Bekendtgørelse om arbejdsmiljøcertifikat opnået gennem certificering af virksomhedens arbejdsmiljøledelsessystem
Kapitel 3 - Planlægning
§ 7. Virksomhedens øverste ledelse skal udarbejde en arbejdsmiljøpolitik og sikre, at arbejdsmiljøpolitikken
- omfatter en forpligtelse til fortsat forbedring af indsatsen på arbejdsmiljøområdet,
- omfatter en forpligtelse til at overholde relevant lovgivning, efterleve relevante retningslinier for god praksis og eventuelt andre bestemmelser, som virksomheden har tilsluttet sig på arbejdsmiljøområdet,
- er udarbejdet under inddragelse af virksomhedens medarbejdere eller deres repræsentanter,
- er formidlet og indarbejdet på alle niveauer i virksomheden, og
- er tilgængelig for interesserede parter.
§ 8. Virksomheden skal gennemføre en kortlægning af arbejdsmiljøet, der skal indeholde
- identifikation af virksomhedens arbejdsmiljøforhold og eventuelle arbejdsmiljøproblemer, og
- beskrivelse og vurdering af virksomhedens eventuelle arbejdsmiljøproblemer, herunder problemernes art, alvor og omfang, samt årsagerne til problemerne.
§ 9. På baggrund af kortlægningen af arbejdsmiljøforholdene og -problemerne skal der i overensstemmelse med arbejdsmiljøpolitikken udarbejdes en prioriteret handlingsplan til løsning af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer.
Stk. 2. Planen skal for de enkelte områder angive
- målet for løsning af det enkelte arbejdsmiljøproblem,
- planlagte foranstaltninger og de tilhørende tidsfrister,
- udpegning af ansvarlige for aktiviteternes gennemførelse, og
- hvordan der foretages opfølgning på gennemførelsen af de enkelte aktiviteter.
Stk. 3. Ved prioriteringen af arbejdsmiljøindsatsen skal virksomheden forholde sig til og inddrage
- de væsentlige arbejdsmiljøproblemer, jf. bilag 1,
- andre arbejdsmiljølovbestemte krav, og
- tekniske og økonomiske muligheder.
Stk. 4. Virksomheden skal sikre, at handlingsplanerne løbende bliver vedligeholdt.
§ 10. Virksomheden skal udforme og vedligeholde procedurer, der sikrer, at eksisterende og nye krav i arbejdsmiljølovgivningen bliver identificeret og efterlevet, og at arbejdet med opfyldelse af kravene bliver integreret i arbejdsmiljøledelsessystemet.
Stk. 2. På virksomheden eller i produktionsenheden må der ikke, for så vidt angår de i bilag 1 nævnte områder, være væsentlige arbejdsmiljøproblemer, der vil kunne medføre et påbud i henhold til lov om arbejdsmiljø.