At-vejledninger mv.

 

At-meddelelse om elevers anvendelse af stoffer og materialer i grundskolen

3. Når farlige stoffer og materialer anvendes i undervisningen

Særligt på de ældste klassetrin kan det af hensyn til undervisningen være nødvendigt at anvende stoffer og materialer, som det normalt ikke anses for at være forsvarligt, at eleverne anvender. I hvert enkelt tilfælde skal der foretages en konkret vurdering af, om arbejdet kan foregå forsvarligt. I visse tilfælde kan arbejdet med de pågældende stoffer og materialer helt eller delvist udføres af læreren, fx kan reagenser mv. fremstilles af læreren, således at det undgås, at eleverne håndterer eller kommer i kontakt med stofferne og materialerne i koncentreret form. Arbejdet skal udføres, så uheld forebygges.

Stofferne og materialerne skal opbevares forsvarligt og utilgængeligt for eleverne, fx i velventilerede aflåste opbevaringsskabe i særlige materialerum med korrekt sikkerhedsskiltning.

Der henvises i øvrigt til Beredskabsstyrelsens samt Miljø- og Energiministeriets bestemmelser.

Sikkerhedsforanstaltningerne skal afpasses. Hvis en klasse fx i kemi ikke kun anvender organiske opløsningsmidler lejlighedsvis og kortvarigt, men i en periode regelmæssigt udfører forsøg med disse stoffer, kan det være nødvendigt at lade arbejdet foregå i stinkskab.

Hvis eleverne arbejder med stoffer og materialer, der anses for at være kræftfremkaldende, eller som er kodenummererede, skal de særlige regler for kræftfremkaldende og kodenummererede stoffer følges.

Se i øvrigt At-meddelelse nr. 3.02.6 om kræftrisikable stoffer og materialer.