Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Bilag 5 - Kvalifikationskrav ved arbejde som kølemontør

Bilag til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1088 af 28. november 2011

1. Uddannelsesmål

Deltageren skal kunne arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt i henhold til gældende regler for køleanlæg m.v. Bilaget omhandler de kompetencer med tilhørende kvalifikationskrav, man skal være i besiddelse af, for at udføre

  • opstilling,
  • montering,
  • idriftsætning,
  • årligt eftersyn af anlæg med fyldning større end 2,5 kg kølemiddel,
  • reparation,
  • vedligeholdelse og
  • nedlukning, herunder tømning.

For arbejde med kølemidler, der indeholder de fluorholdige drivhusgasser, som er angivet i EF-forordning 842/2006, bilag I, del 1, skal man endvidere være i besiddelse af kompetencer og kvalifikationer, som angivet i EF-forordning 303/2008, for at udføre

  • lækagekontrol af udstyr,
  • tømning og genindvinding,
  • installering (montering af to eller flere dele af udstyr eller kredsløb), samt
  • vedligeholdelse eller servicering som indebærer et brud i kredsløbene.

2. Kvalifikationskrav

Der skelnes mellem følgende anlægs- og certifikattyper:

A. Anlæg med mere end 2,5 kg og mindre end 50 kg kølemiddel af gruppe 2 (grundcertifikat)

B. Anlæg med mere end 2,5 kg kølemiddel af gruppe 2 (mellemcertifikat)

C. Anlæg med mere end 2,5 kg og mindre end 50 kg kølemiddel uanset arten af kølemiddel

(udvidet grundcertifikat)

D. Anlæg med mere end 2,5 kg kølemiddel uanset arten af kølemiddel (udvidet certifikat)

E. Anlægget på den virksomhed, hvor montøren er ansat. Anlægget er i øvrigt enten type A, B, C eller D.

Personer, der udfører opstilling, montering, idriftsætning, eftersyn, reparation, vedligeholdelse, nedlukning og tømning af køleanlæg type A, B, C, D og E, skal være i besiddelse af nedenstående kvalifikationer.

Kvalifikationerne kan erhverves i forbindelse med en håndværksmæssig uddannelse eller som et supplement til en relevant håndværksmæssig uddannelse, som fx maskinarbejder, elektriker eller tilsvarende.

Relevante kvalifikationer kan opnås ved, enten på en tilfredsstillende måde at have gennemført en faglig, helhedsorienteret uddannelse til kølemontør, eller at have mere end 2 års relevant, sammenhængende erfaring med arbejde med den pågældende type køleanlæg m.v. inden for de sidste 10 år, hvor de faglige kvalifikationer samt kendskab til gældende regler og sundheds- og miljøkrav, kan dokumenteres.

Efter endt uddannelse skal personen

  1. kende til køleteknik, herunder
    a) opbygning og funktion af køleanlæg m.v.,
    b) kendskab til styring og automatik i køleanlæg m.v.,
    c) kunne udføre simple termiske beregninger, og
    d) valg af kølemiddel,
  2. kende til sammenføjning og montage af kobberrør,
  3. kunne fremstille et tæt rørsystem, udført på en håndværksmæssig korrekt måde,
  4. kende til opbygning af enkle relæstyringer,
  5. kende til montering og drift af køleanlæg m.v.,
  6. kunne udvælge korrekte komponenter og komplettere nødvendig dokumentation,
  7. have praktisk kendskab til opbygning af den pågældende type køleanlæg m.v. og overdragelse i driftsklar tilstand med nødvendig dokumentation,
  8. kunne fejlsøge, fejlrette og demontere køleanlæg m.v.,
  9. selvstændigt kunne udføre tæthedsprøvning under iagttagelse af gældende evakueringsprocedurer og med kendskab til alarmanlæg,
  10. kende til lovgivning, standarder og den faglige praksis gældende for køleanlæg m.v.,
  11. kunne redegøre for proceduren, miljø- og sikkerhedsregler, forud for påfyldning af kølemiddel,
  12. kunne påfylde kølemiddel og andre midler i korrekt mængde under iagttagelse af gældende forskrifter,
  13. kende til kølemidlers opdeling i grupper (gruppe 1 og 2), indvirkning på miljøet og tilsvarende miljøbestemmelser,
  14. kunne foretage kontrol af anlægget inden idriftsættelse,
  15. kende til lækagekontrol,
  16. kunne foretage lækagekontrol,
  17. kunne håndtere systemerne på en miljøvenlig måde under installering, vedligeholdelse og servicering samt genindvinding,
  18. kunne installere, idriftsætte og vedligeholde/servicere skrue-/stempelkompressorer og spiralformede stempelkompressorer, luft- og vandkølede kondensatorer, fordampere samt termostatiske ekspansionsventiler (TEV) og andre komponenter,
  19. kende til planlægning og styring af rørmontage på køleanlæg m.v. ud fra den foreliggende dokumentation samt vurdere dokumentationen med henblik på eventuelle fejl og mangler,
  20. kunne selvstændigt idriftsætte og indregulere anlægget til de foreskrevne driftsparametre, herunder anvende IT værktøjer til regulering og overvågning af kompressor- og fordamperstyring,
  21. kunne planlægge og udføre demontage af køleanlæg m.v., på en sådan måde, at håndtering og bortskaffelse af kølemiddel m.v., sker efter gældende bestemmelser,
  22. kunne selvstændigt kontrollere og evaluere sikkerhedsanordninger, og
  23. kunne vejlede ejer/bruger i at betjene og vedligeholde køleanlæg m.v. på en sikker og korrekt måde.

For køleanlæg type C og D skal personen supplerende

  1. kende til drift af ammoniakanlæg,
  2. have en dokumenteret praktikperiode på mindst 6 måneder, hvor personen har arbejdet på køleanlæg m.v. med mere end 2,5 kg og mindre end 50 kg kølemiddel gruppe 1 for køleanlæg type C,
  3. kunne dokumentere en praktikperiode på mindst 6 måneder, hvor personen har arbejdet på køleanlæg m.v. med 50 kg eller mere kølemiddel gruppe 1 for køleanlæg type D, og
  4. kende de regler, der gælder ved reparation og indgreb i køleanlæg m.v. indeholdende ammoniak, isobutan m.v.

Certifikat type B dækker tillige anlægstype A.

Certifikat type C dækker tillige anlægstype A og B.

Certifikat type D dækker tillige anlægstype A, B og C.