At-vejledninger mv.

 

At-meddelelse om anvendelse af en- og flersøjlede personløftere med arbejdsstandplads

Brug

Leverandørens anvisninger for brugen af redskabet skal følges.

Det er vigtigt for sikkerheden og stabiliteten at overholde de af leverandøren fastlagte maksimale belastninger. Der henvises til belastningsskemaerne.

Stiger eller andre løse konstruktioner til at forøge arbejdshøjden på arbejdsstandpladsen må ikke anvendes.

Når der udføres arbejde fra arbejdsstandpladsen skal der udenfor denne være mindst én person tilstede på arbejdspladsen, som i tilfælde af uheld eller driftsstop kan tilkaldes, enten ved direkte kalden eller ved hjælp af mobiltelefon/radio.

Hvis personløfteren opstilles i nærheden af elledninger i luften, skal der, inden arbejdet påbegyndes, træffes foranstaltninger, der imødegår ulykkesfaren, fx ved:

  • At der ikke arbejdes inden for respektafstanden til ledningerne.
  • Hvis det er nødvendigt at arbejde inden for respektafstanden, skal det lokale elforsyningsselskab kontaktes.
  • At elledningerne isoleres mod berøring. Arbejde med sikring af de spændingsførende ledninger må kun udføres af kvalificeret personale, fx fra det lokale elforsyningsselskab.
  • At spændingen afbrydes.
Respektafstanden fra arbejdsstandplads til ledning er lodret 3 m og vandret 1,5 m, se fig. 1.

Ved højspænding gælder særlige krav.

Ved enhver op-/nedkørsel med arbejdsstandpladsen skal føreren sikre sig, at der ikke er personer så nær arbejdsstandpladsen eller dennes kant, at de kan komme i klemme eller anden fare. Det anbefales, at kun én person styrer op-/nedkørslen.

fig1.gif

Fig. 1

Ved enhver op-/nedkørsel skal føreren før start sikre sig, at der ikke forekommer åbne vinduer e.l., som kan berøre arbejdsstandpladsen under kørslen.

Når arbejdsplatformen forlades ved arbejdstids ophør, skal arbejdsstandpladsen placeres i nederste position, og energitilførslen skal være aflåst.

Såfremt arbejdsstandpladsen under op-/nedkørsel passerer døre, porte indgangspartier e.l., skal der træffes foranstaltninger til, at arbejdsstandpladsen automatisk standser, når underkanten af arbejdsstandpladsen er mindst 2,2 m over gennemgangen, eller mindst 0,1 m over overdækning af gennemgangen. Kørsel nedad fra dette niveau må kun være muligt ved brug af særlig nøgle.

Ved arbejde på en facadevæg med afstand imellem arbejdsstandplads og væg mindre end eller lig med 0,3 m, kan rækværket ind imod facaden fjernes ved en flersøjlet personløfter.

På en en-søjlet personløfter ved arbejde på en facadevæg med afstand imellem arbejdsstandplads og facade mindre end eller lig med 0,3 m må rækværket kun fjernes såfremt arbejdsplatformen i hver ende er forsynet med en støtterulle ind til facadevæggen. Støtterullerne skal kunne optage vandrette kræfter og være elastiske over for lodrette kræfter. Efter udbøjning skal støtterullen automatisk indtage vandret stilling.

Ved op-/nedkørsel skal hele rækværket som hovedregel være monteret. Rækværket ind imod facaden kan fjernes, hvis der i hele kørselsområdet er højest 0,3 m imellem arbejdsstandplads og facade.

Når rækværket har været fjernet for af- eller pålæsning af materialer, skal det genmonteres inden op-/nedkørsel af arbejdsstandpladsen.

Arbejdsstandpladsen må normalt ikke forlades, når denne er i løftet stilling. Personløfteren må altså ikke bruges som elevator.

Hvor det ud fra en samlet vurdering af arbejdsopgaverne anses for hensigtsmæssigt og forsvarligt, kan arbejdsstandpladsen undtagelsesvis efter aftale med den lokale tilsynskreds forlades.

Det kan fx være ved altanarbejde o.l.

Det forudsættes, at arbejdsdæk, arbejdsplatforme, adgangsveje og lignende er forsynet med rækværk eller anden effektiv afspærring overalt hvor der kan ske fald på mere end 2 meter til det omgivende underlag, og tillige ved mindre højde, hvor der er særlig fare.

Det forudsættes endvidere, at arbejdsplatformen er forsynet med aflåselig afbryder på betjeningsorganerne.

Brug af arbejdsplatformene til tagarbejde accepteres normalt ikke. En accept fra den lokale tilsynskreds i særlige tilfælde forudsætter:
  • At der etableres elektrisk og mekanisk sikring mod nedkørsel.
  • At arbejdsstandpladsen stabiliseres og skal kunne optage de faktiske dynamiske kræfter, der kan opstå ved fald af materialer e.l. fra taget. Dette skal dokumenteres ved beregninger udført af en sagkyndig og med en udtalelse om forsvarligheden.
  • Arbejdet på taget foregår min. 2 m inden for arbejdsstandpladsen. Alternativt skal der monteres rækværker på taget.
  • At arbejdsstandpladsens rækværk forsynes med skærm e.l.
  • At arbejdsstandpladsen lukkes tæt til fast bygningsdel.
  • At der sikres imod nedfald af værktøj og materialer.
  • At der etableres separate og egnede adgangsforhold til arbejdsstandpladsen.
  • At der på bygningens modsatte side træffes foranstaltninger til sikring imod nedstyrtning af personer eller materialer.
Opstilles flere personløftere i forlængelse af hinanden med afstand under 1,5 m, skal der ved enderækværk sikres imod klemningsfare ved montage af net eller lignende afskærmning i en højde af mindst 1,9 m.

Ved og omkring personløfteren opsættes en forsvarlig og holdbar markering til sikring imod, at personer kommer ind i personløfterens arbejdsområde.