Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 
Tilføj

Bekendtgørelse om arbejde med kodenummererede produkter

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 302 af 13. maj 1993 med senere ændringer - ikke autoriseret sammenskrivning

SAMMENSKRIVNINGEN omfatter bekendtgørelse

I henhold til § 17, stk. 3, § 35, stk. 1, § 39, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, § 41, stk. 1, nr. 2, § 49, § 49 c, stk. 1, § 57 og § 84 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 646 af 18. december 1985, som ændret ved lov nr. 220 af 22. april 1987, lov nr. 380 af 13. juni 1990, lov nr. 373 af 20. maj 1992, lov nr. 474 af 24. juni 1992 og efter lov nr. 177 af 14. april 1993, samt efter bemyndigelse i henhold til lovens § 73, fastsættes:

Kapitel 1 - område og definitioner

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter arbejde med de i bekendtgørelsens bilag 1 nævnte produkter, samt klargøring og afslutning i forbindelse med disse arbejder.

Stk. 2. Fremstilling af de produkter, der er nævnt i bilag 1, er ikke omfattet af bekendtgørelsen.

Stk. 3. Bekendtgørelsen bevirker ingen ændringer i de særlige krav, der følger af arbejdsmiljølovgivningens regler i øvrigt, som fx reglerne om asbest og om epoxyharpikser og isocyanater.

§ 2. Betegnelsen "produkter" i denne bekendtgørelse omfatter de stoffer og materialer, der er nævnt i bilag 1.

§ 3. Ved et kodenummer for et produkt forstås i denne bekendtgørelse en kode bestående af to tal forbundet med en bindestreg.

Stk. 2. Tallet før bindestregen angiver de sikkerhedsforanstaltninger, der mindst skal træffes mod indånding af dampe fra produktets indhold af flygtige bestanddele, herunder organiske opløsningsmidler. Tallet efter bindestregen angiver de sikkerhedsforanstaltninger, der mindst skal træffes mod kontakt med produktet på hud, i øjne og i luftveje eller mod indtagelse.

§ 4. Bekendtgørelsen omfatter ethvert arbejde, der udføres for en arbejdsgiver.

Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder endvidere for arbejde omfattet af § 2, stk. 2, nr. 2 og 3, i lov om arbejdsmiljø, og arbejde, der ikke udføres for en arbejdsgiver.

§ 5. Arbejde med produkter, som er omfattet af denne bekendtgørelse skal planlægges, tilrettelægges og udføres i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse og i øvrigt i overensstemmelse med arbejdsmiljølovens almindelige regler.

Kapitel 2 - kodenummer

§ 6. Før et produkt leveres til det omhandlede arbejde, skal importør, fremstiller eller forhandler fastsætte et kodenummer, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 301 af 13. maj 1993 om fastsættelse af kodenumre.

§ 7. Et produkts kodenummer skal anføres tydeligt på emballagen eller på anden måde meddeles skriftligt til modtageren. Årstallet for ikrafttræden for den bekendtgørelse, efter hvilken kodenummeret er fastsat, skal angives sammen med kodenummeret. Kodenummeret skal oplyses i brugsanvisninger, der udarbejdes efter §§ 16 eller 20 i bekendtgørelse nr. 540 af 2. september 1982 om stoffer og materialer.

§ 8. For et produkt, hvor der foreskrives blanding af flere komponenter eller tilsætning af fortyndingsmiddel, skal der fastsættes kodenummer både for produktet alene og for den brugsklare blanding.

Stk. 2. For et produkt, hvor der foreskrives brug ved en bestemt temperatur, skal der fastsættes et kodenummer både for produktet ved rumtemperatur og for produktet ved den foreskrevne temperatur.

§ 9. Hvis et produkt indeholder lavtkogende væsker, og hvis der ved arbejdet med produktet skal anvendes åndedrætsværn som beskyttelse mod indåndingsfaren, skal emballagen eller meddelelsen om kodenummeret tillige indeholde oplysning om, at dette skal være luftforsynet åndedrætsværn.

Kapitel 3 - brug

§ 10. Et produkt, herunder den brugsklare blanding, må ikke anvendes, uden at kodenummeret for produktet er oplyst, jf. kapitel 2. Oplysningen herom skal være tilgængelig for de ansatte.

