At-vejledning om førerværn på traktorer og motorredskaber
1. Generelle forhold
1.1. Mærkning af styrtsikre førerværn (ROPS) på traktor
Et førerværn kan kun anses for at være styrtsikkert, hvis det fremgår af en mærkning på førerværnet. Førerværn er fremstillet til bestemte traktorer eller motorredskaber og kan kun bruges til disse. Hvis en traktor eller et motorredskab skal synes af Bilinspektionen, vil Arbejdstilsynet blive underrettet, hvis mærkningen mangler.
Mærkningen på traktorer kan være:
Dansk godkendelse - eksempel:
Godkendt af direktøren for Arbejdstilsynet
Traktorfabrikat, type og serienummer
Fabrikant/importør
EØF-godkendelse - eksempler:
Almindelig traktor

Smalsporet traktor
Bogstavet over firkanten kan være udeladt eller SV.
1.2. Mærkning af styrtsikre førerværn (ROPS) på motorredskab
Mærkning af styrtsikre førerværn til motorredskab kan være:
Dansk godkendelse - eksempel:
Godkendt af direktøren for Arbejdstilsynet
Fabrikat, motorredskab, type, serienummer
Fabrikant/importør
Det danske godkendelsesskilt skal være af metal og nittet på.
EØF-godkendelse:
86/295 skal stå øverst i CE

Certificering efter maskindirektivet:
CE
1.3. Mærkning af førerværn mod faldende genstande (FOPS)
Et dansk godkendt traktorførerværn, der er bygget som et førerhus med eller uden iklædning, vil også beskytte mod big-baller o.l., som kan falde ned mod føreren. Der findes ikke en egentlig dansk godkendelse af traktorførerværn mod faldende genstande.
EØF-godkendelsesmærket for førerværn mod faldende genstande til motorredskaber er en gentagelse af mærket for styrtsikre førerværn til traktorer med 86/296 øverst i CE.
Førerværn mod nedfaldende genstande på motorredskaber, som er certificerede under maskindirektivet, har ingen speciel mærkning ud over CE-mærkningen. Oplysningen må derfor findes i instruktionsbogen.
1.4. Førerværn mod vejrlig
Der er ingen særlig mærkning, som angiver, i hvilken grad et førerværn beskytter mod regn, kulde eller solens stråler. Varme- eller aircondition-anlæggets effektivitet har ingen særlig mærkning. Når man anskaffer maskinen, må man bede leverandøren om at dokumentere eller garantere, at disse gener er imødegået effektivt. Ventilationsanlægget skal kunne blæse luft ind uden trækgener, og støvfilteret skal kunne rense luften for støv.
1.5. Manglende mærkeskilte
Mangler førerværnet mærkeskilt, kan man skaffe det ved:
- At kontakte fabrikanten af maskinen eller førerværnet. Fabrikanten kan fastslå et førerværns identitet ud fra billeder af førerværnet set fra siden, forfra og bagfra samt detailbilleder af befæstigelserne foran og bagved. Fabrikanten kan på den baggrund fremsende et nyt skilt.
- Findes fabrikanten ikke længere, kan man sende de samme billeder til Arbejdstilsynet, som eventuelt kan fastslå førerværnets godkendelse på baggrund af den oprindelige godkendelse. Ejeren skal herefter selv fremstille et nyt godkendelsesskilt ud fra Arbejdstilsynets oplysninger.