At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om epoxyharpikser og isocyanater

Bilag 1

Sprøjtning med epoxy- og isocyanatprodukter i særlige situationer

Uanset sprøjteforbudet i bilag 3 i bekendtgørelsen om arbejde med stoffer og materialer er sprøjtning tilladt under følgende forhold og ved følgende typer af sprøjtearbejder og -områder:

a) Skibe og skibselementer, for hvilke der stilles krav om stor korrosionsbeskyttelse (svarende til korrosionsklasse 3 og 4).

b) Store konstruktioner beregnet til offshore, for hvilke der stilles krav om stor korrosionsbeskyttelse (svarende til korrosionsklasse 3 og 4).

c) Sprøjtning med tjæreepoxy eller zinkepoxy (grundmaling) af broer og brosektioner, hvor stål er i direkte kontakt med våd beton, hvor stål befinder sig i splashzoner, samt hvor stål er neddyppet i vand.

d) Indvendig overfladebehandling af benzin- og olietanke og udvendig overfladebehandling på oversiden af eventuelle flydetage til disse tanke.

e) Indvendig overfladebehandling af gastanke og udvendig overfladebehandling på oversiden (taget) af disse tanke.

f) Indvendig overfladebehandling af tanke til vand med korroderende faktorer.

g) Sprøjtelakering af trægulve i sportshaller, som benyttes til konkurrencer og har publikumsfaciliteter hertil.

h) Udendørs sportsbaner, som for eksempel atletik- og tennisbaner, hvor der stilles krav om vandgennemtrængelighed.

Sprøjtearbejde, der ikke kan henføres til undtagelserne ovenfor, må ikke udføres, uden at der på forhånd er givet dispensation i hvert enkelt tilfælde.

Sprøjtearbejde, der er omfattet af undtagelserne ovenfor, skal i hvert enkelt tilfælde anmeldes til Arbejdstilsynet i det amt, hvor arbejdet skal ske. Anmeldelsen skal være skriftlig og indeholde de oplysninger, der er anført i bilag 2. Anmeld mindst 14 dage inden arbejdet skal starte.

Anmeldelsen for arbejder, der er omfattet af punkt a eller b, skal kun gentages, hvis der sker væsentlige ændringer i oplysningerne. Et eksempel kunne være brug af malesystemer med et højere kodenummer.

Ved sprøjtearbejder i større rum eller i det fri må den enkelte ansatte højst arbejde i to perioder a to timer på en arbejdsdag.