Accept af cookies fra arbejdstilsynet.dk

Arbejdstilsynet.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Bekendtgørelser

 

Bekendtgørelse om anvendelse og opstilling af elevatorer mv.

Kapitel 1 - Område og definitioner

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter opstilling og anvendelse af elevatorer og løfteudstyr bestemt til person- eller godstransport og rulletrapper, rullefortove og lignende apparater til persontransport, jf. dog § 2.

Stk. 2. Hvor bekendtgørelsen anvender betegnelsen elevatorer mv., anses alle typer af apparater, der er nævnt i stk. 1, for omfattet.

Stk. 3. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Elevator og løfteudstyr: Et transportapparat, hvor transportorganet består af stol, lad el. lign., som betjener fastlagte niveauer og bevæger sig ad en fuldstændig fastlagt bevægelsesbane med en hældningsvinkel på over 15 grader med vandret plan, og som er beregnet til at transportere personer, personer og gods eller gods alene.

2) Rulletrappe: Et mekanisk drevet transportapparat, hvor transportorganet består af kontinuerligt gående trinbånd, der bevæger sig i op- eller nedadgående retning.

3) Rullefortov: Et mekanisk drevet transportapparat, hvor transportorganet består af kontinuerligt gående, trinløse bånd eller paletter, der bevæger sig i op- eller nedadgående retning eller vandret.

4) Inspektionsorgan: Tredjepartsorgan, som er akkrediteret til at udføre opstillingskontrol, besigtigelse og afprøvning af elevatorer mv. efter denne bekendtgørelse.

5) Sagkyndig virksomhed: Virksomhed, som har et certificeret kvalitetssystem opbygget efter DS/EN ISO 9001 »Kvalitetsstyringssystemer - Systemkrav« for eftersyn af elevatorer mv., og som opfylder tillægskravene i bilag 6.

6) Anvendelse: Enhver brug af elevatorer og alle hermed forbundne arbejdsfunktioner, såsom ibrugtagning, udtagning af drift, betjening og overvågning, vedligeholdelse, indstilling, rengøring og anden pasning af elevatoren mv.

7) Servicebog: Journal for elevator mv. med sporbarhed til elevatoren og oplysning om væsentlige hændelser, tidspunkterne for disse og resultaterne for de foreskrevne besigtigelser og afprøvninger. Servicebogen skal være således indrettet og sikret, at den i hele elevatorens levetid af ejer eller ansvarlig bruger kan stilles til rådighed for betjeningspersonale, sagkyndig virksomhed og inspektionsorgan, og der må ikke kunne foretages ændringer i dennes historik. Servicebogen skal være indrettet, så den sagkyndige virksomheds rapporter kan opbevares i denne.

8) Eftersynsrapport: Dateret rapport for elevatoren mv. med sporbarhed til elevatoren mv., og med oplysning om indholdet og resultatet af eftersynet.

9) Ladested: Et manøvreareal foran en adgangsåbning til elevatoren mv. Manøvrearealet skal sikre en sikker og niveaufri passage til og fra stolen (ladet) under hensyntagen til den mængde varer og det antal personer, der skal løftes.

10) Trappeløbselevator: Løfteanordning til persontransport, siddende, siddende i kørestol eller stående, på en styret vogn eller et lad, der bevæger sig langs et trappeløb eller anden tilgængelig flade med en maksimal stigning på 75º.

Undtagelser

§ 2. Undtaget fra bekendtgørelsen er:

1) Løfteplatforme med løftehøjde på 3 meter og derunder.
2) Byggeelevatorer til udelukkende materialetransport.