At-vejledning om produktvalg til bygningsmalearbejde
4. Produktvalg
4.1. Substitution
Substitutionsbestemmelserne for malearbejde betyder, at et produkt ikke må bruges, hvis det i brugsklar stand kan erstattes af et ufarligt, mindre farligt eller mindre generende produkt. Det gælder også, selv om produktet ikke er omfattet af forbud mod brug.
Normalt skal man bruge et produkt med lavest muligt kodenummer i brugsklar stand.
Man skal ifølge bestemmelsen om substitution vælge det teknisk egnede produkt, der er mindst farligt, og altså ikke udelukkende det teknisk mest optimale produkt.
4.2. Pligter for rådgivende, projekterende og bygherrer
Den, der projekterer eller rådgiver, skal sørge for, at et projekt ikke foreskriver eller forudsætter, at man bruger et farligt stof eller materiale, hvis det kan erstattes af et ufarligt eller mindre farligt eller mindre generende stof eller materiale, jf. § 8 i bekendtgørelsen om projekterendes og rådgiveres pligter.
En bygherre kan blive omfattet af straffelovens medvirkensansvar, jf. arbejdsmiljølovens § 37, stk. 4. En bygherre kan pådrage sig et selvstændigt straffeansvar, hvis han ved tilskyndelse, råd eller handling medvirker til at gennemføre en strafbar handling.
4.3. Valg af produkt
Det er vigtigt at tage hensyn til den samlede risiko, herunder risikoen ved klargøringsarbejdet og selve malearbejdet, når man vælger produkt.
Kodenummeret skal bruges på denne måde, når man skal vælge mellem mulige produkter med forskellige kodenumre:
- Når der er ens tal før bindestregen og forskellige tal efter bindestregen, skal man vælge produktet med det laveste tal efter bindestregen, fx 00-1 frem for 00-3.
- Når der er forskellige tal før bindestregen og ens tal efter bindestregen, skal man vælge produktet med det laveste tal før bindestregen, fx 00-1 frem for 1-1.
- Når der er forskellige tal både før og efter bindestregen, er hovedreglen, at man vælger produktet med det laveste tal før bindestregen, fx 00-4 i stedet for 1-1.
Man bør på grund af risiko for allergi ikke foretrække epoxyprodukter kodet 00-5 og 0-5 frem for produkter kodet fx 2-1 eller 2-3. Isocyanatholdige produkter med kodenummer -3 bør sidestilles med produkter med kodenummer -5, når man skal vælge mellem flere produkter. Det skyldes den risiko, der er for allergi og sekundær udsættelse ved en eventuel senere afrensning i forbindelse med isocyanatholdige produkter.
4.4. Produktvalgsskemaer
At-vejledningen indeholder produktvalgsskemaer, der beskriver, hvilke produkter der kan imødekomme de krav, som stilles til de i venstrespalten nævnte påvirkninger og funktionskrav.
Skemaerne indeholder også eksempler på rum, hvor overfladerne normalt er udsat for de angivne påvirkninger eller normalt skal kunne opfylde de angivne funktionskrav.
Når man læser skemaerne, er rumangivelsen overordnet i forhold til angivelsen af påvirkninger og funktionskrav, medmindre særlige forhold gør sig gældende for visse overflader i rummet. Til hvert skema hører et omfattende notesæt med de hyppigst forekommende undtagelser fra den produktvejledning, der er nævnt i hovedskemaet.
De kodenumre, der er nævnt i produktvejledningsskemaerne, er for malinger i brugsklar blanding og ved brugstemperatur.
Produktvejledningsskemaerne er udarbejdet ud fra det teknologiske niveau i sommeren 2001. Hvis den teknologiske udvikling imidlertid medfører produkter med tilfredsstillende tekniske egenskaber, der har lavere kodenummer end dem i skemaerne, skal de selvfølgelig bruges. Men det forudsætter, at produkternes tekniske egenskaber er undersøgt og dokumenteret.
Brug af vandfortyndbare malevarer forudsætter normalt, at temperaturen på overfladen og luftens fugtighed tillader korrekt filmdannelse i hele optørringsperioden. Der skal træffes tekniske foranstaltninger for at hæve temperaturen, hvis det er umuligt at tilrettelægge arbejdet, så det undgås at male under kritiske forhold. Man kan kun undtagelsesvis bruge et højere kodet produkt - og det skal vurderes og eventuelt dokumenteres i henhold til § 12 i bekendtgørelsen om kodenummer.
Følgende skemaer vejleder om produktvalg:
3: Produktvalg til lofter og vægge - maling.
4: Produktvalg til træværk - alle typer produkter.
5: Produktvalg til indvendige gulve, træ - klar lak og maling.
6: Produktvalg til indvendige gulve, beton - klar lak og maling.
7: Produktvalg til jern - maling.
8: Produktvalg til zink, forzinket jern og ubehandlet aluminium - maling.
9: Produktvalg til facader og tagbeklædning (mineralske) - maling og imprægneringsmidler.
10: Produktvalg til altangulve, beton - maling.
11: Produktvalg til svømmebassiner, beton - maling.
4.5. Dokumentation
Der er et krav om dokumentation, hvis det er nødvendigt at bruge produkter med højere kodenummer end de produkter, der er beskrevet i denne At-vejledning.
Det er arbejdsgiverens, den rådgivendes eller den projekterendes pligt at dokumentere, at det er nødvendigt at bruge et produkt, der har højere tal i kodenummeret end de produkter, som er nævnt i vejledningsskemaerne. Man skal dokumentere, hvilke tekniske og sundhedsmæssige egenskaber både et eventuelt farligt produkt og alle relevante mindre farlige produkter har. Det er ikke nok at dokumentere, hvad et enkelt produkt har af tekniske og sundhedsmæssige egenskaber.
Dokumentationen bør bl.a. indeholde:
- En beskrivelse af, hvilke tekniske krav produktet skal kunne leve op til i forbindelse med maleopgaven. Kravene skal være realistiske, det vil sige, at der ikke må opstilles strengere krav end nødvendigt.
- En udtalelse fra flere leverandører af malevarer (fx tre til fire) om, hvilke produkter de kan levere med lavest muligt kodenummer, som samtidig opfylder kravspecifikationerne. Mindst en af leverandørerne bør have et bredt produktsortiment på det pågældende område.
- En beskrivelse af eventuelle tekniske mangler, som produkterne i vejledningsskemaerne har i forbindelse med den foreliggende maleopgave.
Det er ikke rimeligt fx at stille samme krav til overfladens beskaffenhed i samtlige rum i en bygning eller lejlighed, når man opstiller kravspecifikation. Det er ikke nødvendigvis acceptabelt at stille samme krav til overfladens beskaffenhed omkring fx håndvaske som for resten af væggen. Normalt er krav til den æstetiske virkning af en overflades beskaffenhed - fx særlig finish og særlig farve - ikke et acceptabelt krav, ligesom krav om en holdbarhed på 20-30 år heller ikke normalt er acceptabelt. Krav om, at man bruger syrehærdende lakker og isocyanatholdige lakker, er normalt heller ikke et acceptabelt krav til brug på gulve i almindelige familieboliger.