Kapitel 1 - Område
§ 1. Bekendtgørelsen omfatter en arbejdsgivers brug af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer inden for følgende områder:
- Ergonomi i form af ensidigt gentaget arbejde (EGA), løft af byrder, samlet daglig løftemængde, manuel løft og forflytning af personer.
- Biologi i form af biologiske agenser og indeklima.
- Kemi i form af indeklima, luftforurening, farlige stoffer og materialer samt substitution.
- Fysiske forhold i form af tekniske hjælpemidler, intern færdsel, akustik/støj, nedrivning af bygninger eller konstruktioner, gravearbejde og flere overtrædelser til forebyggelse af ulykkesrisici.
- Psykisk arbejdsmiljø.
Kapitel 2 - Problempåbud
§ 2. Konstaterer Arbejdstilsynet ved afgivelse af påbud eller rapport om væsentligt problem alvorlige og komplekse arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed, som angivet i §§ 3-20, kan efterkommelse heraf alene ske ved brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver.
Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk.1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem i samme produktionsenhed, og løsningen umiddelbart kan overføres.
Det ergonomiske område
§ 3. Ensidigt, gentaget arbejde (EGA), der
- udføres med samme højrepetitive arbejdsfunktion i mere end 3/4 af en normal arbejdsdag/-uge,
- udføres højrepetitivt med mindst en forværrende faktor i form af kraftkrav, belastende arbejdsstillinger eller -bevægelser for skuldre eller for hånd eller arm, og arbejdet udføres i mere end 2/3 af en normal arbejdsdag eller uge, eller
- veksler mellem flere højrepetitive arbejdsfunktioner i mere end 3/4 af en normal arbejdsdag eller uge, og hvor bevægelsesmønstret er ensartet, og arbejdsfunktionerne belaster samme muskelgrupper.
§ 4. Enkeltløft af byrder, der udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion og mere end nogle få gange dagligt
- ved vægtgrænser, der overstiger 25 kg tæt ved kroppen, 15 kg i underarms afstand eller 7 kg i 3/4 arms afstand, og
- der samtidigt forekommer en eller flere forværrende faktorer i form af uhåndterlig eller ustabil byrde, asymmetrisk løft, løft over skulderhøjde eller under knæhøjde, bæring af byrden mere end 2 meter, utilstrækkelig plads, uhensigtsmæssigt underlag.
§ 5. En samlet daglig løftemængde, der overskrider:
- 10 tons ved løft tæt ved kroppen,
- 6 tons ved løft i underarms afstand, eller
- 3 tons ved løft i 3/4 arms afstand.
§ 6. Manuelle løft og forflytning af personer, hvor dette ikke systematisk eller rutinemæssigt foregår ved hjælp af egnede tekniske hjælpemidler.
Det biologiske område
§ 7. Udsættelse for biologiske agenser, hvor der arbejdes med eller håndteres større mængder organisk materiale, og hvor følgende forhold er til stede:
- aerosoler, der med overvejende sandsynlighed indeholder biologiske agenser, og
- markant affaldsagtig lugt eller lugt af forrådnelse.
§ 8. Indeklimaproblemer som følge af fugtproblemer og svampevækst ved
- vand fra en ikke akut vandskade, hvor der dannes blankt vandspejl på vandrette flader,
- synlig svampevækst over et areal på i alt minimum 0,25 m2i arbejdsrum,
- synlig svampevækst over et areal på i alt minimum 3 m2i et tilstødende rum,
- symptomer på indeklimagener hos ansatte, samt tydelig jordslået eller kælderagtig lugt, eller
- kondensering på kolde ydervægge i et omfang, der medfører, at større arealer vægbeklædning kan løsnes. Ved større arealer forstås i arbejdsrum et areal på i alt minimum 0,25 m2og i tilstødende rum minimum 3 m2over et samlet areal.
Det kemiske område
§ 9. Indeklimaproblemer med dårlig luftkvalitet, der skyldes utilstrækkelig eller manglende ventilation ved mindst to af følgende forhold:
- CO2 indholdet i luften måles ved en orienterende måling til over 0,2 % .
- Dårlig luftkvalitet, herunder høj temperatur, der giver anledning til klager og umiddelbart kan konstateres.
- Større komplicerede anlæg, der skal sikre et tilfredsstillende indeklima og dækker mere end 4 rum eller 300 m2, og som ikke fungerer tilfredsstillende, herunder ikke umiddelbart kan reguleres.
§ 10. Luftforurening fra en arbejdsproces på faste arbejdssteder, hvor
- der ikke er etableret en effektiv mekanisk udsugning,
- procesudsuget luft recirkuleres, således at den udsugede luft fra den forurenende proces føres tilbage til arbejdsrummet eller andre lokaler, eller
- der er mange spredte forureningskilder på arbejdspladsen, og forureningen ikke fjernes effektivt.
§ 11. Arbejde med
- kræftfremkaldende stoffer og materialer, hvor der er krav om lukkede anlæg, men hvor arbejdet foregår uden for sådanne anlæg, eller
- kodenummererede produkter til industriel overfladebehandling ved processer, hvor der er krav om lukket anlæg, og hvor overfladebehandling ikke som minimum foregår i en sprøjteboks eller sprøjtekabine.
§ 12. Arbejde med giftige, meget giftige eller kræftfremkaldende stoffer og materialer, hvor der kan foreligge mulighed for substitution
Det fysiske område
§ 13. Tekniske hjælpemidler, hvor der er foretaget ændring af de sikkerhedsmæssige dele af konstruktion eller styring, eller sikkerhedsforanstaltningerne er sat ud af kraft, medmindre disse umiddelbart kan reetableres.
