Accept af cookies fra arbejdstilsynet.dk

Arbejdstilsynet.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Bekendtgørelser

 

Bekendtgørelse om anvendelse og opstilling af elevatorer mv.

Kapitel 6 - Eftersyn

§ 26. Elevatorer mv. skal have foretaget eftersyn af sagkyndige virksomheder, jf. § 1, stk. 3, nr. 5.

Stk. 2. Antal årlige eftersyn fastsættes under hensyn til elevatorens mv. type, tilstand og brug samt fabrikantens anvisninger, jf. bilag 3. Medmindre andet bestemmes og attesteres af et inspektionsorgan i servicebogen, jf. stk. 3, må antallet af årlige eftersyn ikke være mindre, end udgangspunktet for antal eftersyn som angivet i bilag 3.

Stk. 3. Ændringer i antallet af årlige eftersyn for elevatoren mv. kan dog af et inspektionsorgan fastsættes i overensstemmelse med mulighederne for ændringer i bilag 3 efter elevatorens mv. opstillingssted og driftsforhold , jf. § 1, stk. 3, nr. 4.

Stk. 4. Eftersyn skal ske i overensstemmelse med kravene i bilag 4.

Stk. 5. Eftersynet skal være udført senest 2 uger efter intervallets udløb.

§ 27. Den sagkyndige virksomhed, der foretager eftersynet, skal i forbindelse med dette udfærdige og underskrive en dateret eftersynsrapport om indholdet af undersøgelsen og resultaterne af undersøgelsen. Eftersynsrapporten skal opbevares af den sagkyndige virksomhed i mindst 3 år og skal på forlangende udleveres til Arbejdstilsynet. En kopi af eftersynsrapporten skal indsættes i servicebogen, jf. § 36, stk. 1, nr. 1, og opbevares der i mindst 1 år. Eftersynsrapporten kan være i elektronisk form eller i papirudgave.

Stk. 2. Er der ved eftersynet fundet mangler eller uregelmæssigheder, som ikke er afhjulpet ved eftersynets afslutning, skal yderligere en kopi afleveres til ejeren eller den ansvarlige bruger.

§ 28. Konstateres der fejl eller mangler, der kan have sikkerhedsmæssig betydning ved en elevator mv. eller ved tilbehøret til denne, skal ejeren eller den ansvarlige bruger sikre sig, at den straks sættes ud af drift. Den må ikke tages i brug igen, før den er bragt i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand.

§ 29. Så længe en elevator mv. er sat ud af drift eller er under eftersyn eller reparation, skal dette være tydeligt tilkendegivet ved skilte eller anden signalgivning umiddelbart ved adgangsåbninger og i transportredskabet. Om fornødent skal der etableres afspærring af adgangsveje for at hindre uvedkommende i at benytte elevatoren mv.

Stk. 2. Den, der sætter elevatoren ud af drift eller udfører eftersyns- eller reparationsarbejde, skal sørge for skiltenes eller den anden signalgivnings opsætning.

Stk. 3. Skiltene eller den anden form for signalgivning skal være udformet efter de retningslinjer, der fremgår af bekendtgørelsen om sikkerhedsskiltning og anden form for signalgivning.

§ 30. Den, der som selvstændig virksomhed udfører eftersyn eller udfører hovedreparationsarbejde på en elevator mv., skal påse, at indretningen af elevatoren mv., når arbejdet er afsluttet, opfylder de gældende sikkerhedsmæssige krav mv.

Stk. 2. Hvis en reparation eller et vedligeholdelsesarbejde kun berører en eller nogle dele af elevatoren mv., skal den, der udfører arbejdet, påse, at de dele af elevatoren mv., der berøres af arbejdet, er i forskriftsmæssig stand, når arbejdet er afsluttet.

Montørarbejde

§ 31. Eftersyns-, vedligeholdelses- og reparationsarbejder på elevatorer mv. må kun udføres personer over 18 år, der har gennemgået en særlig uddannelse og er i besiddelse af et uddannelsesbevis. Det fremgår af bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser, hvornår der er krav om en uddannelse, samt hvilke kvalifikationer, man skal være i besiddelse af, før der kan udstedes et uddannelsesbevis.

Stk. 2. Arbejdsgiveren skal for hver enkelt elevatormontør kunne dokumentere, at kravene i stk. 1 er opfyldt.

§ 32.
Under nedennævnte arbejdsprocesser skal der være mindst 2 personer til stede, hvoraf den ene person opfylder kravene til kvalifikationer i § 31 og den anden person er under dennes instruktion,:

  1. Ved smøring og eftersyn af rulletrapper og rullefortove.
  2. Ved smøring og eftersyn af paternosterelevatorer.
  3. Ved montage- og reparationsarbejder, hvor der skal håndteres store eller tunge genstande, f.eks. styr, maskineri og fangdøre.
  4. Ved udskiftning af bæretove, dog undtagen bæretove på småvareelevatorer.
  5. Såfremt der er risiko for indespærring i skakt, hvis den lodrette afstand mellem etagedøre, der kan åbnes, er over 3 m, eller hvis skaktdørene ikke kan åbnes indefra.

§ 33. Vedligeholdelses- og reparationsarbejder, der finder sted fra stoltag under kørsel, må kun udføres under kørsel nedad og så vidt muligt med reduceret hastighed.

Stk. 2. Kørsel på stoltag af paternosterelevatorer må ikke finde sted.

§ 34. Kortslutning af styreledninger eller sikkerhedskontakter må ikke foretages ved fastspænding eller fastklemning af ledningsstykker. Dørkontakter må kun kortsluttes med kortslutningsstykker, der passer til disse kontakter, og som ikke kan fastgøres i kontakterne.

§ 35. Bliver et elevatoranlæg sat midlertidigt ud af drift, skal der på eller ved den afbrudte hovedafbryder anbringes et skilt, der oplyser, at anlægget ikke må sættes i drift. Ved anlæg med aflåselig hovedafbryder skal aflåsning i afbrudt stilling foretages.