At-vejledning om klassifikation af laboratorier, anlæg til produktion mv.
Vejledning om klassifikation af laboratorier, anlæg til produktion mv., hvor der arbejdes med genetisk modificerede organismer
At-vejledning C.0.4
December 2009
Erstatter april 2008
1. Område
At-vejledningen handler om klassifikation af laboratorier, drivhuse, dyrestalde, anlæg og andet (i vejledningen kaldet “et lokale”), hvor medarbejdere skal arbejde med eller håndtere genetisk modificerede organismer (GMO’er). Vejledningen beskriver desuden de krav, lovgivningen stiller til dette.
En klassifikation er Arbejdstilsynets godkendelse af, at lokalet opfylder de krav, der gælder for den givne klasse. Formålet med en klassifikation er at sikre, at der ikke kan ske sundhedsskadelige påvirkninger af mennesker eller af det ydre miljø som følge af arbejdet med GMO’er.
Bekendtgørelse om genteknologi og arbejdsmiljø indeholder de særlige regler for dette arbejde. Vejledningen er et supplement til bekendtgørelsen og skal læses i sammenhæng med denne.
Det er forbudt at arbejde med eller håndtere GMO’er i lokaler, der ikke er klassificerede af Arbejdstilsynet.
Ud over særreglerne om genteknologi og arbejdsmiljø skal lokalerne og arbejdet i dem leve op til arbejdsmiljølovgivningens almindelige bestemmelser om faste arbejdssteders indretning, tekniske hjælpemidler, arbejdets udførelse mv.
At-vejledning om risikovurdering af genteknologiske forskningsprojekter mv. handler om risikovurdering og anmeldelse af projekter (1).