Bekendtgørelser

 

Bekendtgørelse om anvendelse af trykbærende udstyr

Kapitel 2 - Almindelige bestemmelser

§ 4. Anvendelse af trykbærende udstyr og enheder skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde i overensstemmelse med kravene i denne bekendtgørelse og i bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler.

Stk. 2. Trykbærende udstyr og enheder må kun anvendes, hvis det opfylder de krav, der gælder for dets konstruktion, udstyr, sikring m.v. ifølge arbejdsmiljølovgivningen.

Stk. 3. Forpligtelserne efter denne bekendtgørelse påhviler arbejdsgivere, virksomhedsledere, arbejdsledere og øvrige ansatte, ejere, brugere, leverandører, projekterende, reparatører m.fl. efter arbejdsmiljølovens almindelige regler, jf. § 2 og kapitel 4 i loven.

§ 5. Trykbeholdere, dampkedler, rørsystemer og enheder, der bruges her i landet, skal være henført til en kontrolk lasse. Kontrolklassen bestemmes efter reglerne i bilag 1. Kontrolklassen angiver, hvilke undersøgelser m.v. udstyret skal gennemgå.

§ 6. Undersøgelserne af udstyret skal foretages af et inspektionsorgan, der er akkrediteret af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond, DANAK eller af et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan, som har undertegnet den europæiske samarbejdsorganisation for akkrediteringsorganers (EA) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse.

Stk. 2. Akkrediteringen skal ske efter standarden DS/EN ISO/IEC 17020:2005 som inspektionsorgan type A med tillægskravene i bilag 2, som i nødvendigt omfang og afhængig af den opgave, der ansøges om, skal indarbejdes i det kvalitetssystem, som kontrolleres af akkrediteringsorganet.

Stk. 3. Inspektionsorganet foretager opstillingskontrol, jf. kap. 4, og periodiske undersøgelser, jf. kap. 5, af udstyr i kontrolklasse A og B.