk

Arbejdstilsynet.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Bekendtgørelser

 

Bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning

Kapitel 8 - Ventilation

§ 34. Hvert arbejdsrum skal have tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk.

Stk. 2. Hvis der ikke på forsvarlig måde kan opnås tilstrækkelig luftfornyelse gennem vinduer, døre, ventiler og lignende til det fri, skal der indrettes en mekanisk ventilation, der giver tilstrækkelig tilførsel af frisk luft af passende temperatur og fugtighed.

§ 35.  Hvis det ikke kan hindres, at der ved en arbejdsproces sker udvikling af luftarter, støv eller lignende, der er sundhedsskadelige eller eksplosive, eller udvikling af røg, mikroorganismer, aerosoler, ildelugt eller anden generende luftforurening, skal der etableres en mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjerner forureningen på det sted, hvor den udvikles. Samtidig skal der tilføres frisk erstatningsluft af passende temperatur.

Stk. 2. Hvis forureningen ikke kan fjernes effektivt på udviklingsstedet, skal arbejdsprocessen henlægges til et særligt rum, kabine eller lignende, hvor der ikke udføres andet arbejde, og som er udstyret med tilstrækkelig mekanisk ventilation.

Stk. 3. Den udsugede luft må ikke føres tilbage til arbejdsrummet eller andre lokaler, jf. dog stk. 4, stk. 5 og stk. 6.

Stk. 4. Udsuget luft, der udelukkende stammer fra slibning af støbegods i støberiers rensehuse, kan dog, forudsat at støbegodset ikke indeholder stoffer og materialer omfattet af bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer efter effektiv rensning samt efter tilførsel af en passende mængde frisk luft, føres tilbage til samme arbejdsrum, jf. dog stk. 7.

Stk. 5. Udsuget luft, der udelukkende stammer fra sandblæsning, hvor der er krav om, at der skal bruges luftforsynet åndedrætsværn, kan dog, efter effektiv rensning samt efter tilførsel af en passende mængde frisk luft, føres tilbage til samme arbejdsrum, jf. dog stk. 8.

Stk. 6. Udsuget luft, der udelukkende stammer fra bearbejdning af massivt nåletræ, herunder massivt limet nåletræ, kan dog i perioden 1. oktober til 1. maj, efter effektiv rensning samt efter tilførsel af en passende mængde af frisk luft, føres tilbage til arbejdsrummet, jf. dog stk. 9.

Stk. 7. Det er en forudsætning, at det kan dokumenteres, at den udsugede luft, jf. stk. 4, forinden den føres tilbage, er effektivt renset og har mindst samme kvalitet som udeluften, herunder at den ikke indeholder ildelugt eller anden generende luftforurening. Der skal endvidere til stadighed foretages de nødvendige målinger for at kontrollere, at den indblæste luft lever op til kravene.

Stk. 8. Det er en forudsætning, at det kan dokumenteres, at den udsugede luft, jf. stk. 5, forinden den føres tilbage, er effektivt renset, således at luftens indhold af mineralsk støv (inert, respirabel) ikke overstiger 10% af grænseværdien. Der skal endvidere til stadighed foretages de nødvendige målinger for at kontrollere, at den indblæste luft lever op til kravene.

Stk. 9.Det er en forudsætning, at det kan dokumenteres, at den udsugede luft, jf. stk. 6, er effektivt renset, således at luftens indhold af træstøv ikke overstiger 0,02 mg/m3og indholdet af terpener i indblæsningen og i arbejdslokalet ikke overstiger 14 mg/ m3. Der skal endvidere til stadighed foretages de nødvendige målinger for at kontrollere, at den indblæste luft lever op til kravene.

Stk. 10. De i stk. 1 og 2 nævnte ventilationsanlæg skal være forsynet med en kontrolanordning, der angiver utilstrækkelig funktion. Ventilationsanlæg, omfattet af undtagelsen i stk. 4, stk. 5 og stk. 6, skal endvidere være konstrueret således, at recirkulation automatisk frakobles eller produktionen stoppes, hvis rensningen er utilstrækkelig.

§ 36.  Tilførsel af frisk luft ved mekanisk ventilation skal bestå af udeluft, der bliver mindst muligt forurenet fra nærliggende skorstene, afkastningsluft eller andre forureningskilder.

Stk. 2. Den friske luft kan dog i begrænset omfang blandes med udsuget luft fra arbejdsrummet, forudsat at denne luft er renset og ikke stammer fra ventilationsanlæg omhandlet i § 35, jf. dog bestemmelsen i § 35, stk. 4 og stk. 5.

§ 37.  Ventilationsanlæg skal være konstrueret og installeret således, at de ikke i sig selv tilfører arbejdsstedet sundhedsskadelige stoffer og materialer, herunder mikroorganismer. De skal være velfungerende, f.eks. med afbalancerede indblæsnings- og udsugningsmængder.

Stk. 2. Afkastningsluften skal føres ud i det fri. Afkast skal placeres således, at mindst mulig afkastluft suges ind ved udeluftindtag gennem vinduer og døre eller giver anledning til gener på arbejdsstedet i øvrigt.

Stk. 3. Ventilationsanlæg skal være indrettet og placeret, så støj og trækgener undgås, og således at vedligeholdelsen kan ske på forsvarlig måde. Det skal sikres, at ventilationsanlæg ikke udgør fare.

Stk. 4. Hvis ventilationsanlæg kan åbnes, lukkes, reguleres og fastgøres, skal det kunne ske på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde.

Stk. 5. Ventilationsanlæg skal holdes i funktionsdygtig stand, herunder holdes forsvarligt rene og jævnligt kontrolleres.