§ 14. Uhensigtsmæssig intern færdsel på virksomheden, hvor
- kørende trafik sammenblandes med faste arbejdspladser eller gående trafik, eller
- gods håndteres maskinelt i mere end 2 meters højde på steder, hvor der samtidig kan færdes andre personer.
§ 15. Belastende akustiske forhold ved arbejde, der foregår i
- produktionslokaler med et rumfang på mindre end 1000 m3, hvor der er en efterklangstid på mere end 1,3 sekund, eller
- produktionslokaler med et rumfang på mere end 1000 m3, hvor der er et gennemsnitligt effektivt absorptionsareal på mindre end 0,6 gange gulvarealet.
§ 16. Støjbelastning LA, eq(8 timer) er over 85 dB(A), og hvor der ikke umiddelbart foreligger tekniske og administrative foranstaltninger til nedbringelse af støjen.
§ 17. Nedstyrtningsfare eller fare for sammenstyrtning ved arbejde på eller i nærheden af bygninger eller konstruktioner, der skal nedrives.
§ 18. Gravearbejde i en dybde af minimum 1,7 meter under terræn, uden at der er truffet effektive sikkerhedsforanstaltninger mod sammenstyrtning, herunder jordforskydninger som følge af frost, vand eller trafik og farer ved nedgravede installationer, medmindre løsningen er umiddelbart tilgængelig.
§ 19. Fem eller flere overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen inden for samme produktionsenhed, hvor der er risiko for ulykker, og som vedrører mindst to forskellige arbejdsmiljøproblemer.
Det psykiske område
§ 20. Manglende tilkendegivelse til Arbejdstilsynet om på tilfredsstillende måde at ville løse konstaterede psykiske arbejdsmiljøproblemer, som fremgår af rapport om væsentlige problemer eller udkast til påbud, eller manglende løsning af de psykiske arbejdsmiljøproblemer, uagtet Arbejdstilsynet har truffet afgørelse herom.
Kapitel 3 - Arbejdsgiverens pligter
§ 21. Arbejdsgiveren har pligt til at bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at bistå med rådgivning til løsning af de arbejdsmiljøproblemer, der følger af kapitel 2.
Stk. 2. Arbejdsgiveren skal benytte en arbejdsmiljørådgiver, der er autoriseret, jf. bekendtgørelsen om autorisation af arbejdsmiljørådgivere til at bistå virksomheder med efterkommelse af påbud om brug af rådgivning, til at bistå med rådgivning til løsning af netop det arbejdsmiljøproblem, der danner grundlag for rådgivningspåbudet.
Stk. 3. Påbud om brug af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver kan ikke efterkommes ved at benytte en autoriseret rådgiver, der hører ind under den juridiske enhed, som har modtaget et påbud om autoriseret rådgivning.
§ 22. Arbejdsgiveren skal sørge for, at sikkerhedsorganisationen inddrages og deltager i rådgivningsprocessen vedrørende løsningen af det bestemte arbejdsmiljøproblem.
Stk. 2. I virksomheder, hvor der ikke skal oprettes sikkerhedsorganisation, skal de ansatte på tilsvarende måde inddrages i løsningen af det bestemte arbejdsmiljøproblem.
§ 23. Arbejdsgiveren skal indgå en skriftlig aftale med en autoriseret arbejdsmiljørådgiver om rådgivning til løsning af det arbejdsmiljøproblem, der følger af kap. 2.
Stk. 2. Aftalen skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet.
§ 24. Aftalen, jf. § 23, skal opfylde minimumskravene i bilag 1.
§ 25. Arbejdsgiveren skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om indgåelse af en aftale om rådgivning, senest 6 uger efter at arbejdsgiveren har modtaget påbud fra Arbejdstilsynet om brug af rådgivning til løsning af arbejdsmiljøproblemet.
Stk. 2. Tilbagemeldingen skal påtegnes af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte.
Stk. 3. Arbejdsgiveren skal sørge for, at tilbagemeldingen påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, som herved bekræfter, at der er indgået en aftale i henhold til bilag 1.
§ 26. Arbejdsgiveren skal indhente en redegørelse fra arbejdsmiljørådgiveren, når arbejdsmiljøproblemet er løst. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om:
- hvordan påbudet er efterkommet, og
- hvordan sikkerhedsorganisationen eller de ansatte har været inddraget.
Stk. 2. Arbejdsgiveren har pligt til at videregive redegørelsen til sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, til en repræsentant for de ansatte.
Stk. 3. Redegørelsen skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet.
§ 27. Arbejdsgiveren skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om, hvordan påbudet er efterkommet.
Stk. 2. Tilbagemeldingen skal påtegnes af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte.
Stk. 3. Arbejdsgiveren skal sørge for, at tilbagemeldingen påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, der herved bekræfter, at arbejdsgiveren har efterkommet problempåbudet.
Kapitel 4 - Dispensation, klage, straf og ikrafttræden
§ 28. Arbejdstilsynet kan fravige § 25, stk. 1, hvor udbud er påkrævet efter reglerne om EU-udbud.
Stk. 2. Når virksomhedens organisation og lovgivningen i øvrigt medfører, at virksomheden ikke har mulighed for at etablere en selvstændig juridisk enhed kan Arbejdstilsynet fravige bestemmelsen i § 21, stk. 3, når virksomheden på anden måde har sikret den autoriserede arbejdsmiljørådgiver tilstrækkelig uafhængighed.
§ 29. Arbejdstilsynets afgørelser kan påklages efter lov om arbejdsmiljø § 81.
§ 30. Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år, den der:
- undlader at efterkomme påbud, som Arbejdstilsynet har udstedt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser, jf. § 2,
- overtræder §§ 21-27.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
§ 31. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2005.
Arbejdstilsynet, den 17. juni 2004
Jens Jensen/Charlotte Skjoldager