Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 
Tilføj

Bekendtgørelse om centrifuger

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 776 af 25. november 1991 med senere ændringer - ikke autoriseret sammenskrivning

SAMMENSKRIVNINGEN omfatter bekendtgørelse
I medfør af § 35, stk. 1, § 41, stk. 1, nr. 1, § 46, § 73 og § 84 i lov om arbejdsmiljø, jfr. lovbekendtgørelse nr. 646 af 18. december 1985 som ændret ved lov nr. 220 af 22. april 1987 og lov nr. 380 af 13. juni 1990, og efter bemyndigelse i § 32 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 43 af 22. januar 1981 om tekniske hjælpemidlers indretning og anvendelse fastsættes:

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter ibrugværende og nye mekanisk drevne centrifuger.

Stk. 2. Bekendtgørelsen indeholder supplerende detailregler i forhold til bekendtgørelse nr. 43 af 22. januar 1981 om tekniske hjælpemidlers indretning og anvendelse.

§ 2. De særlige krav i §§ 7 og 8 gælder dog alene for kurv- og laboratoriecentrifuger.

Stk. 2. Ved kurvcentrifuger forstås i denne bekendtgørelse centrifuger, der anvendes til at skille væske fra et fast stof, f.eks. vand fra vasketøj, melasse fra sukker og lignende. Det roterende legeme har en ydervæg med huller, som tillader væsken at passere, men tilbageholder det faste stof.

Stk. 3. Ved laboratoriecentrifuger forstås i denne bekendtgørelse centrifuger, der anvendes til at centrifugere mindre væskemængder, som under centrifugeringen befinder sig i mindst to helt adskilte beholdere.

§ 3. Centrifuger skal være konstrueret og indrettet således, at de kan anvendes, vedligeholdes og repareres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

§ 4. Centrifuger og alle deres dele skal dimensioneres, konstrueres og udføres i overensstemmelse med de regler der er gældende i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.

§ 5. Det skal ved konstruktionen sikres, at støj og vibrationer fra centrifuger ikke udgør fare for sikkerhed og sundhed.

§ 6. Det skal ved konstruktionen sikres, at centrifuger, som skal benyttes ved arbejdsprocesser med sundhedsskadelige eller sundhedsfarlige stoffer og materialer, kan anvendes uden fare for sikkerhed og sundhed. Kan dette ikke ske ved konstruktionen, skal det gennemføres ved andre tekniske foranstaltninger.

§ 7. Kurv- og laboratoriecentrifugers låg, låse, hængsler og yderkappe skal være således konstrueret, at løsrevne dele ikke kan slynges ud af centrifugen.

Stk. 2. Yderkappen skal være udformet således, at roterende dele er afskærmet eller indkapslet, så de ikke kan berøres under centrifugering.

§ 8. Kurv- og laboratoriecentrifuger skal være forsynet med:
  1. Låseanordning, der er tvangsforbundet med kraftkilden, således at centrifugen ikke kan sættes i gang, uden at låget er lukket, og således at låget ikke kan åbnes, medmindre centrifugen står stille. Låseanordningen skal fungere uafhængigt af eventuel strømafbrydelse.
  2. En indretning, der ved grovere ubalance frakobler drivkraften »slingrekontakt«, medmindre der på anden måde er skabt betryggende sikkerhed for, at ubalance ikke kan frembyde fare.
Stk. 2. Laboratoriecentrifuger skal tillige være forsynet med fartindikator og -regulator, medmindre centrifugen på anden måde frembyder betryggende sikkerhed for, at det størst tilladelige omdrejningstal ikke overskrides.

§ 9. Sukkercentrifuger er undtaget fra kravet i § 8, stk. 1, nr. 1.

§ 10. Laboratoriecentrifuger, hvis kinetiske energi er under 1.500 joule, er undtaget fra bestemmelserne i § 8.

Stk. 2. De i stk. 1, nævnte centrifuger skal i stedet for være forsynet med:
  1. låseanordning, der bevirker, at låget låses automatisk, når det lukkes og,
  2. afbryder, der hindrer, at centrifugen kan sættes i gang, medmindre låget er lukket, og som afbryder drivkraften, hvis låget åbnes.

§ 11. Enhver centrifuge skal være forsynet med en manuelt betjent eller automatisk virkende bremseanordning.

Undtaget fra denne bestemmelse er automatiske vaskemaskiner med centrifugeringsprogram.

§ 12. Centrifuger skal være forsynet med et tydeligt og holdbart skilt, der angiver:

  1. Fabrikantens eller importørens navn og adresse.
  2. Fabrikationsår og -nummer.
  3. Max. omdrejningstal.
  4. Kinetisk energi, hvis den er under 1.500 joule.
  5. For centrifuger med udskiftelig rotor skal rotorerne være mærket med max. omdrejningstal.
§ 13. Med leveringen af en centrifuge skal følge en brugsanvisning, som på dansk angiver, hvorledes centrifugen skal anvendes, vedligeholdes og rengøres.

Brugsanvisningen skal opbevares på et let tilgængeligt sted på eller i nærheden af centrifugen.

§ 14. Enhver centrifuge skal anvendes, vedligeholdes og rengøres i overensstemmelse med leverandørens forskrifter.

§ 15. Konstateres fejl ved centrifugen som kan have sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, f.eks. fejl ved låseanordningen, stor ubalance m.v., skal centrifugen straks tages ud af brug.

§ 16. Centrifuger til erhvervsmæssig brug skal underkastes et eftersyn mindst een gang om året af leverandøren eller en anden sagkyndig, jfr. dog § 17.

§ 17. Centrifuger i ejendoms- og møntvaskerier og i vaskerier, hvor centrifugerne også er tilgængelige for andre end ansat personale (f.eks. på hospitaler og plejehjem), skal underkastes et eftersyn mindst een gang hver 6. måned af leverandøren eller en anden sagkyndig.

§ 18. På eller i nærheden af centrifuger i ejendoms- og møntvaskerier skal der til enhver tid på et iøjefaldende sted være anbragt to skilte med tydelig og holdbar tekst af følgende ordlyd:
  1. ADVARSEL
    Prøv ikke at åbne låget før centrifugen er standset helt. Fejl skal staks meddeles til ejeren.
  2. Børn under 15 år må ikke bruge centrifugerne.
§ 19. For centrifuger i ejendoms- og møntvaskerier skal der findes en journal, der skal opbevares på eller i nærheden af centrifugen.

Stk. 2. I journalen skal ejeren notere alle oplysninger om:
  1. Eftersyn, jfr. § 17.
  2. Væsentlige reparationer.
  3. Arbejdstilsynets afgørelser om overtrædelse, herunder påbud, vedrørende centrifugen.
§ 20. Direktøren for arbejdstilsynet kan tillade afvigelser fra denne bekendtgørelse, når særlige forhold gør det rimeligt og forsvarligt.

§ 21. Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø.

§ 22. Med mindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der overtræder §§ 3-8 og §§ 10-19.

Stk. 2. For de i stk. 1 anførte overtrædelser kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen, eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 23. Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. december 1991.

Stk. 2. Samtidig ophæves Socialministeriets bekendtgørelse nr. 489 af 20. november 1947 om indretningen og brugen af mekanisk drevne centrifuger.

Stk. 3. For centrifuger, som er taget i brug på det pågældende arbejdssted inden ikrafttrædelsesdatoen, og som opfylder de hidtil gældende regler, træder bekendtgørelsens krav først i kraft den 1. december 1995. §§ 14-19 træder dog i kraft den 10. december 1991.