Bekendtgørelser

 

Bekendtgørelse om anvendelse af trykbærende udstyr

Kapitel 5 - Periodiske undersøgelser

§ 11. Trykbeholdere og dampkedler af kontrolklasse A og B skal periodisk, efter at de er taget i brug, gennemgå følgende undersøgelser:

  1. besigtigelse og eventuelt andre undersøgelser og prøvninger i forbindelse hermed til kontrol af
    a) at beholderen og kedlen er i forsvarlig stand,
    b) at bestemmelserne i § 23 er opfyldt, og
  2. eftersyn, hvor det kontrolleres, at beholderen og kedlen er opstillet, indrettet, udstyret, vedligeholdt og passet efter gældende regler herom.

Stk. 2. Dampkedler af kontrolklasse A og B skal endvidere periodisk trykprøves.

Stk. 3. Enheder af kontrolklasse A og B skal periodisk, efter at de er taget i brug, have foretaget eftersyn, hvor det kontrolleres, at enhederne er opstillet, indrettet, udstyret, vedligeholdt og passet efter gældende regler herom. Det skal herunder vurderes, at enhedens beskyttelsesforanstaltninger mod overskridelse af de tilladte grænser fungerer korrekt.

Stk. 4. Hvis den i stk. 3 nævnte vurdering kræver en verifikation af indstilling eller renovering af sikkerhedsventiler, kan dette arbejde ligeledes udføres af en sagkyndig virksomhed.

Stk. 5. For de trykbeholdere, dampkedler og rørsystemer, der indgår i enheden, gælder bestemmelserne i stk. 1 til 4 samt § 12.

§ 12. Rørsystemer af kontrolklasse B skal periodisk, efter at de er taget i brug, gennemgå følgende undersøgelser:

  1. udvendig besigtigelse og eventuelle andre undersøgelser og prøvninger i forbindelse hermed til kontrol af
    a) at rørsystemet er i forsvarlig stand,
    b) at bestemmelserne i § 23 er opfyldt, og
  2. eftersyn, hvorved det kontrolleres, at rørsystemet er opstillet, indrettet, udstyret, vedligeholdt og passet efter gældende regler herom.

§ 13. Nærmere retningslinjer for fastsættelse af intervaller for og udførelse af de periodiske undersøgelser i henhold til § 11 og § 12 er fastsat i bilag 3, pkt. 2 og pkt. 3, i bilag 5 og i bilag 7.

§ 14. For trykbærende udstyr, hvor der konstateres mindre revner, uventet væsentlig korrosion eller anden uventet skade, skal der straks foretages en driftsegnethedsundersøgelse, jf. bilag 4, pkt. 5. Denne undersøgelse skal for udstyr i kontrolklasse A og B vurderes af et inspektionsorgan.

Stk. 2. Hvis hændelsen i stk. 1 har indflydelse på udstyrets sikkerhed, skal udstyret tages ud af brug. Udstyret må først tages i brug igen, når den i stk. 1 nævnte undersøgelse er udført med positivt resultat.

§ 15. Hvis konstruktionen af en trykbeholder eller en dampkedel i kontrolklasse A eller B ikke gør det muligt at foretage den indvendige besigtigelse i fuldt omfang, skal inspektionsorganets besigtigelse suppleres med en ikke-destruktiv undersøgelse af de utilgængelige områder og/eller eventuelt en trykprøvning. Arten og omfanget af disse supplerende undersøgelser skal for det enkelte udstyr fastlægges af et inspektionsorgan.

§ 16. Periodiske undersøgelser af trykbeholdere, dampkedler, rørsystemer og enheder af kontrolklasse A og B kan udføres af virksomheder som egenkontrol, jf. § 2, stk. 2, nr. 8, i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag 6 om egenkontrol ved brug af et certificeret kvalitetssystem.