Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 
Tilføj

Bekendtgørelse om anerkendt arbejdsmiljøcertifikat opnået gennem DS/OHSAS 18001 m.v.

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1191 af 9. oktober 2013

I medfør af § 65 d, § 72 a, § 73, § 76, stk. 1, og § 78 a i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010, som ændret ved lov nr. 597 af 14. juni 2011 og lov nr. 356 af 9. april 2013, fastsættes:

Formål og område

§ 1. Virksomheder med ansatte, der har erhvervet et certifikat ved akkrediteret certificering efter DS/OHSAS 18001 og som opfylder de betingelser, der er angivet i § 2 kan få udstedt et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat.

Stk. 2. Dokumentationen skal opfylde kravene i § 3 og § 4.

Betingelser

§ 2. Virksomheden skal som dokumentation for et godt arbejdsmiljø udover kravene i DS/OHSAS 18001 opfylde følgende betingelser, som certificeringsorganet kontrollerer,

  1. virksomheden eller produktionsenheden må ikke have væsentlige arbejdsmiljøproblemer, for så vidt angår de i bilag 1 nævnte områder. Ved væsentlige arbejdsmiljøproblemer forstås problemer, der vil kunne medføre et påbud i henhold til lov om arbejdsmiljø, og
  2. virksomheden eller produktionsenheden skal have udformet og vedligeholde procedurer, der skal sikre, at medarbejderne eller deres repræsentanter inddrages i,
    a) fastlæggelse, implementering og evaluering af arbejdsmiljøpolitikken,
    b) kortlægning og vurdering af arbejdsmiljøet, og
    c) udarbejdelse af handlingsplaner.

Krav til dokumentation m.v.

§ 3. Som dokumentation for opfyldelse af kravene i DS/OHSAS 18001 og betingelserne i § 2 udsteder det akkrediterede certificeringsorgan ét anerkendt arbejdsmiljøcertifikat.

Stk. 2. Certifikatet skal omfatte enten den samlede virksomhed (den juridiske enhed med alle tilhørende produktionsenheder) eller en eller flere produktionsenheder. Det skal fremgå ved angivelse af produktionsenhedsnummer på certifikatet, eller på et bilag hertil, hvilke produktionsenheder, der er omfattet af certificeringen.

Stk. 3. Certificeringsorganet skal ved udstedelse af certifikatet sende kopi af det pågældende certifikat og eventuelle bilag hertil til Arbejdstilsynet sammen med oplysning om, hvorvidt den arbejdsmiljøcertificerede virksomhed ønsker en kronesmiley på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Stk. 4. Certificeringsorganet skal orientere Arbejdstilsynet, når et certifikat er frataget, suspenderet eller bortfaldet.

§ 4. Det anerkendte arbejdsmiljøcertifikat nævnt i § 3 skal være udstedt af et certificeringsorgan, der er akkrediteret af DANAK (Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond) eller et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan til at certificere efter DS/OHSAS 18001 og efter betingelserne nævnt i § 2.

Stk. 2. Certificeringsorganet skal inden for maksimalt to certificeringsperioder (6 år) kontrollere alle produktionsenheder omfattet af certifikatet. Hvis certifikatet efterfølgende udvides til at omfatte andre produktionsenheder, skal nye produktionsenheder være kontrolleret senest i den efterfølgende certificeringsperiode.

Klage

§ 5. Klager i forbindelse med certificering, som foretages af et akkrediteret certificeringsorgan, behandles af det akkrediterede certificeringsorgan efter procedurer fastlagt i overensstemmelse med kravene i internationale standarder for akkreditering til certificering af ledelsessystemer. Klager skal således sendes til det akkrediterede certificeringsorgan.

Stk. 2. Klage kan ikke indbringes for en administrativ myndighed.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2013.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 87 af 31. januar 2005 om anerkendelse af DS/OHSAS 18001 m.v. som dokumentation for et godt arbejdsmiljø den 1. november 2013.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 87 af 31. januar 2005 om anerkendelse af DS/OHSAS 18001 m.v. som dokumentation for et godt arbejdsmiljø finder fortsat anvendelse for arbejdsmiljøcertifikater udstedt med hjemmel heri inden 1. november 2013.

Arbejdstilsynet, den 9. oktober 2013

Jens Jensen / Anette Lerche