Bekendtgørelse om branchearbejdsmiljørådenes arbejdsmiljøindsats, finansiering, regnskab mv.
Kapitel 3 - Plan for det kommende år
§ 27. Til brug for tildeling af tilskud, skal hvert branchearbejdsmiljøråd hvert år på baggrund af den udmeldte samlede foreløbige tilskudsramme, jf. § 17, udarbejde en plan for det kommende års aktiviteter.
§ 28. Planen skal beskrive hvordan branchearbejdsmiljørådet i det kommende år konkret vil bidrage til arbejdsmiljøindsatsen ved at bidrage med information og vejledning om arbejdsmiljø. Planen skal sikre, at branchearbejdsmiljørådenes arbejde er virksomhedsrettet og relevant.
§ 29. Planen skal indeholde:
- en beskrivelse af branchearbejdsmiljørådets strategi for arbejdsmiljøarbejdet,
- angivelse af konkrete mål for aktiviteterne,
- en beskrivelse af de virksomhedsrettede arbejdsmiljøemner som branchearbejdsmiljørådet vil arbejde med inden for planen,
- en plan for hvordan branchearbejdsmiljørådet vil nå disse mål,
- oplysninger om, hvilke effektmål branchearbejdsmiljørådet har opstillet, og hvilke metoder der skal anvendes til måling af effekten, jf. § 25, stk. 2,
- oplysninger om, i hvilket omfang andre branchearbejdsmiljøråd og øvrige arbejdsmiljøaktører vil blive inddraget i aktiviteterne, og
- et budget for det kommende års aktiviteter.
Stk. 2. Hvor flere branchearbejdsmiljøråd samarbejder om en aktivitet, skal der blandt branchearbejdsmiljørådene udpeges et hovedansvarligt branchearbejdsmiljøråd. Det hovedansvarlige branchearbejdsmiljøråd står formelt for at beskrive aktiviteten i planen. De øvrige deltagende branchearbejdsmiljøråd kan i planen henvise til beskrivelsen af aktiviteten i det hovedansvarlige branchearbejdsmiljøråds plan.
Stk. 3. Planen skal sendes til Arbejdstilsynet senest den 1. november.
§ 30. Arbejdstilsynet godkender plan og budget for det enkelte branchearbejdsmiljøråds virksomhed som grundlag for udbetaling af tilskud.
Stk. 2. Når plan og budget fra de enkelte branchearbejdsmiljøråd er godkendt, danner de sammen med den udmeldte tilskudsramme og de fastsatte vilkår grundlag for de enkelte branchearbejdsmiljøråds virksomhed for det kommende år.