§ 11. Et produkt må ikke anvendes, hvis produktet i brugsklar stand har højere tal i kodenummeret end det, der i bilag 2 er angivet for den pågældende arbejdsproces.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, når der i medfør af anden lovgivning stilles særlige krav til overfladens egenskaber eller til det færdige arbejde.

§ 12. Et produkt må ikke anvendes, hvis det til den påtænkte anvendelse kan erstattes af et ufarligt, mindre farligt eller mindre generende produkt. Der skal derfor normalt anvendes et produkt med lavest muligt kodenummer i brugsklar stand.

Stk. 2. Når brugen af et erstatningsprodukt vil medføre ikke uvæsentlige forskelle i tekniske egenskaber eller udgifter, skal der foretages en samlet afvejning af de tekniske og økonomiske konsekvenser over for de sikkerheds- og sundhedsmæssige hensyn.

Stk. 3. Virksomhedens arbejdsmiljøorganisation skal inddrages i vurderingen af, om erstatning kan foretages.

Stk. 4. Hvis erstatning ikke kan foretages efter stk. 1, eller brugen af produktet ikke kan undlades, fordi en samlet afvejning efter stk. 2 viser, at brugen af et erstatningsprodukt vil medføre urimelige merudgifter for arbejdsgiveren, skal dette på forlangende dokumenteres over for Arbejdstilsynet.

Kapitel 4 - sikkerhedsforanstaltninger

§ 13. Ved arbejde med produkterne skal der mindst træffes de sikkerhedsforanstaltninger, der er angivet i bilagene til denne bekendtgørelse.

Stk. 2. I forbindelse med klargøring og afslutning af arbejdet, skal der mindst træffes de sikkerhedsforanstaltninger, der er angivet i bekendtgørelsens bilag, til imødegåelse af sundhedsfare fra støv- og afbrændingsprodukter.

§ 14. Varme flader med en temperatur over 35°C skal afkøles, hvis det kan ske uden urimelige merudgifter eller ulemper. Ved arbejde på varme flader fastlægges sikkerhedsforanstaltningerne ud fra kodenummeret, idet tallet før bindestregen forhøjes til nærmeste højere tal. Derudover skal der altid benyttes åndedrætsværn i form af helmaske.

§ 15. Efter afslutningen af det enkelte arbejde med produkterne og indtil de påførte produkter er tørret eller udhærdet i en sådan grad, at faren for sundhedsfarlige påvirkninger er ophørt, skal sikkerhedsforanstaltninger fortsat følges, jf. § 13.

§ 16. Hvor det er nødvendigt at flere beskæftigede samtidig udfører arbejde med produkterne så nær hinanden, at der er fare for sundhedsfarlig påvirkning ud over den, der kan henføres til eget arbejde, skal der træffes tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger til imødegåelse af sundhedsfaren.

Stk. 2. Andre beskæftigede end de, der udfører arbejdet med produkterne eller nødvendigt arbejde i forbindelse hermed, må ikke udsættes for sundhedsfarlig påvirkning fra dette arbejde.

§ 17. Arbejde med åndedrætsværn må for den enkelte ansatte ikke overstige enten 6 timer på en arbejdsdag, når der anvendes luftforsynet åndedrætsværn, eller 3 timer på en arbejdsdag, når der anvendes filtrerende åndedrætsværn. I særligt belastende situationer som følge af arbejdets art, temperaturforhold eller lignende, skal tiden nedsættes. Beskæftigelse med åndedrætsværn må ikke foregå uafbrudt.

Stk. 2. Skønnes det ved arbejdets tilrettelæggelse, at den ansattes beskæftigelse med filtrerende åndedrætsværn vil vare over den fastsatte frist i stk. 1, skal der anvendes luftforsynet åndedrætsværn allerede fra arbejdets begyndelse. Hvis arbejdet er så fysisk anstrengende, at vejrtrækningen gennem en filtermaske bliver vanskelig på grund af modstanden, skal anvendes luftforsynet åndedrætsværn.

§ 18. På et let tilgængeligt sted skal der findes en øjenskylleflaske til førstehjælp i ulykkestilfælde.

§ 19. Hvor der udføres malearbejde, der er omfattet af bilag 2 og bilag 3, for så vidt arbejdet ikke udføres på værft, samt bilag 4, punkt a, skal der være adgang til håndvaske, der er forsynet med rindende vand, egnede hudrensemidler, herunder sæbe, samt egnede hudcremer.

