Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Bilag 1

Bilag til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 478 af 10. juni 2003 om arbejde i forbindelse med eksplosiv atmosfære

A. Minimumsforskrifter for forbedring af sikkerhed og sundhed for de ansatte, der kan blive udsat for fare fra eksplosiv atmosfære

Kravene i dette bilag gælder:
  1. For områder, hvor der kan forekomme eksplosiv atmosfære i sådanne mængder, at det er nødvendigt at træffe særlige foranstaltninger til beskyttelse af de ansattes sikkerhed og sundhed, og når det er påkrævet som følge af karakteren af arbejdssteder, arbejdspladser, det anvendte udstyr eller de anvendte stoffer eller af den fare, der skyldes den aktivitet, der er forbundet med risiciene fra eksplosiv atmosfære.
  2. For tekniske hjælpemidler, som befinder sig i et ikke-eksplosivt område, men som er nødvendig for eller medvirker til sikker drift af tekniske hjælpemidler, der er placeret i et eksplosivt område.

1. Foranstaltninger til beskyttelse mod eksplosioner.

1.1. Ethvert udslip og/eller enhver frigørelse af brændbare gasser, dampe, tåge eller brændbart støv, som sker forsætligt eller af anden årsag, og som kan medføre eksplosioner, skal afledes eller bortledes til et sikkert sted, eller, hvis dette ikke er muligt, indesluttes eller uskadeliggøres på anden passende måde.

1.2. Hvis en eksplosiv atmosfære indeholder flere typer antændelige og/eller brændbare gasser, dampe, tåger eller støv, skal beskyttelsesforanstaltningerne være tilpasset den største risiko.

1.3. Ved forebyggelse af faren for antændelse i henhold til § 8, skal der også tages hensyn til mulig antændelse hidrørende fra udladninger af statisk elektricitet fra de ansatte eller arbejdsstedet. De ansatte skal udstyres med passende personlige værnemidler, der består af materialer, der ikke kan medføre elektrostatiske udladninger, som kan antænde eksplosive atmosfærer.

1.4. Anlæg, materiel, sikringssystemer og eventuelle tilhørende tilslutningsanordninger må kun tages i brug, hvis det fremgår af arbejdspladsvurderingen, jf. § 4, at de kan bruges på sikker måde i eksplosiv atmosfære. Dette gælder også for tekniske hjælpemidler og tilhørende tilslutningsanordninger, som ikke er materiel eller sikringssystemer i henhold til Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler til anvendelse i eksplosiv atmosfære, hvis de tekniske hjælpemidler og disse anordningers drifttekniske tilslutning til et anlæg i sig selv kan medføre, at der opstår fare for antændelse. Der skal træffes de nødvendige foranstaltninger til at undgå forveksling af tilslutningsanordninger.

1.5. Der bør træffes alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at arbejdsstedet, tekniske hjælpemidler og enhver tilhørende tilslutningsanordning, som stilles til rådighed for de ansatte, er udformet, konstrueret, samlet og installeret samt vedligeholdes og benyttes på en sådan måde, at risikoen for eksplosioner bliver så lille som mulig, og at en eksplosion, hvis en sådan forekommer, ikke breder sig eller breder sig mindst muligt på arbejdsstedet og/eller i tekniske hjælpemidler. For sådanne arbejdssteder skal der træffes passende foranstaltninger med henblik på at minimere risikoen for skader hidrørende fra en eksplosions fysiske konsekvenser.

1.6. Om nødvendigt skal de ansatte i sådanne tilfælde advares optisk og/eller akustisk og forlade arbejdsstedet, inden betingelserne for en eksplosion er til stede.

1.7. Hvis det ifølge arbejdspladsvurderingen, jf. § 4, er påkrævet, skal der forefindes vedligeholdte flugtfaciliteter, så det sikres, at de ansatte i tilfælde af fare hurtigt og sikkert kan forlade det farlige område.

1.8. Før arbejdssteder med områder, hvor der kan forekomme eksplosiv atmosfære, tages i brug første gang, skal anlæggets eksplosionssikkerhed som helhed kontrolleres. Alle forhold, der er nødvendige for at sikre eksplosionsbeskyttelsen skal opretholdes. En sådan kontrol skal udføres af personer med fornøden kompetence på eksplosionssikringsområdet hidrørende fra erfaring og/eller faglig uddannelse.

1.9. Når arbejdspladsvurderingen, jf. § 4, viser, at det er nødvendigt,
  1. og når afbrydelse af energitilførslen kan medføre, at der opstår nye farer, skal materiel og sikringssystemer kunne holdes i sikker drift uafhængigt af det øvrige driftssystem i tilfælde af afbrydelse af energitilførslen,
  2. skal materiel og sikringssystemer med automatisk drift kunne standses manuelt, hvis der opstår afvigelser fra den normale drift, forudsat at det ikke mindsker sikkerheden. Sådanne indgreb må kun udføres af sagkyndige ansatte,
  3. og når nødstopsystemet aktiveres, skal akkumuleret energi ledes bort så hurtigt og sikkert som muligt eller isoleres, således at det ikke længere udgør nogen fare.

B. Kriterier for valg af tekniske hjælpemidler og sikringssystemer

Tekniske hjælpemidler og sikringssystemer i alle områder, hvor eksplosiv atmosfære kan forekomme, vælges på basis af kategorierne i bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler til anvendelse i eksplosiv atmosfære, medmindre andet fremgår af arbejdspladsvurderingen, jf. § 4, som er baseret på en vurdering af risikoen.

Følgende kategorier af tekniske hjælpemidler skal navnlig anvendes i de angivne zoner, jf. Indenrigs- og Sundhedsministeriets regler herom, forudsat at de er egnede for gasser, dampe eller tåge og/eller støv afhængigt af forholdene:
  1. I zone 0 eller 20, udstyr fra kategori 1.
  2. I zone 1 eller 21, udstyr fra kategori 1 eller 2.
  3. I zone 2 eller 22, udstyr fra kategori 1, 2 eller 3.