Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 
Tilføj

Bekendtgørelse om anvendelse af administrativt bødeforelæg ved overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 107 af 28. februar 2002 med senere ændringer - ikke autoriseret sammenskrivning

SAMMENSKRIVNINGEN omfatter bekendtgørelse

I medfør af § 82 a, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010, fastsættes:

Anvendelsesområde m.v.

§ 1.
Bekendtgørelsen omfatter de sager om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, der kan afgøres uden retssag ved vedtagelse af et administrativt bødeforelæg.

§ 2. En sag kan søges afgjort ved administrativt bødeforelæg, hvis overtrædelsen er klar og ukompliceret, og sagen ikke kan forventes at medføre højere straf end bøde.

Stk. 2. Har sagen ikke den fornødne klare og ukomplicerede karakter til, at sagen kan afgøres ved administrativt bødeforelæg, indgiver Arbejdstilsynet i stedet politianmeldelse.

Stk. 3. Arbejdstilsynet indgiver endvidere politianmeldelse, hvis modtageren ikke ved sin vedtagelse accepterer at lade sagen afgøre ved administrativt bødeforelæg.

§ 3. Administrativt bødeforelæg kan anvendes, uanset om modtageren er et selskab eller lignende (en juridisk person, jf. straffelovens § 26), eller en enkeltperson. Administrativt bødeforelæg kan også anvendes over for en arbejdsgiver, hvor der er hjemmel til at pålægge strafansvar, selvom overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.

Sager der kan afgøres ved administrativt bødeforelæg

Overtrædelser af materielle regler

§ 4. Sager om virksomheders grove overtrædelser af klare og velkendte regler på områder med en dokumenteret risiko for ulykker eller arbejdsbetingede lidelser kan afgøres ved administrativt bødeforelæg. Det er følgende sager:

  1. Arbejdsmaskiner, håndværktøj og andre tekniske hjælpemidler, herunder
    a) klart uforsvarlig brug af et teknisk hjælpemiddel til arbejde, det ikke er egnet eller tilpasset til,
    b) klart uforsvarlig opstilling af et teknisk hjælpemiddel,
    c) brug af maskiner m.v., hvor sikkerhedsanordninger er sat ud af drift, og
    d) reparation eller andre indgreb i maskiner m.v. under drift.
  2. Fare for nedstyrtning, herunder
    a) arbejde på stillads, hvor der mangler vitale sikkerhedsforanstaltninger, f.eks. rækværk, og
    b) andet uforsvarligt arbejde i højden, f.eks. på grund af manglende sikkerhedsforanstaltninger.
  3. Fare for sammenstyrtning og sammenskridning, herunder
    a) manglende sikkerhedsforanstaltninger i form af afstivning eller anlæg ved jordudgravning, og
    b) arbejde i siloer, hvor der er fare for nedskridning.
  4. Farlige stoffer og materialer, herunder
    a) arbejde med stoffer og materialer, hvor der gælder et forbud,
    b) uforsvarligt arbejde med stoffer og materialer med høj akut giftighed og
    c) klart uforsvarligt arbejde med stoffer og materialer med kræftfremkaldende virkning eller klart uforsvarligt arbejde, der medfører udsættelse for kræftfremkaldende påvirkning..
  5. Børn og unge, herunder
    a) unge, der arbejder med farlige maskiner, farlige stoffer m.v.,
    b) unge, der udfører alenearbejde i strid med de særlige regler herom, og
    c) børn under 13 år, der udfører arbejde i strid med reglerne herom.

Ansattes og arbejdslederes overtrædelser

§ 5.
Sager om ansattes og arbejdslederes grove og selvstændige overtrædelser af materielle regler kan afgøres ved administrativt bødeforelæg, når handlingen eller undladelsen, der udgør overtrædelsen, er foretaget af den pågældende på et eller flere af følgende områder:

  1. Undladelse af at anvende beskyttelsesudstyr eller andre beskyttelsesforanstaltninger, f.eks. ved at det sættes ud af funktion, afmonteres eller på anden måde ikke anvendes, herunder sikkerhedsanordninger, der bliver afbrudt, ændret eller flyttet, eller ikke bliver sat på plads.
  2. Undladelse af at bruge udsugningsforanstaltninger, herunder procesventilation (punktudsugning), eller hvis udsugningen sættes ud af funktion.
  3. Manglende brug af nødvendige personlige værnemidler, f.eks. at den ansatte ikke anvender hjelm, sikkerhedssko, beskyttelsesbriller eller handsker m.v., hvor der er pligt hertil efter arbejdsmiljølovgivningen.

Stk. 2. Bødeforelæg over for ansatte og arbejdsledere anvendes kun, når

  1. virksomheden har givet instruktion om anvendelse af den pågældende foranstaltning og ført effektiv kontrol med, at ansatte og arbejdsledere har efterlevet foranstaltningerne, og
  2. virksomheden har stillet det pågældende sikkerhedsudstyr eller egnede personlige værnemiddel til rådighed for ansatte og arbejdsledere i virksomheden.

Stk. 3. Bødeforelæg anvendes kun over for ansatte og arbejdsledere, når der samtidig sker strafforfølgning mod virksomheden (arbejdsgiveren) i anledning af samme overtrædelse.

Stk. 4. Bødeforelæg anvendes ikke over for ansatte og arbejdsledere, der er kommet til skade som følge af overtrædelsen.

Gaffeltruckfører- og kranførercertifikat

§ 6.
Sager om virksomheders overtrædelser af krav om gaffeltruckfører- og kranførercertifikat kan afgøres ved administrativt bødeforelæg.

Manglende efterkommelse af påbud

§ 7.
Sager om virksomheders manglende efterkommelse af påbud efter arbejdsmiljølovgivningen kan afgøres ved administrativt bødeforelæg.

Retssikkerhedsprincipper

§ 8.
Anvendelse af administrativt bødeforelæg skal ske i overensstemmelse med principperne i retsplejelovens regler om politiets bødeforelæg.

§ 9. Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.

Stk. 2. Den, som bødeforelægget vedrører, modtager en skriftlig tilkendegivelse med beskrivelse af overtrædelsen i overensstemmelse med retsplejelovens regler om indholdet af et anklageskrift, jf. retsplejelovens regler herom.

Bødens vedtagelse og betaling m.v.

§ 10.
Vedtages bøden, bortfalder videre strafforfølgning.

Stk. 2. Vedtagelse sker ved at underskrive en blanket, der er vedlagt bødeforelægget, og indsende denne til Arbejdstilsynet, eller ved betaling.

Stk. 3. Betaling af bøden kan ske på det vedlagte betalings-ID.

Stk. 4. Vedtagelse af bøden er ikke betinget af betaling.

§ 11. Bøder, der vedtages, men ikke betales, inddrives efter påkrav af Arbejdstilsynet.

Stk. 2. Arbejdstilsynet har udpantningsret for vedtagne bøder, jf. lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Ikrafttrædelsesbestemmelse

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2002, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 6 træder først i kraft den 1. oktober 2002.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 861 af 1. oktober 2001 om anvendelse af administrativt bødeforelæg ved overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen efter lov om arbejdsmiljø ophæves den 13. marts 2002.

Beskæftigelsesministeriet, den 28. februar 2002

Claus Hjort Frederiksen/Morten Bergulf