§ 20. På faste arbejdssteder, hvor der udføres arbejde, der er omfattet af bilag 3, 4, 5, 6 eller 7, skal der være adgang til et forsvarligt antal håndvaske med varmt og koldt vand.

Stk. 2. Hvis der på arbejdssteder omfattet af stk. 1 udføres sprøjtearbejde eller arbejde med produkter med tallene 3, 4, 5 eller 6 efter bindestregen i kodenummeret, skal der være indrettet omklædningsrum med adskilt opbevaring af gangtøj og arbejdstøj, samt i umiddelbar nærhed af omklædningsrummet velventilerede og opvarmede baderum med håndvaske og afskærmede brusebade med varmt og koldt vand.

Stk. 3. Der skal desuden være adgang til håndvaske med varmt og koldt vand i forsvarlig nærhed af det sted, hvor arbejdet udføres.

Stk. 4. Ved håndvaske skal der være egnede hudrensemidler, herunder sæbe, samt egnede hudcremer.

§ 21. Arbejdssteder skal i øvrigt være indrettet i overensstemmelse med bekendtgørelserne om henholdsvis faste arbejdssteders indretning, skiftende arbejdssteders indretning og om byggepladsers og lignende arbejdssteders indretning i det omfang, arbejdsstederne er omfattet heraf.

Kapitel 5 - Dispensationer

§ 22. Direktøren for Arbejdstilsynet kan, hvor særlige forhold foreligger, tillade afvigelser fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og fuldt forsvarligt.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdstilsynet kan bemyndige tilsynskredsene til i enkelttilfælde at tillade afvigelser fra § 11, §§ 13-14, § 17, §§ 19-20, når det skønnes rimeligt og fuldt forsvarligt.

Kapitel 6 - Klageadgang

§ 23. Arbejdstilsynets afgørelse efter bekendtgørelsen kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø.

Kapitel 7 - Straf

§ 24. Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der:

  1. overtræder §§ 6-10, § 11, stk. 1, § 12, stk. 1, og §§ 13-20,
  2. undlader at efterkomme påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen,
  3. tilsidesætter vilkår for tilladelser i henhold til bekendtgørelsen.

Stk. 2. For overtrædelse af §§ 6-10, § 11, stk. 1, og §§ 13-20, kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, andelsselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Kapitel 8 - Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 25. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1993.

Stk. 2. Samtidig ophæves Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 463 af 3. august 1982 om erhvervsmæssigt malearbejde og følgende bestemmelse i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 611 af 18. december 1985 om regler efter den tidligere arbejderbeskyttelseslovgivning, der med mindre ændringer forbliver i kraft efter arbejdsmiljølovens ikrafttræden: Under 3, B. bekendtgørelser 25): Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 67 af 8. februar 1974 om forbud mod anvendelse af visse klæbemidler ved bygningsarbejde på midlertidig arbejdsplads.

§ 26. Produkter, for hvilke der er fastsat et kodenummer efter Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 464 af 3. august 1982 om fastsættelse af kodenummer for produkter omfattet af Arbejdstilsynets bekendtgørelse om erhvervsmæssigt malearbejde, må dog indtil 1. september 1994 leveres, forsynet med dette kodenummer (kodenummer uden angivelse af årstal for kodenummerbekendtgørelsen). Det er dog en betingelse, at kodenummeret for produktet efter bekendtgørelse nr. 301 af 13. maj 1993 om fastsættelse af kodenumre på anden måde er oplyst skriftligt.

Stk. 2. Det er tilladt at anvende produkter, der er leveret inden den 1. september 1994, forsynet med et kodenummer, der er uden angivelse af årstal for kodenummerbekendtgørelsen, indtil den 1. april 1995. Det er dog en betingelse, at kodenummeret efter bekendtgørelse nr. 301 af 13. maj 1993 om fastsættelse af kodenumre er oplyst og lægges til grund ved produktets brug m.v.

§ 27. Det er tilladt at anvende eksisterende sprøjtebokse og sprøjtekabiner, der ikke opfylder kravene til i henholdsvis skema VII.1 og skema VII.2, indtil den 1. januar 1994.

Direktoratet for Arbejdstilsynet, den 13. maj 1993

Erik Andersen/Charlotte Skjoldager