Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Bilag 7 - Kvalifikationskrav ved arbejde med styren og polyesterstøbning

Bilag til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1088 af 28. november 2011

1. Uddannelsesmål

1.1 Arbejde med styren ved polyesterstøbning

Deltageren skal kunne arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt i henhold til gældende regler samt kende til sundheds- og sikkerhedsmæssige forhold og nødvendige beskyttelsesforanstaltninger ved arbejde med styren og polyesterstøbning.

1.2. Arbejde med epoxy, isocyanater og styren ved polyesterstøbning

Deltageren skal kunne arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt i henhold til gældende regler samt kende til sundheds- og sikkerhedsmæssige forhold og nødvendige beskyttelsesforanstaltninger ved arbejde med epoxyharpikser, isocyanater, styren og polyesterstøbning.

2. Kvalifikationer

2.1 Arbejde med styren ved polyesterstøbning

Efter endt uddannelse skal personen

  1. kunne gennemføre en simpel praktisk støbeproces baseret på polyestermaterialer, der relaterer sig til industriens produktionsforhold,
  2. i grundtræk kunne redegøre for plastbranchens forskellige produktionsformer, have indsigt i hærdeplastmaterialers egenskaber og anvendelsesområder, og kunne give eksempler på valg af materiale og proces med begrænset arbejdsmiljøpåvirkning,
  3. kende til sammensætning af råvarerne og kende til sundhedsrisici ved arbejde med produkter indeholdende glasfiberarmeret, umættet polyester og kende til substitutionspligten,
  4. kunne vælge og anvende de rigtige personlige værnemidler og eventuelle andre sikkerhedsforanstaltninger ved hjælp af bl.a. mærkningsregler, symboler, sikkerhedsdatablade og brugsanvisninger,
  5. kende principperne for ventilationsanlæg og forholdsregler ved unormale driftsforhold, og om hvilke målinger der kan foretages, så der ved eventuelt opståede fejl bliver iværksat en fejlretning,
  6. kende principperne for udførelse af måleprogrammer for styren,
  7. kende til hygiejniske forholdsregler og vide hvilke velfærdsforanstaltninger, der skal være til rådighed, når der arbejdes med styren og polyester,
  8. kende til uhelds- og skadesbehandling, være i stand til at yde førstehjælp ved kontakt med polyester og styren og kunne bruge nødbruser og øjenskylleudstyr,
  9. med relevant brandslukningsudstyr kunne bekæmpe brand i plastmaterialer,
  10. kende til forsvarlig håndtering, emballering og bortskaffelse af affald, og
  11. vide, at man skal sikre sig, at der er opsat advarselstavle og eventuel anden signalgivning, når der arbejdes med styren og polyesterstøbning.

I uddannelsens praktiske del skal bl.a. indgå foranstaltninger mod påvirkning og forurening.

2.2 Arbejde med epoxy, isocyanater og styren ved polyesterstøbning

Efter endt uddannelse skal personen

  1. kunne gennemføre en simpel praktisk støbeproces baseret på polyestermaterialer, der relaterer sig til industriens produktionsforhold,
  2. i grundtræk kunne redegøre for plastbranchens forskellige produktionsformer, have indsigt i hærdeplastmaterialers egenskaber og anvendelsesområder, og kunne give eksempler på valg af materiale og proces med begrænset arbejdsmiljøpåvirkning,
  3. have indsigt i sammensætning af råvarerne og kendskab til sundhedsrisici ved arbejde med produkter indeholdende epoxy, isocyanat, styren og glasfiberarmeret umættet polyester,
  4. kende til substitutionspligten og eventuelle forbud for anvendelse,
  5. kunne vælge og anvende de rigtige personlige værnemidler og evt. andre sikkerhedsforanstaltninger ved hjælp af bl.a. mærkning, sikkerhedsdatablade, brugsanvisninger og evt. kodenummer,
  6. kunne sikre, at arbejdet med stofferne og materialerne følger retningslinjerne, indtil de er fuldt udhærdede, og faren for sundhedsfarlige påvirkninger er ophørt,
  7. vide, at man skal sørge for, at andre beskæftigede end de, der udfører arbejdet med stofferne eller materialerne, ikke opholder sig så nær arbejdet, at de kan blive udsat for sundhedsfarlig påvirkning,
  8. have indsigt i principper for ventilationsanlæg og forholdsregler ved unormale driftsforhold, og om hvilke målinger, der kan foretages, så der ved evt. opståede fejl bliver iværksat en fejlretning,
  9. have indsigt i principper for udførelse af måleprogrammer for styren,
  10. kende til hygiejniske forholdsregler og velfærdsforanstaltninger,
  11. kende til uhelds- og skadesbehandling, være i stand til at yde førstehjælp ved kontakt med epoxy, isocyanat, styren og polyester og kunne bruge nødbruser og øjenskylleudstyr,
  12. med relevant brandslukningsudstyr kunne bekæmpe brand i plastmaterialer,
  13. kende til forsvarlig håndtering, emballering og bortskaffelse af affald, og
  14. vide, at man skal sikre sig, at der er opsat advarselstavle og evt. anden signalgivning, når der arbejdes med epoxy, isocyanater, styren og polyesterstøbning.

I uddannelsens praktiske del skal bl.a. indgå foranstaltninger mod påvirkning og forurening.

Gennem uddannelsesforløbet sikres, at deltageren skal kunne forholde sig til både små og store mængder epoxyharpikser og isocyanater.

Personer med gennemført uddannelse for epoxy, isocyanater, styren og polyesterstøbning må arbejde med styren og polyesterstøbning, med epoxy og isocyanat anvendt ved fiberarmerede processer, samt med epoxy og isocyanat ved andet arbejde i forbindelse med denne type støbearbejde.