Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Køleanlæg og varmepumpeanlæg

Bilag til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 100 af 31. januar 2007 om anvendelse af trykbærende udstyr

Bekendtgørelsens øvrige bestemmelser gælder for det trykbærende udstyr, der indgår i køleanlæg og varmepumpeanlæg, medmindre andet er fastsat nedenfor.

I bilaget anvendes betegnelserne køleanlæg og kølefirmaer. Bestemmelserne gælder tilsvarende for varmepumpeanlæg og for varmepumpefirmaer.

1. Kølemidler

Kølemidler opdeles i to grupper, hvor gruppe 1 omfatter farlige fluida, jf. bekendtgørelse om indretning af trykbærende udstyr.

Gruppe 2 omfatter alle andre fluida.

2. Opstilling

Når køleanlæg med mere end 25 kg kølemiddelfyldning opstilles i bygning, skal kompressor, receiver, olieudskiller og lignende placeres i et eller flere maskinrum, hvor der ikke er faste arbejdspladser.

I kølerum med større volumen end 10 kubikmeter skal der etableres alarmsignaler og nødafbryder for ventilation i kølerummet.

3. Maskinrum

3.1. Maskinrummet må ikke være placeret under terræn, når anlægget har mere end 250 kg kølemiddelfyldning.

3.2. Maskinrum skal være konstrueret og indrettet efter god teknisk praksis for at undgå mulige farlige situationer som følge af kølemidlets art, omfang m.v., herunder med hensyn til bl.a. brandsikkerhed, adgangsforhold, flugtmuligheder, ventilation, alarmering og automatiske stopanordninger.

3.3. Maskinrummet må ikke indeholde andre tekniske installationer end det for køleanlægget nødvendige driftsudstyr, og der må kun udføres arbejde, der er nødvendigt for driften af maskinrummet eller køleanlægget.

3.4. Ved udvendige adgangsveje skal der være opsat advarselsskilte med angivelse af kølemidlets art.

4. Eftersyn og vedligeholdelse m.v.

Det skal ved passende eftersyn og vedligeholdelse m.v. sikres, at køleanlæg til stadighed under anvendelse holdes i forsvarlig stand.

Ud over undersøgelserne af trykbeholdere og rørsystemer efter kapitel 5 og 9 skal anlæg med fyldning større end 1 kg kølemiddel efterses mindst 1 gang årlig. Se i øvrigt bilag 5, pkt. 2. 2 om undersøgelse af visse beholdere i køleanlæg.

Ved det årlige eftersyn kontrolleres det, at anlæggets beskyttelsesforanstaltninger mod overskridelse af de tilladte grænser fungerer korrekt.

Eftersyn og vedligeholdelse m.v. af køleanlæg skal udføres af en person, som har fået den fornødne instruktion og øvelse i eftersyn og vedligeholdelse m.v. af den pågældende anlægstype.

Ved anlæg med fyldning større end 2,5 kg kølemiddel skal det årlige eftersyn udføres af en certificeret montør fra et kølefirma, jf. pkt. 5.

5. Kvalifikationskrav til montører og kølefirmaer ved udførelse af visse arbejdsopgaver

5.1. Kvalifikationskrav til montører

Selvstændigt arbejde med opstilling, montering, idriftsætning, reparation, vedligeholdelse og nedlukning, herunder tømning samt foretagelse af årligt eftersyn af anlæg med fyldning større end 2,5 kg kølemiddel på køleanlæg af type A, B, C, D eller E, må kun udføres af personer over 18 år, der har gennemgået en uddannelse og er i besiddelse af et certifikat.

Det fremgår af bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser, hvornår der er krav om et certifikat, samt hvilke kvalifikationer, man skal være i besiddelse af, før der kan udstedes et certifikat.

Herudover skal montøren have kvalifikationer og have modtaget instruktion, som er nødvendig i forhold til den foreliggende arbejdsopgave.

De ovennævnte opgaver kan udføres af andre personer, når en uddannet montør overvåger deres arbejde, og der løbende gives kvalificeret instruktion.

Kølefirmaet skal for hver enkelt montør kunne dokumentere, at kravene er opfyldt.

5.2 Kvalifikationskrav til kølefirmaer

Firmaer, der udfører en eller flere af de i pkt. 5.1 nævnte opgaver på anlæg af type A, B, C eller D, skal være i besiddelse af fornøden viden om køleanlæg og skal være en sagkyndig virksomhed, jf. § 2, som har kendskab til regler og standarder på området.

Firmaet skal anvende udstyr, som er velegnet i forbindelse med udførelse af arbejdet.

Firmaet skal have beskrevet og anvende procedurer, der sikrer, at arbejdet udføres af kvalificerede montører, jf. pkt. 5.1.