Bekendtgørelse om anvendelse og opstilling af elevatorer mv.
Kapitel 7 - Anmeldelse og ibrugtagning mv.
§ 36. Inden en elevator mv. tages i brug efter opstilling som ny, efter ombygning, væsentlig reparation eller flytning, skal pågældende ejer eller ansvarlige bruger sikre sig, at der er foretaget den fornødne opstillingskontrol samt sørge for følgende:
1) Elevatoren mv. skal være forsynet med en servicebog til notering af foretagne anmeldelser, besigtigelser, afprøvninger, eftersyn og andre væsentlige hændelser vedrørende elevatoren mv. Antallet af årlige eftersyn skal angives i servicebogen. Servicebogen kan være på elektronisk form eller i papirudgave og skal opbevares let tilgængelig i nærheden af anlægget.
2) Anmeldelse med beskrivelse af elevatoren mv. indsendes til Arbejdstilsynet evt. elektronisk. Kopi af anmeldelsen opbevares i servicebogen.
Stk. 2. Personførende byggeelevatorer er undtaget fra kravet om anmeldelse efter flytning.
§ 37. Hvis en elevator mv. tages mere end midlertidig ud af brug, skal ejeren eller den ansvarlige bruger skriftligt meddele Arbejdstilsynet dette.
Stk. 2. Skift af sagkyndig virksomhed til at udføre eftersynene skal skriftligt meddeles til Arbejdstilsynet inden 14 dage af ejeren eller den ansvarlige bruger.
Stk. 3. Ved et ejerskifte af elevatoren mv. skal den ny ejer skriftligt meddele det til Arbejdstilsynet inden 14 dage.
Stk. 4. Ulykkestilfælde og tilløb til ulykkestilfælde ved elevatoren mv. skal straks af ejeren eller den ansvarlige bruger anmeldes til det stedlige arbejdstilsyn.
Stk. 5. Oplysningerne i stk. 1 til 4 kan indsendes til Arbejdstilsynet elektronisk eller i papirform.
§ 38. Hvis en sagkyndig virksomhed ophører med eftersyn på en elevator mv., skal virksomheden skriftligt meddele Arbejdstilsynet dette inden 14 dage.
Besigtigelse og afprøvning
§ 39. Besigtigelse og afprøvning af elevatorer mv. skal foretages af et inspektionsorgan hvert tredje år med højst 36 måneders mellemrum samt efter ombygning og efter flytning jf. dog stk. 2- 5.
Stk. 2. Trappeløbselevatorer er undtaget fra kravet i stk. 1.
Stk. 3. Personførende, tovbårne elevatorer uden hastighedsstyret fangindretning skal besigtiges og afprøves hvert andet år med højst 26 måneders mellemrum samt efter ombygning og efter flytning.
Stk. 4. Personførende byggeelevatorer skal besigtiges og afprøves hvert kalenderår med højst 14 måneders mellemrum samt efter ombygning og efter flytning.
Stk. 5. Besigtigelse og afprøvning skal ske i overensstemmelse med kravene i bilag 5.
§ 40. Inspektionsorganet udsteder attest eller anden dokumentation for besigtigelse og afprøvning med angivelse af seneste tidspunkt for næste besigtigelse og afprøvning.
§ 41. Ejeren eller den ansvarlige bruger har ansvaret for, at elevatoren mv. ikke bruges, hvis der ikke er foretaget den foreskrevne besigtigelse og afprøvning.
§ 42. Hvis et inspektionsorgan via arbejdet med opstillingskontrol, besigtigelse og afprøvning mv. af elevatoren mv. får kendskab til forhold ved elevatoren mv., der indebærer fare for personskade, hvis fejlen ikke udbedres, og ejeren eller brugeren ikke får udbedret fejlen med det resultat, at inspektionsorganet ikke kan udstede attest eller anden dokumentation for kontrollen, skal det informere det stedlige arbejdstilsyn herom, medmindre elevatoren mv. tages ud af drift.