Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 
Tilføj

Bekendtgørelse om arbejde med udvinding af mineralske materialer

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 923 af 11. november 1994 med senere ændringer - ikke autoriseret sammenskrivning

SAMMENSKRIVNINGEN omfatter bekendtgørelse

I medfør af § 15 a, stk. 4, § 20, stk. 2, § 39, § 43, § 75, stk. 1, og § 84 i lov om arbejdsmiljø samt efter bemyndigelse i henhold til lovens § 73, jf. lovbekendtgørelse nr. 184 af 22. marts 1995, som ændret ved lov nr. 458 af 12. juni 1996 og senest ved lov nr. 379 af 10. juni 1997, fastsættes:

Kapitel 1 - Område

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter arbejde på landjorden med

  1. udvinding af mineralske materialer som fx grus, sand, sten, salt, olie, gas og kridt, hvadenten dette sker over eller under jorden, ved udgravning, boring eller på anden måde,
  2. behandling af de udvundne materialer med henblik på levering, men ikke forarbejdning af materialerne, og
  3. efterforskning af nævnte materialer med henblik på udvinding.
Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder også for arbejde omfattet af § 2, stk. 2, nr. 2 og 3, i lov om arbejdsmiljø, og arbejde der ikke udføres for en arbejdsgiver.

Stk. 3. §§ 3-13 gælder dog kun ved arbejde, der udføres for en arbejdsgiver.

§ 2. Bekendtgørelsen indeholder supplerende bestemmelser til bekendtgørelse om arbejdets udførelse, bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning og bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler.

Kapitel 2 - Planlægning og tilrettelæggelse

§ 3. En arbejdsgiver, der lader udføre arbejde omfattet af denne bekendtgørelse, skal sørge for, at der udarbejdes en skriftlig arbejdspladsvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene på arbejdspladsen, jf. § 4, § 6, §§ 6 a - 6 c og § 22, nr. 1, i bekendtgørelse om arbejdets udførelse.

Stk. 2. Det skal bl.a. fremgå af vurderingen, hvor på bedriftsområdet, der kan forekomme særlige risici, såsom eksplosionsfare, brandfare, nedstyrtningsfare, forekomst af sundhedsfarlige eller giftige stoffer eller luftarter.

Stk. 3. Det skal endvidere fremgå af vurderingen, hvilke foranstaltninger der er truffet eller skal iagttages til imødegåelse af særlige risici. Vurderingen skal desuden om nødvendigt indeholde anvisninger om brug af egnede værnemidler og redningsudstyr. Særlige foranstaltninger, der er truffet eller skal iagttages efter § 9, skal specielt fremgå af vurderingen.

Stk. 4. Vurderingen skal findes på arbejdsstedet tilgængelig til for alle, der er beskæftiget på stedet.

Stk. 5. Vurderingen skal ajourføres, når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser m.v., som har betydning for virksomhedens arbejdsmiljø, og efter væsentlige uheld og ulykker på arbejdsstedet, dog senest hvert tredje år.

Særlige foranstaltninger

§ 4. Det skal sikres, at bedriftsområdet er forsvarligt indrettet under hensyn til aktiviteterne på området og i overensstemmelse med reglerne for arbejdsstedets indretning samt §§ 5-8. Stk. 2. Uanset § 2 stk. 2 og 3 i bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning finder §§ 5-8 og de heri angivne bestemmelser i nævnte bekendtgørelse anvendelse på alle arealer, hvor der kan forekomme arbejde omfattet af nærværende bekendtgørelse.

§ 5. Arbejdsstedet skal i nødvendigt omfang under hensyn til vurderingen efter § 3 være forsynet med

  1. skiltning i overensstemmelse med § 11, stk. 1 i bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning. Der skal herunder på hensigtsmæssige steder findes skiltning med førstehjælpsinstruktioner og eventuel andre instrukser om forholdsregler i tilfælde af ulykker eller uheld,
  2. alarmsystemer i overensstemmelse med § 11, stk. 2, i nævnte bekendtgørelse. Der skal om fornødent på hensigtsmæssige steder være etableret alarmerings- eller kommunikationssystemer, der gør det muligt hurtigt at tilkalde hjælp,
  3. udstyr og førstehjælpslokaler i overensstemmelse med § 12 i nævnte bekendtgørelse,
  4. færdselsveje og -arealer i overensstemmelse med § 13 og § 17 i nævnte bekendtgørelse. Det skal herunder sikres, at der er en forsvarlig afstand mellem færdselsvejene for henholdsvis kørende og gående trafik, og at der om nødvendigt er givet færdselsregler for området. Huller, udgravninger og lign., som kan være til fare for færdselen, samt andre områder med fare, som fx nedstyrtningsfare, skal være forsvarligt afspærret eller afmærket,
  5. flugtveje og nødudgange i overensstemmelse med § 16, stk. 1 i nævnte bekendtgørelse.

