Bekendtgørelser

 

Bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning

Kapitel 11 - Velfærdsforanstaltninger

§ 43. På arbejdsstedet skal der til rådighed for de ansatte findes følgende faciliteter indrettet i overensstemmelse med §§ 44 - 46:

  1. toilet, der opfylder § 47,
  2. spiseplads, der opfylder §§ 48 og 49, hvis der er spisepauser under arbejdet,
  3. håndvask, der opfylder § 50,
  4. garderobe, eller hvis omklædning finder sted omklædningsrum, der opfylder §§ 51 - 53, samt
  5. telefonautomat, medmindre de ansatte på anden måde har adgang til at benytte telefon.
Stk. 2. Der skal tillige findes:
  1. baderum, der opfylder §§ 54 og 55, jf. § 53, hvis arbejdet a) er tilsmudsende, b) medfører risiko for forurening med materialer, der kan være smittefarlige, c) medfører fare for at komme i berøring med stoffer og materialer, som det af hensyn til sikkerhed og sundhed er vigtigt at få fjernet fra huden, eller hindre spredning af, d) er fysisk anstrengende, eller e) er vådt,
  2. renseplads, der opfylder § 56, hvis der på arbejdsstedet foregår vask, rensning, desinfektion eller anden rengøring af personlige værnemidler,
  3. hvileplads, der opfylder § 57, hvis særlige hvilepauser er nødvendige eller påbudt, samt når gravide kvinder eller ammende mødre skal have mulighed for at hvile sig, og
  4. soveplads, der opfylder § 58, hvis der på arbejdsstedet udføres tjeneste med tilladelse til at sove.
Stk. 3. Ansatte, der under arbejdet har risiko for at blive forurenet med materialer, der kan være smittefarlige, eller komme i berøring med stoffer eller materialer, som det af sikkerheds- eller sundhedshensyn er vigtigt at få fjernet fra huden, skal benytte de faciliteter, som tjener til at hindre påvirkning fra eller spredning af de pågældende stoffer eller materialer. Indtagelse af mad og drikke må ikke finde sted i arbejdsrum, hvor der udføres arbejde af nævnte karakter.

§ 44. Faciliteterne skal findes i tilstrækkeligt antal under hensyn til arbejdets art og antallet af personer, der i almindelighed benytter dem, og være hensigtsmæssigt beliggende i forhold til hinanden, til arbejdspladser og til færdselsveje.

§ 45.  Faciliteterne skal være indrettet i fast bygning, med mindre det efter forholdene ikke er muligt eller rimeligt.

Stk. 2. Faciliteterne skal være beliggende i rum, der er indrettet forsvarligt. Faciliteter, der tjener særlige sikkerheds- eller sundhedsmæssige formål, skal være indrettet hensigtsmæssigt under hensyn hertil. Rummene skal have passende tilførsel af frisk luft, passende temperaturforhold m.v. samt være forsynet med nødvendigt og hensigtsmæssigt inventar og udstyr.

§ 46.  Faciliteterne for de ansatte må normalt ikke stå til rådighed for andre end dem, der er ansat hos den pågældende arbejdsgiver, eller på anden måde er beskæftiget på arbejdsstedet.

Stk. 2. Flere arbejdsgivere inden for samme bebyggelse kan dog have faciliteter indrettet fælles for deres ansatte, under forudsætning af at der er truffet aftale om, hvem af dem det påhviler at sørge for vedligeholdelse og rengøring af faciliteterne.

Stk. 3. Hvis der på et arbejdssted er højst tre ansatte beskæftiget samtidig, kan arbejdsgiveren henvise de ansatte til faciliteterne i arbejdsgiverens private bolig eller en tjenestebolig, hvis den står til rådighed for de ansatte under arbejdet. Det er en betingelse, at boligen ligger i nærheden af arbejdsstedet, og at de pågældende faciliteter i øvrigt opfylder bekendtgørelsens krav og findes i egnede lokaler.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 gælder dog ikke arbejdssteder, hvor der udføres særligt tilsmudsende arbejde eller arbejde, der medfører risiko for forurening med materialer, der er smittefarlige, eller med stoffer og materialer, som det af hensyn til sikkerhed eller sundhed er vigtigt at få fjernet hurtigt fra huden eller hindre spredning af.

Toiletter, jf. § 43, stk. 1

§ 47. Toiletterne skal have vandudskylning. Stk. 2. Arbejdstilsynet kan påbyde, at der indrettes særskilt toilet for ansatte, der udfører arbejde, der er særligt tilsmudsende eller udsætter dem for forurening, som af sundhedsmæssige grunde ikke må spredes.

Spiseplads, jf. § 43, stk. 1

§ 48. Spisepladsen skal anvises i et egnet lokale med forsvarlige hygiejniske forhold og indeholde et antal borde og siddepladser med ryglæn, der står i passende forhold til antallet af ansatte. Arbejdspladsen kan ikke anvises som spiseplads.

