At-vejledning om klassifikation af laboratorier, anlæg til produktion mv.
2. Arbejde med genetisk modificerede organismer
Arbejde med GMO’er dækker al håndtering af og alt arbejde med GMO’er. Det vil fx sige forsøg, forskning, analyser, opbevaring og fremstilling af GMO’er (i vejledningen kaldet “et projekt”).
2.1. Hvad er en GMO?
En genetisk modificeret organisme er en organisme (en mikroorganisme, en cellelinje, en plante eller et dyr), der har fået ændret sit arvemateriale, ved at der er anvendt rekombinante teknikker1 in vitro. Dette betyder enten, at en organisme har fået arvemateriale fra en anden type organisme (fx en bakterie, der har fået et gen fra en plante), eller at der har været brugt specielle teknikker. De specielle teknikker kan fx være teknikker til direkte at indføre DNA i en organisme eller til fusion af to celler, der ikke naturligt vil kunne smelte sammen.
For at være omfattet af GMO-reglerne skal organismen være levedygtig, det vil sige være i stand til at formere sig. Det betyder, at fx nøgent DNA (rent DNA) ikke er omfattet af GMO-reglerne. Det betragtes i stedet som et kemikalie. Genterapi, hvor der bruges gensplejsede vektorer eller virus, er omfattet af reglerne.
Selv om det ikke er virksomheden selv, der har ændret på arvematerialet, men den fx har købt en transgen mus2, er arbejdet alligevel omfattet af GMO-reglerne.
Transport af GMO’er er omfattet af Miljøministeriets regler. Det gælder både transport ud af landet og transport mellem klassificerede lokaler. Se www.mst.dk.
2.2. Arbejde med GMO’er
Eksempler på områder, hvor der kan foregå arbejde med GMO’er:
- Laboratorier
- Drivhuse
- Dyrestalde
- Klimakamre
- Akvarier
- Lokaler til genterapi. Det vil sige lokaler, der benyttes i forbindelse med genterapi. Det kan fx være præparationslokaler, operationsstuer, sygestuer, rum til prøvetagning og analyselaboratorier.
- Produktionsanlæg
- Anlæg til storskalaforsøg eller pilotplant.
Klassifikationen skal også omfatte steder, hvor GMO’er bliver opbevaret. Det kan være frysere, kølerum, klimarum og fryserum.
Hvis flere lokaler skal indgå i samme klassifikation, bør lokalerne ligge i umiddelbar nærhed af hinanden.
Arbejdstilsynet klassificerer ikke almindelige kontorer, værkstedsrum, teknikrum, toiletter mv., fordi de ikke bruges til arbejde med GMO’er og ikke er indrettet, så de kan klassificeres.
Når GMO’en er behandlet, så den ikke længere er levedygtig – er inaktiveret – er den ikke længere omfattet af lov om miljø og genteknologi og derfor heller ikke af bekendtgørelse om genteknologi og arbejdsmiljø. Arbejdet med sådant materiale kan foregå i ikke-klassificerede lokaler.
Der er ingen laveste fortyndings- eller mængdegrænse for definitionen på GMO’er.
2.3. Arbejde med ikke-GMO’er i klassificeret lokale
Det er tilladt at arbejde med ikke-genetisk modificerede organismer i et klassificeret lokale. Men medarbejderne skal arbejde efter klassifikationens regler og vilkår.
Arbejde med “naturlige” mikroorganismer skal virksomheden anmelde til Arbejdstilsynet efter bekendtgørelse om biologiske agenser og arbejdsmiljø.
1 Teknikker, hvor arvematerialet (DNA og RNA) klippes op og sættes sammen igen, så der opstår kombinationer, der ikke forekommer naturligt, fx når en bakterie får indsat genet for human insulin.
2 Dyr, som ved hjælp af bioteknologiske metoder (gensplejsning) har fået indsat et såkaldt transgen. Det vil sige et gen, som er fremmed for den pågældende dyreart.