Bekendtgørelse om anvendelse af trykbærende udstyr
Kapitel 10 - Særlige bestemmelser for dampkedler
§ 29. En dampkedel skal være under stadig overvågning, så længe den er under opfyring eller i drift.
Stk. 2. Ved stadig overvågning forstås, at kedelpasseren befinder sig så tæt på dampkedlen, i kedelrummet eller kontrolrummet, at vedkommende enten automatisk eller manuelt kan bringe dampkedelanlægget i en sikker tilstand, inden dampkedlens tilladelige grænser overskrides.
Stk. 3. Hvor der i dampkedelanlægget indgår særligt, egnet sikkerheds- og kontroludstyr til sikring af, at dampkedlens tilladelige grænser ikke overskrides, kan drift uden stadig overvågning accepteres. For dampkedler i kontrolklasse A og B kræves vurdering af overensstemmelse med kravene til drift uden stadig overvågning udført af et inspektionsorgan, jf. bilag 3, afsnit 3.3.
Stk. 4. Det særlige sikkerheds- og kontroludstyr, jf. stk. 3 skal underkastes hovedeftersyn af en sagkyndig virksomhed, som for dampkedler i kontrolklasse A og B skal opfylde kravene i bilag 4, pkt. 3.3. Eftersynet skal udføres med passende mellemrum, dog mindst hver sjette måned eller oftere, hvis det er foreskrevet af fabrikanten.
§ 30. En dampkedel skal under brugen tilføres en tilstrækkelig fødevandsmængde i en tilstand, der passer til dampkedlens konstruktion og anvendelse.
Stk. 2. Fødevand og kedelvand skal med passende mellemrum prøves for at sikre vandets sammensætning med henblik på forsvarlig drift.
§ 31. Selvstændig pasning af dampkedler m.v. i kontrolklasse A må kun udføres af personer, der er i besiddelse af udvidet kedelpassercertifikat eller har uddannelse og erfaring svarende hertil. Det fremgår af bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser, hvornår der er krav om et certifikat, samt hvilke kvalifikationer, man skal være i besiddelse af, før der kan udstedes et certifikat.
Stk. 2. Selvstændig pasning af dampkedler m.v. i kontrolklasse B må kun udføres af personer, der er i besiddelse af almindeligt kedelpassercertifikat eller har uddannelse og erfaring svarende hertil. Det fremgår af bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser, hvornår der er krav om et certifikat, samt hvilke kvalifikationer, man skal være i besiddelse af, før der kan udstedes et certifikat.
§ 32. Hvis der til pasningen af en dampkedel ikke kan skaffes en kedelpasser med certifikat, og dette ikke kan tilregnes kedlens ejer eller bruger, kan denne lade kedlen passe af en person, som er egnet dertil, i højst fire sammenhængende uger. Det samme gælder, hvis der under kedelpasserens ferie ikke kan skaffes en stedfortræder med certifikat.
Køleanlæg og varmepumpeanlæg
§ 33. Køleanlæg og varmepumpeanlæg skal opstilles, anvendes, vedligeholdes og efterses i overensstemmelse med de særlige bestemmelser i bilag 7 og øvrige relevante bestemmelser i bekendtgørelsen. Trykbeholdere og rørsystemer, som indgår i køleanlæg eller varmepumpeanlæg, skal anvendes i overensstemmelse med bekendtgørelsens bestemmelser om trykbeholdere og rørsystemer.
§ 33 a. Selvstændigt arbejde med opstilling, montering, idriftsætning, reparation, vedligeholdelse, nedlukningsarbejde, herunder tømning, samt foretagelse af årligt eftersyn af anlæg med fyldning større end 2,5 kg kølemiddel på køleanlæg m.v., må kun udføres af personer, der har gennemgået en uddannelse og er i besiddelse af et certifikat. Det fremgår af bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser, hvornår der er krav om et certifikat, samt hvilke kvalifikationer, man skal være i besiddelse af, før der kan udstedes et certifikat.