Bekendtgørelser

 

Aerosoler

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1003 af 26. oktober 2009

I medfør af § 35, stk. 1, §§ 46, 47, 74, 76, 84 og 86 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, som ændret ved lov nr. 300 af 19. april 2006, og efter bemyndigelse i lovens § 73, fastsættes:

Kapitel 1 - Område og definitioner

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter aerosolers indretning, mærkning, brugsanvisning, afprøvning og markedsføring.

Stk. 2. Følgende aerosoler er ikke omfattet af denne bekendtgørelse:

  1. Aerosoler, hvis beholdere har et maksimalt rumindhold på mindre end 50 ml.
  2. Aerosoler med metalbeholdere med et maksimalt rumindhold større end 1000 ml.
  3. Aerosoler med glasbeholdere beklædt med kunststof eller anden permanent beskyttelse med et maksimalt rumindhold større end 220 ml.
  4. Aerosoler med beholdere af ubeskyttet glas med et maksimalt rumindhold større end 150 ml.
  5. Aerosoler med beholdere af kunststof som ved brud kan danne splinter med et maksimalt rumindhold større end 150 ml.
  6. Aerosoler med beholdere af kunststof som ved brud ikke kan danne splinter med et maksimalt rumindhold større end 220 ml.

§ 2. Ved et aerosol forstås i denne bekendtgørelse en engangsbeholder af metal, glas eller kunststof indeholdende en komprimeret, flydende eller under tryk opløst luftart med eller uden en væske, pasta eller pulver og forsynet med en anordning, som muliggør udtømning af indholdet i form af faste eller flydende partikler i en gas eller i form af skum, pasta eller pulver eller i væsketilstand.

Kapitel 2 - Design, fremstilling og prøvning

§ 3. Aerosoler skal opfylde de krav, der er fastsat i bilaget til denne bekendtgørelse.

Kapitel 3 - Mærkning

§ 4. Aerosoler omfattet af denne bekendtgørelse skal, når de udbydes til salg, være påført symbolet >>3<< (spejlvendt epsilon).

Stk. 2. Symbolet >>3<< (spejlvendt epsilon), mærker eller angivelser, der kan forveksles hermed, må ikke påføres aerosoler, der ikke er i overensstemmelse med reglerne i rådets direktiv om aerosoler.

§ 5. På hvert aerosol skal følgende anføres på dansk, synligt, let læseligt og således, at det ikke kan udviskes:

  1. navn og adresse på eller varemærke for den, der er ansvarlig for at bringe aerosolet i handelen,
  2. symbolet »3« (spejlvendt epsilon) for overensstemmelse med denne bekendtgørelse,
  3. kodeangivelser til identifikation af påfyldningspartiet,
  4. de angivelser, som er anført under punkt 2.2 og 2.3 i bilag 1, samt
  5. nettoindholdet i vægt og rumfang.

Stk. 2. Hvor aerosolet har et maksimalt rumindhold på 150 ml eller derunder, kan oplysningerne jf. stk. 1, angives på en etiket, som påhæftes aerosolet.

Stk. 3. Når et aerosol indeholder brandfarlige bestanddele som defineret i bilag 1 i punkt 1.8, men aerosolet ikke anses for »brandfarligt« eller »yderst brandfarligt« ifølge kriterierne i punkt 1.9 i bilag 1, skal mængden af brandfarligt materiale indeholdt i aerosolet tydeligt, let læseligt og således, at det ikke kan udviskes, angives på etiketten med følgende ordlyd: »X masseprocent af indholdet er brandfarligt«.

Kapitel 4 - Kontrolprøver og prøvningsmetoder

§ 6. Arbejdstilsynet har adgang til at udtage prøveeksemplarer af aerosoler med henblik på undersøgelser og afprøvninger.

§ 7. Hvis der anvendes prøvningsmetoder i henhold til bilag 1 punkt 6.1.4.1, litra b og litra c, skal prøvningsmetoden godkendes af Arbejdstilsynet, eller af en tilsvarende kompetent myndighed i en anden medlemsstat.

Stk. 2. Ansøgning om godkendelse af prøvningsmetoden indsendes til Arbejdstilsynet af den, der er ansvarlig for at bringe aerosolet i omsætning. Ansøgningen ledsages af et teknisk dossier, der beskriver metoden.

Stk. 3. Den, der er ansvarlig for at markedsføre aerosolet, skal opbevare Arbejdstilsynets godkendelse af prøvningsmetoden, det tekniske dossier, der beskriver metoden, og, hvis dette er relevant, kontrolrapporter. Disse dokumenter skal være til rådighed på den adresse, der er angivet på etiketten i henhold til § 5, stk. 1, nr. 1.

Kapitel 5 - Sikkerhedsklausul

§ 8. Hvis et eller flere aerosoler, som opfylder kravene i denne bekendtgørelse, alligevel udgør en risiko for sikkerhed eller sundhed, kan Arbejdstilsynet påbyde, at forhandlingen standses, eller at der fastsættes særlige betingelser herfor.

Kapitel 6 - Klager

§ 9. Afgørelser truffet af Arbejdstilsynet efter denne bekendtgørelse kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø.

Kapitel 7 - Straf

§ 10. Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel den, der

  1. overtræder §§ 3 – 7.
  2. ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser, eller
  3. tilsidesætter vilkår for tilladelser i henhold til bekendtgørelsen.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 8 - Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. april 2010.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 844 af 30. september 1994 om aerosoler.
Arbejdstilsynet, den 26. oktober 2009

Jens Jensen/ Bitten Højmark Døjholt

Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr. 75/324, EF-Tidende 1975, L 147, s. 40, som berigtiget i EF-Tidende 1975, L299, s. 27, og som ændret ved Kommissionens direktiv 94/1, EF-Tidende 1994, L 23, s. 28 og Kommissionens direktiv 2008/47/EF, EF-Tidende 2008, L 96, s. 15.