Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 
Tilføj

Nedrivning

At-vejledning D.2.15
Februar 2005

Denne vejledning oplyser om sikkerhedsforhold ved nedrivning af bygninger og konstruktioner. Vejledningen omfatter nedrivning af hele bygningen eller konstruktionen.

Vejledningen omfatter ikke delnedrivning i forbindelse med renovering, reparation eller byfornyelse af bygninger eller konstruktioner. Vejledningen omfatter heller ikke nedrivning af bygninger eller konstruktioner efter fx en ildebrand.

Planlægning

Planlægningsforpligtigelsen påhviler bygherren i tilfælde, hvor nedrivningsarbejdet foretages i forbindelse med nedrivning, hvor der er mere end ét firma, og firmaerne tilsammen har mere end 10 personer på byggepladsen samtidigt.

Ved mindre nedrivningsarbejder påhviler det entreprenøren at foretage den nødvendige planlægning.

I forbindelse med nedrivningsarbejde, der hviler på et projekt, gælder der særlige regler for rådgiveres og projekterendes pligter og ansvar.

Inden nedrivningen starter, skal der, om nødvendigt, foretages en undersøgelse af bygningen eller konstruktionens tilstand. I tilfælde, hvor der i forbindelse med nedrivningen er beskæftiget mere end én arbejdsgiver og flere end 10 personer på samme tid, skal undersøgelsesrapporten foretages af bygherren eller den projekterende og være en del af udbudsmaterialet.

I tilfælde, hvor der er tale om mindre nedrivninger, og hvor der kun er én arbejdsgiver eller mindre end 10 personer samtidigt beskæftigede, skal entreprenøren selv foretage undersøgelsen.

Ifølge aftalen i NMK 96 om Brancheaftale om selektiv nedbrydning mv. skal der kildesorteres, hvis den totale affaldsmængde overstiger 10 tons.

Hvor nedrivningsarbejdet skal udføres som selektiv nedrivning, skal dette fremgå af udbudsmaterialet, herunder at rækkefølgen for nedrivningen er planlagt, og at dette bl.a. fremgår af tidsplanen. Husk at afsætte den nødvendige tid til nedrivningen.

I forbindelse med planlægningen af sikkerhedsarbejdet og valg af sikkerhedsforanstaltninger ved nedrivningen skal der som udgangspunkt vælges de samme sikkerhedsforanstaltninger som ved opførelsen af en bygning.

I forbindelse med planlægningen skal følgende undersøges:
  • om der i bygningen eller konstruktionen findes eventuelle sundhedsskadelige materialer, konstruktioner eller emner, fx asbest, narkosprøjter, batterier eller fækalier (afføring) fra mennesker og dyr,
  • om bygningen eller konstruktionen står på et underlag, der kan være forurenet,
  • om bygningen eller konstruktionen i forbindelse med selektiv nedrivning kan vedblive at være stabil,
  • om der i forbindelse med nedrivningen skal tages særlige hensyn til omgivelserne, fx ved vibrationer, støj eller støv,
  • om der i bygningen eller konstruktionen findes installationer, fx el, gas, vand eller andet, der kræver en særlig behandling,
  • om arbejdet kan udføres på en anden og mindre arbejdsmiljøbelastende måde, fx sprængning eller skæring, frem for hugning,
  • om isoleringsgranulatet skal fjernes inden nedrivningen påbegyndes, så unødig støvbelastning undgås,
  • om der i konstruktionen er forspændt beton med wirer.
Hvor undersøgelsen viser, at der i bygningen eller konstruktionen er særlige forhold som fx asbest, narkosprøjter, batterier og/eller afføring fra mennesker eller dyr, skal der i projektet tages højde for, at dette materiale fjernes efter de særlige bestemmelser for det pågældende område, fx asbestbekendtgørelsen hvor der er tale om asbest. Arbejdet skal være udført, inden nedrivningsarbejdet påbegyndes.

Der skal tages højde for affaldshåndteringen i forbindelse med nedrivningen. Fx kan der være krav om, at affald opdeles i brandbart, ikke brandbart og sundhedsskadeligt. Det skal anvises, hvor affaldet kan bortskaffes.

Der skal foretages støv- og støjdæmpende foranstaltninger i forhold til arbejdets karakter, herunder også i forhold til omgivelserne.

Hvor nedrivningsarbejdet foregår på eller ved trafikerede arealer, skal der træffes særlige foranstaltninger, fx afspærring i forhold til trafikanterne.

Udførelsen

Inden nedrivningen påbegyndes på byggepladsen, skal entreprenøren sikre sig:
  • at alle installationer er afbrudte - dette skal kontrolleres. Ikke afbrudte installationer skal afbrydes af en autoriseret installatør.
  • at der er det nødvendige grej til rådighed, fx maskiner, sikkerhedsudstyr og afmærkningsmateriel samt materiel til støj- og støvdæmpende foranstaltninger, i forhold til den konkrete opgave,
  • at der forefindes materiel til midlertidige sikkerhedsforanstaltninger, fx afstivningsmateriel til bygnings- eller konstruktionsdele og midlertidige rækværker,
  • at de ansatte har de nødvendige personlige værnemidler til rådighed, fx hjelm, sikkerhedsfodtøj og eventuelt åndedrætsværn, og anvender dem,
  • at nedrivningsarbejdet udføres i henhold til virksomhedens APV og den rækkefølge, der fremgår af udbudsmaterialet og tidsplanen,
  • at de ansatte er instrueret i udførelsen af den pågældende nedrivningsopgave,
  • at de midlertidige afstivnings- og sikkerhedsforanstaltninger, fx rækværk, løbende monteres,
  • at der foretages støv-, støj- og vibrationsdæmpende foranstaltninger, både i forhold til de ansatte på byggepladsen og i forhold til omgivelserne,
  • at de nedbrudte bygningsmaterialer og konstruktionsdele håndteres, selekteres og anbringes i container eller anden anvist plads, jf. udbudsmaterialet,
  • at affaldet afleveres på de modtagestationer, der er anvist i udbudsmaterialet.

Velfærdsforhold

Velfærdsforanstaltninger etableres efter gældende bestemmelser for det pågældende arbejde.

Jens Jensen

Læs også:

(1) Problempåbud - erstattet af At-vejledning om rådgivningspåbud
(2) NMK 96 Brancheaftale om selektiv nedbrydning mv.
(3) KSN 96 Eksempel på kvalitetssikring for nedbrydere
(4) SBI-Anvisning 171 om Nedrivning af bygninger og anlægskonstruktioner
(5) BYG DTU Rapport R-52 om Planlægning af ulykkesforebyggelse ved nedbrydningsarbejde
(6) Dansk Byggeri - Nedbrydningssektionen Planlægningsguide Forebyggelse af ulykker ved nedbrydningsarbejde.

Læs også branchearbejdsmiljørådenes vejledninger mv.

Branchearbejdsmiljørådenes vejledninger kan findes på www.bar-web.dk