Stk. 2. Hvis der på et arbejdssted i almindelighed er beskæftiget mere end tre ansatte samtidig, skal der findes en særlig spiseafdeling, normalt indrettet i et særskilt rum.

Stk. 3. Der skal indrettes særskilt spiseafdeling for ansatte, der udfører arbejde, der er tilsmudsende, hvis der ikke foretages omklædning før spisepauserne.

Stk. 4. Der skal træffes passende foranstaltninger til beskyttelse af ikke- rygere mod gener fra tobaksrøg.

§ 49.  Medbragt mad og drikke skal kunne opbevares sundhedsmæssigt forsvarligt, og der skal desuden være mulighed for at varme mad og drikke. Der skal være adgang til frisk drikkevand.

Håndvaske, jf. § 43, stk. 1

§ 50. Håndvaske skal være forsynet med rindende koldt og varmt vand og sæbe samt være hensigtsmæssigt placeret i forhold til arbejdsrum, spiseafdeling, toiletter og garderober eller omklædningsrum.

Stk. 2. Håndvaske, der benyttes i forbindelse med arbejde, hvor de ansatte udsættes for forurening, som af sundhedsmæssige grunde ikke må spredes, må ikke have håndbetjente vandhaner.

Stk. 3. I det omfang, forureningen af huden ikke kan fjernes med almindelig sæbe, skal der ved håndvasken findes hudrensemidler.

Garderobe og omklædningsrum, jf. § 43, stk. 1

§ 51. Gangtøj og arbejdstøj skal kunne opbevares forsvarligt i f.eks. garderobe eller omklædningsrum.

Stk. 2. De ansatte skal desuden have mulighed for forsvarlig opbevaring af personlige ejendele, f.eks. i et aflåseligt garderobeskab, aflåselig skuffe i eget arbejdsbord eller andet aflåseligt rum af passende størrelse.

§ 52.  Omklædningsrum skal indeholde aflåseligt garderobeskab til hver ansat. Garderobeskabe skal have ventilationsåbninger.

Stk. 2. Hvis arbejdet er tilsmudsende eller vådt, skal gang- og arbejdstøj opbevares forsvarligt adskilt, f.eks. i 2 adskilte garderobeskabe.

Stk. 3. Hvis arbejdet medfører særlig risiko for, at arbejdstøjet bliver vådt, skal der findes særskilt tørreplads, hvor det kan tørres på passende tid.

Stk. 4. Kvinder og mænd skal enten have adskilte omklædningsrum eller have mulighed for at benytte samme omklædningsrum hver for sig.

Stk. 5. Omklædningsrummene skal være udstyret med siddepladser.

§ 53.  Hvis de ansatte udsættes for forurening, som af sundhedsmæssige grunde ikke må spredes, skal der være indrettet to adskilte omklædningsrum, et til gangtøj og et til arbejdstøj. De skal være placeret således, at færdsel imellem dem kun kan ske gennem et baderum, og færdsel til og fra omklædningsrummet for gangtøj ikke går gennem områder med forurening.

Stk. 2. Omklædningsrummet for arbejdstøj skal være indrettet og udstyret, så der her på forsvarlig måde kan foretages pakning af arbejdstøjet i tæt emballage, inden det fjernes til vask. Benyttes éngangsbeklædning eller udstyr, skal der findes lukkede, hensigtsmæssige affaldsbeholdere hertil.

Stk. 3. Omklædningsrummet for arbejdstøj må ikke være til benyttelse for andre end dem, der er udsat for den pågældende forurening.

Baderum, jf. § 43, stk. 2

§ 54. Baderum skal være indrettet med et passende antal håndvaske og brusebade med koldt og varmt vand. Brusebade skal være afskærmet fra omklædningsrum, forrum og andre omgivelser.

Stk. 2. Kvinder og mænd skal enten have adskilte baderum eller have mulighed for at benytte samme baderum hver for sig.

§ 55.  På arbejdssteder, hvor arbejdet medfører ildelugt, der ikke kan fjernes fra huden ved brusebad, kan Arbejdstilsynet påbyde, at der indrettes sauna.

Renseplads, jf. § 43, stk. 2

§ 56. Renseplads skal findes på et dertil egnet sted, eventuelt et særligt rum, med de nødvendige hjælpemidler, så rengøringen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Hvileplads, jf. § 43, stk. 2

§ 57. Til hvilepauser skal der findes en passende hvileplads. Hvilepladsen må ikke indrettes i arbejdsrum, hvor der er støjgener eller foregår tilsmudsende arbejde, eller hvor der arbejdes med sundhedsskadelige stoffer og materialer.

Stk. 2. Der skal træffes passende foranstaltninger til beskyttelse af ikke- rygere mod gener fra tobaksrøg.

Soveplads, jf. § 43, stk. 2

§ 58. Soveplads skal være indrettet i et passende, aflåseligt rum, som, når det benyttes som soverum, ikke må anvendes til andet formål. Der skal i passende nærhed af soverummet findes toilet med håndvask.