At-meddelelse om anvendelse af en- og flersøjlede personløftere med arbejdsstandplads
Indretning
Eksisterende lifte, leveret til brug i perioden før 1. januar 1997 og som ikke er CE-mærkede, skal opfylde de generelle indretningskrav i kapitel 3 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler og skal være indrettet i overensstemmelse med Arbejdstilsynets retningslinjer for personløftere.
Nye lifte leveret efter 31. december 1996 skal være CE-mærkede og skal opfylde Maskindirektivets krav. Disse krav er indført i dansk lovgivning ved kapitel 2 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler og kravene i EN-norm DS/EN 1495. Lifte leveret i perioden 1. januar 1995 til 31. december 1996, som er CE-mærkede, skal opfylde de samme indretningskrav.
CE-mærkede lifte skal desuden være typeafprøvet.
Udbygning eller ændringer i konstruktionen må kun foretages efter leverandørens anvisninger fx ved:
- Udbygning af arbejdsplatformen i vinkel
- Montage på skrånende bygningskonstruktioner
- Montage og anvendelse af svingkran eller montagekran
- Sammenbygning af flere arbejdsplatforme.
I forbindelse med brugen af en- eller flersøjlede personløftere skal man specielt være opmærksom på nedenstående indretningskrav:
Arbejdsstandpladsen bør indrettes således, at der gives et tydeligt akustisk signal i god tid, før den sættes i bevægelse.
Energitilførslen skal kunne afbrydes, for eksempel med nøgleafbryder, for at forhindre uvedkommende i at betjene personløfteren.
Hvis den konkrete opstilling af personløfteren gør det muligt, at personer kan komme i klemme mellem chassis, arbejdsstandpladsen eller mastekonstruktionen, skal de åbninger, hvor der er klemningsfare, afskærmes forsvarligt. Hvis dette undtagelsesvis ikke er muligt, skal der etableres et vedvarende akustisk signal, når arbejdspladsen under nedkørsel er nærmere end 2,5 m til chassis.
Personløfteren bør være monteret med en overlastsikring.
Arbejdsstandpladsen skal på alle sider have et solidt rækværk med en håndliste i en højde af 1,1 m over arbejdsstandpladsens gulv, en knæliste 0,5 m under håndliste og en 0,15 m høj fodliste, som slutter tæt til gulvet.
Som sikring imod, at personer kan glide ud, eller værktøj og materialer kan falde ned, kan rækværket være udfyldt med plade eller solidt net. Man skal være opmærksom på leverandørens bestemmelser vedrørende den øgede vindbelastning.
Låge i indhegning må ikke åbne udad. Den skal være selvlukkende og enten være forsynet med solidt og automatisk virkende lukketøj eller elektrisk kontakt, som hindrer bevægelse af arbejdsstandpladsen, medmindre lågen er lukket.
Standpladsens gulv skal altid være vandret. Gulvet skal være skridsikkert og have afløb for regnvand. Der må dog ikke findes åbninger i gulvet på mere end 25 mm for at hindre, at værktøj eller materialer kan falde igennem.
Der skal være let adgang til standpladsen. Er der i laveste stilling mere end 500 mm over terræn, skal der være en fast anbragt trappe eller stige med håndliste eller anden støttemulighed.
Umiddelbart ved adgangen til standpladsen skal der være en tydelig angivelse af den største tilladte belastning. Belastningen skal både udtrykkes som
maksimalt tilladt belastning i kg og fordelingen af belastningen
og som
tilladte antal personer + øvrige belastning.Vægten af en person regnes til 85 kg.
Arbejdsstandpladsen skal være indrettet med et tydeligt skilt med en kortfattet brugsanvisning.
Hvis det er en forudsætning for brugen, at undervognen står vandret, skal der være libelle eller anden indretning til kontrol af den vandrette stilling. Det skal være muligt at justere stillingen.
På personløftere, hvis stabilitet er afhængig af støttebenenes placering, må arbejdsstandpladsen ikke kunne bringes i arbejdsstilling, medmindre støttebenene er i støttende stilling.
De dele af personløfteren, som kan frembyde fare, bør være malet med gule og sorte advarselsstriber eller røde og hvide striber. Det gælder fx selve arbejdsstandpladsen, støttebenene og de dele, der kan svinge ud eller sænkes så langt ned, at de kan ramme personer eller kan blive påkørt.
Betjeningsorganer
Styring af arbejdsstandpladsens bevægelser må under arbejdets udførelse kun ske med betjeningsorganer på selve arbejdsstandpladsen.
Betjeningsorganerne skal:
- virke, så bevægelsen standser, når betjeningsorganet slippes (dødemandsfunktion)
- have logisk betjeningsretning
- placeres og indrettes under hensyntagen til ergonomisk forsvarlige forhold
- være placeret og udformet, så utilsigtet påvirkning er forhindret. Fx skal trykknapper være forsænket eller forsynet med krave
- være opmærket med let forståelige piktogrammer (symboler) eller dansk tekst.
Personløfteren skal være udstyret med et nødstop ved betjeningsstedet.