At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om køleanlæg og varmepumper

3. Kølemidler

3.1. Klassificering af kølemidler

Kølemidler opdeles i to grupper, hvor gruppe 1 omfatter farlige stoffer, og gruppe 2 alle andre stoffer.
Gruppe 1 omfatter farlige stoffer, der er defineret som:

  • Eksplosive
  • Yderst brandfarlige
  • Meget brandfarlige
  • Brandfarlige (hvis den tilladte maksimumtemperatur er højere end flammepunktet)
  • Meget giftige¨
  • Giftige
  • Brandnærende.

Gruppe 2 omfatter stoffer, som ikke er omfattet af gruppe 1.

Eksempler:

   Gruppe
Methan   1
Ethan  1
Propan  1
Butan  1
Pentan  1
Ammoniak  1
Kuldioxid  2



For fluorholdige kølemidler er det nødvendigt at kende den kemiske formel for at bestemme, om kølemidlet hører til gruppe 1 eller 2.

3.2. Brugsanvisninger

Der findes tre slags brugsanvisninger:

  • Leverandørbrugsanvisning til anlægget
  • Sikkerhedsdatablade fra leverandøren af kølemidlet
  • Arbejdspladsbrugsanvisning (5).

Der skal være en leverandørbrugsanvisning, som hører til anlægget, et sikkerhedsdatablad til hvert kølemiddel og en arbejdspladsbrugsanvisning til kølemidlet, hvis kølemidlet er klassificeret og mærket som farligt eller sundheds- eller miljøfarligt.

Virksomheden skal udarbejde arbejdspladsbrugsanvisning for gruppe 1-stoffer, se afsnit 3.1 i denne vejledning, hvis kølemidlet tilhører gruppe 2-stoffer med dansk grænseværdi, fx kuldioxid, og hvis kølemidlet tilhører gruppe 2-stoffer, som er sundheds- og miljøfarlige (6).

Arbejdspladsbrugsanvisningen skal bl.a. indeholde oplysninger om:

  • Hvordan virksomheden vil forholde sig ved udslip eller spild af kølemiddel
  • Hvor der er udstyr til førstehjælp, fx øjenskylleflaske, hvis der er krav om, at det skal være på arbejdspladsen
  • Hvor der findes personlige værnemidler (personligt udstyr til beskyttelse, fx åndedrætsværn), hvis der er krav om, at de skal være på arbejdspladsen.

3.3. Afblæsning af kølemidler

Anlæg, der er udført med sikkerhedsventiler, som kan afblæse fra anlægget, skal føre kølemidlet til farefrit område uden at være til gene for omgivelserne. Dette betyder, at afblæsningen skal føres til det fri, hvilket som regel betyder, at afblæsningsledningen skal føres over tag. Hvis kravet om en sikker og forsvarlig afblæsning ikke kan opfyldes på den måde, skal ejeren/brugeren finde en anden løsning ud fra de konkrete forhold. Hvis anlægget er udstyret med flere sikkerhedsventiler, må disse gerne føres til et fælles afblæsningsrør, hvis følgende er sikret:

  • Afblæsningsrøret og samlekassen har en dimension, som kan klare afblæsning fra samtlige sikkerhedsventiler
  • Sikkerhedsventilerne må ikke kunne påvirkes af et opstået modtryk i afblæsningsledningen.

Virksomheden skal desuden være opmærksom på regler fra miljømyndighederne, som gælder ved udslip af kølemiddel.