Accept af cookies fra arbejdstilsynet.dk

Arbejdstilsynet.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Bekendtgørelser

 

Bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning

Kapitel 3 - Almindelige bestemmelser

§ 9. Hvor hensynet til sikkerhed og sundhed gør det påkrævet, skal arbejdsstedet være indrettet, så arbejde, der ikke efter sin art er udendørs, kan foregå i forsvarlige arbejdsrum, medmindre dette vil være åbenbart urimeligt eller uhensigtsmæssigt.

Stk. 2. Ved arbejde, der foregår udendørs i længere perioder, skal foranstaltninger til beskyttelse af de ansatte mod vejrliget, f.eks. telt, halvtag eller skur, etableres i det omfang, det efter omstændighederne er rimeligt.

§ 10.  Bygninger og bedriftsindretninger, herunder tekniske anlæg og installationer, tunneler, minegange, gruber, læsseramper og lignende, skal være af forsvarlig konstruktion og indretning under hensyn til anvendelsen samt holdt forsvarligt vedlige.

Stk. 2. Der skal under hensyn til risikoen ved brand og andre ulykker være forsvarlig mulighed for flugt og redning af personer.

Stk. 3. Tekniske anlæg, hjælpemidler og installationer m.v., som kan frembyde en sikkerheds- eller sundhedsmæssig risiko, skal være placeret og opstillet forsvarligt under hensyn hertil, forholdene i øvrigt og således, at de i tilfælde af uheld er til mindst mulig fare.

Stk. 4. Områder, hvor der kan være risiko for nedstyrtning eller nedstyrtende genstande, skal sikres ved indhegning, overdækning eller anden passende foranstaltning.

§ 11. Der skal i nødvendigt omfang findes en holdbar skiltning anbragt på hensigtsmæssige steder, der giver oplysning eller advarsel om forhold af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning.

Stk. 2. Hvor der kan opstå særlige faresituationer, skal arbejdsstedet være forsynet med alarmsystemer, som f.eks. branddetektorer, der på hensigtsmæssig måde advarer herom.

§ 12.  Arbejdsstedet skal være forsynet med passende ildslukningsudstyr, redningsudstyr samt fornødne hjælpemidler til førstehjælp i ulykkestilfælde, når arbejdets art og forholdene i øvrigt gør det påkrævet.

Stk. 2. Der skal være særlige lokaler til førstehjælp, når det er nødvendigt. Lokalerne skal i tilstrækkelig mængde indeholde nødvendigt udstyr og materiel, der er anbragt på hensigtsmæssige steder. Lokaler til førstehjælp skal være let tilgængelige med bårer.

§ 13.  Der skal på arbejdsstedet være indrettet tilstrækkelige færdselsveje og -arealer af en sådan størrelse og beskaffenhed, at færdslen på stedet kan foregå uhindret samt uden fare for sikkerhed og sundhed og med anvendelse af tekniske hjælpemidler i fornødent omfang.

Stk. 2. Færdselsveje og -arealer, der er hævet over tilstødende arealer, skal være forsynet med passende værn.

Stk. 3. Færdselsveje for køretøjer skal placeres i en passende afstand fra døre, porte, passager for gående færdsel, korridorer, trapper og lignende.

§ 14.  Bygningsdele, bedriftsindretninger, tekniske anlæg, installationer og lignende, som regelmæssigt eller tilbagevendende skal være tilgængelige for eftersyn, rensning og justering, skal i nødvendigt omfang være udstyret med forsvarlige adgangsveje og arbejdsplatforme til brug herfor.

Stk. 2. Når særlige forhold taler derfor, kan sådanne adgangsveje udformes som lejdere. Lejdere skal være hensigtsmæssigt indrettet og sikret mod personnedstyrtning.

§ 15.  Placeringen, antallet og dimensionerne af døre, porte, lemme m.v. skal være forsvarlige under hensyn til arbejdets art og forholdene i øvrigt. De skal bestå af egnede materialer og være udformet og indrettet således, at de let kan åbnes, lukkes og passeres uden risiko. De skal give tilstrækkelig isolering mod støj, kulde, fugt og brand m.v.

§ 16. Afhængig af arbejdets art og forholdene i øvrigt skal der være et tilstrækkeligt antal flugtveje og nødudgange af en sådan udformning, dimension og placering, at der er en betryggende mulighed for, at alle på arbejdsstedet i en faresituation kan komme i sikkerhed i det fri eller til et sikkerhedsområde.

Stk. 2. Såfremt det af sikkerhedsmæssige grunde er påkrævet, skal nødudgangsdøre eller -porte åbne i flugtretningen og skal kunne åbnes på en nem og sikker måde uden brug af nøgle og må ikke være forsynet med skyde- og drejedøre.

Stk. 3. Flugtveje og nødudgange skal holdes frit passable.

§ 17. I det omfang det er påkrævet af hensyn til en sikker orientering og færdsel, skal færdselsveje og -arealer samt flugtveje have en tydelig markering af færdselsretninger, udgange og uventede niveauforskelle.

Stk. 2. Flugtveje og nødudgange, hvortil der kræves belysning, skal være forsynet med tilstrækkelig nødbelysning.

§ 18. Der skal ved indretningen af arbejdsstedet i givet fald tages hensyn til handicappede arbejdstagere. Det gælder navnlig forholdene omhandlet i §§ 13, 15, 19, 47, 50 og 54.