§ 6. Tekniske anlæg og installationer på området, herunder tunneler, minegange, gruber, læsseramper o.lign., skal opfylde kravene efter § 10 i nævnte bekendtgørelse.

Stk. 2. Hvis der foregår arbejde på tidspunkter uden tilstrækkelig dagslys, skal de pågældende arbejdspladser, færdselsveje m.m. være forsynet med passende kunstig belysning til, at færdsel og arbejde kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

§ 7. §§ 19-21 i nævnte bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse på de enkelte arbejdspladser.

Stk. 2. Ved arbejde, der foregår udendørs i længere perioder, skal foranstaltninger til beskyttelse af de ansatte mod vejrliget, fx telt, halvtag eller skur, etableres i det omfang, det efter omstændighederne er rimeligt.

Stk. 3. Hvis der på området i længere perioder udføres arbejde, der ikke er egentlig udvindings- og efterforskningsarbejde, som fx værkstedsarbejde, overvågningsarbejde og kontorarbejde, skal det henlægges til lokaler, hvis indretning opfylder reglerne om faste arbejdssteders indretning. Dette gælder også lokaler indrettet i skure, pavillioner eller lign., idet der dog ikke stilles større krav til disses isolation og lofthøjde end fastsat i bekendtgørelse om indretning af skurvogne o.lign.

§ 8. Der skal være orden og ryddelighed på området, så forholdene til stadighed er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Det skal herunder navnlig iagttages,

  1. at færdselsveje og -arealer, tekniske installationer og sikkerhedsforanstaltninger holdes i forsvarlig stand,
  2. at materialer, redskaber, ledninger m.v. ikke henlægges til fare for arbejdet eller færdslen,
  3. at færdselsveje og -arealer og arbejdspladser holdes fri for spild og lign. samt ryddes og gruses ved sne og frost, og
  4. at affald og lign. henlægges på hensigtsmæssige steder og bortskaffes på forsvarlig måde.
Stk. 2. Oprydning og rengøring skal udføres på en sådan måde, at skadelig forurening ikke spredes.

§ 9. I det omfang det er nødvendigt for at sikre fuldt forsvarlige arbejdsforhold, skal der under hensyn til vurderingen efter § 3 iværksættes følgende foranstaltninger:

  1. Procedurer for regelmæssig kontrol med installationer, udstyr, sikkerhedsforanstaltninger m.v. samt registrering heraf.
  2. Overvågning af arbejdet på området, specielt af isolerede arbejdspladser.
  3. Etablering af kommunikations- og nødkaldesystemer på området.
  4. Øvelser med jævne mellemrum i gennemførelse af beredsskabs-, evakuerings- og øvelsesplaner efter § 23 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse.
  5. Arbejdsprocedurer for udførelse af særlig farlige aktiviteter på arbejdsstedet, som fx brug af sprængstof. Arbejdsprocedurer skal om nødvendigt indeholde bestemmelse om, at arbejdet kun må udføres efter tilladelse.

Samarbejde mellem flere arbejdsgivere

§ 10. Hvis ansatte fra fremmed virksomhed udfører arbejde på området, skal det i et tillæg til vurderingen efter § 3 fastlægges, hvorledes samarbejdet om sikkerhed og sundhed organiseres. Det skal herunder sikres, at der sker koordination af sikkerhedsforanstaltningerne og om nødvendigt fastsættes fælles arbejdsforskrifter og forholdsregler. Endvidere skal beredskabs-, evakuerings- og øvelsesplaner efter § 23 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse samordnes i nødvendigt omfang.

Stk. 2. I tillægget skal endvidere gives sådanne oplysninger om arbejdsstedets indretning og drift, at de fremmede arbejdsgivere kan tilrettelægge og udføre arbejdet under overholdelse af deres pligter efter denne bekendtgørelse og arbejdsmiljølovgivningen iøvrigt.

§ 11. Inden en fremmed virksomhed påbegynder arbejde på området, skal den underrettes skriftligt om de dele af vurderingen og tillægget, der er relevant for arbejdet.

Efterforskning

§ 12. Hvis der indenfor en virksomheds bedriftsområde udføres arbejde, omfattet af denne bekendtgørelse, som udelukkende består i efterforskning, jf. § 1, stk. 1 nr. 3, og denne forestås af en fremmed virksomhed, påhviler pligterne efter §§ 3-11 virksomheden, der forestår efterforskningen.

Anmeldelse af uheld m.v.

§ 13. Den virksomhed, som det påhviler at foretage vurderingen af sikkerhed og sundhed på arbejdsstedet, jf. § 3 og § 12, skal straks foretage anmeldelse til den lokale kreds af arbejdstilsynet, hvis der indtræffer et uheld på området, som har medført eller kunne have medført en alvorlig ulykke.

Stk. 2. Dette medfører ingen ændringer i arbejdsgivernes pligter iøvrigt til at foretage anmeldelse af arbejdsulykker m.v.

Virksomhed uden ansatte

§ 14. En virksomhed uden ansatte, som inden for sit bedriftsområde lader udføre arbejde omfattet af denne bekendtgørelse, skal sørge for, at arbejdsgivere, der har ansatte beskæftiget på området, får de oplysninger om virksomhedens indretning og drift, som er nødvendige for, at de kan tilrettelægge og udføre arbejdet under overholdelse af deres pligter efter denne bekendtgørelse og arbejdsmiljølovgivningen iøvrigt. Det skal herunder sikres, at de underrettes om andre arbejdsgiveres aktiviteter på området, i det omfang det har betydning for samarbejdet om sikkerhed og sundhed.

Stk. 2. Virksomheden skal desuden sørge for, at der på området findes angivelser, der på passende måde, evt. i form af opslag, oplyser om forhold af betydning for sikker orientering og færdsel på området.

Kapitel 3 - Arbejdets udførelse

§ 15. Arbejde med gravning, brydning og boringer o. lign. skal planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens almindelige regler og bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Der skal anvendes forsvarlige arbejdsmetoder og egnede tekniske hjælpemidler under hensyn til jordbunden og forholdene iøvrigt, herunder aktiviteter i området, særlige belastninger i terrænet og påvirkninger fra vejret.

Stk. 3. Der skal om nødvendigt, inden arbejdet påbegyndes, foretages undersøgelser eller indhentes oplysninger om jordbundsforholdene, andre aktiviteter, eventuelle installationer m.v. i området.

§ 16. Arbejdsgiveren skal sørge for, at sikkerhedsinstruktioner til de ansatte, herunder om brug af nødudstyr og forholdsregler i tilfælde af nødsituationer, foreligger skriftligt og i fornødent omfang ved opslag.

§ 17. Ved grave- og brydningsarbejde skal det sikres, at utilsigtede og farlige jordskred og nedstyrtninger undgås. Herunder skal navnlig følgende iagttages:

  1. Udgravninger, hvor udgravning foretages med fri skrænt, skal have en sådan hældning, at farlige skred ikke kan opstå.
  2. Inden arbejdet med udgravning og brydning påbegyndes, skal højde og hældning af brydningsfronter fastlægges i forhold til terrænets stabilitet samt til de udvindingsmetoder, der vil blive anvendt. Ustabile jordmasser, klippestykker og lign. materialer skal fjernes.
  3. Udgravninger eller fjernelse af løsnet materiale skal ske på en måde, så der ikke skabes utilsigtet ustabilitet.
  4. Der skal altid være mulighed for hurtig flugt bort fra skrænten eller brydningsstedet.

§ 18. I forbindelse med boreoperationer skal der etableres

  1. overvågningsudstyr, der automatisk og løbende måler sundhedsfarlige og eksplosionsfarlige stoffer i luften, samt overvågnings- og alarmudstyr til forebyggelse af udblæsninger. Om nødvendigt skal alarmsystemer være koblet på overvågnings- eller måleudstyret og automatisk afbryde processer, maskiner m.v.,
  2. mulighed for fjernbetjening af udstyr, således at der fra fastlagte steder i nødstilfælde kan ske isolering og afblæsning af boringer, installationer og rørledninger.
  3. om nødvendigt akustisk og optisk system, der kan overføre alarmsignaler til alle bemandede dele af tekniske anlæg. Alarmsignalerne skal kunne høres tydeligt overalt på dele af anlægget, hvor der hyppigt er arbejdstagere tilstede.

§ 19. Lukkede arbejdspladser skal forsynes med frisk luft i tilstrækkelig mængde.

§ 20. Mekaniske anlæg, der tilfører frisk luft, skal være forsynet med effektiv alarm, der går i gang ved utilstrækkelig funktion.

Kapitel 4 - Dispensation og klage

§ 21. Direktøren for Arbejdstilsynet kan, hvor særlige forhold foreligger, dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og fuldt forsvarligt, og i det omfang det er foreneligt med direktiv 92/91/EØF om minimumsforskrifter for forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i den boringsrelateret udvindingsindustri, og direktiv 92/104/EØF om minimumsforskrifter vedr. forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i udvindingsindustrien over eller under jorden.

§ 22. Arbejdstilsynets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø.

Kapitel 5 - Straf og ikrafttræden

§ 23. Med mindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der

  1. overtræder §§ 3-20,
  2. ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen, eller
  3. tilsidesætter vilkår for en dispensation.

Stk. 2. For overtrædelse af §§ 3-9 og §§ 15-20 kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 24. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. november 1994. Dog finder for virksomheder, der er taget i brug inden denne dato, bestemmelserne i §§ 5-7, §§ 9-14, § 16 samt § 18 først anvendelse fra 1. november 1995.

Direktoratet for Arbejdstilsynet, den 11. november 1994

H. Elo Petersen/Charlotte Skjoldager

Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 92/91/EØF, som offentliggjort i EF-Tidende 1992 L 348/9, og Rådets direktiv 92/104/EØF, som offentliggjort i EF-Tidende 1992 L 404/10