Der vil normalt altid være tilstrækkelig ilt i den atmosfæriske luft, ca. 21 pct., til at nære en forbrænding, medmindre man bevidst har søgt at nedbringe iltkoncentrationen ved tilførsel af inert gas, fx kvælstof.
Ved iltkoncentrationer på under ca. 8 pct. vil brændbare dampe normalt ikke kunne antændes.
1.3. Gasser
Brændbare gasser og gasblandinger er fx flydende gas (butan, buten, propan, propen), naturgas, forbrændingsgasser (fx carbonmonoxid eller methan) eller gasformige brændbare kemikalier (fx acetylen, ethylenoxid eller vinylchlorid).
De vigtigste brandtekniske data for gasser er antændelsestemperatur, minimum tændenergi, relativ massefylde, nedre og øvre eksplosionsgrænse, samt gruppe (I, IIA, IIB, IIC) der er udtryk for eksplosionsfaren (IIC er farligst).
Antændelsestemperatur for gasser og dampe ligger i størrelsen 100-800 °C.
Minimum tændenergi ligger typisk i området 0,01-0,3 mJ.
Inden i gasanlæg vil der normalt ikke være tilstrækkeligt med luft/ilt til stede, til at der kan ske en eksplosion. Gaseksplosioner sker derfor typisk i lokalerne uden for anlæggene som følge af udsivning.
Man skal dog være opmærksom på muligheden for tilstedeværelsen af luft under fyldning, tømning, unormale driftssituationer, reparation og vedligeholdelse.
Den relative massefylde er udtryk for, om gassen søger op under loftet eller ned mod gulvet. Man skal være opmærksom på, at naturlig træk og bevægelse i rummet kan give en sammenblanding af gassen med luft i hele rummet.
1.4. Brændbare væsker og tåger
Brændbare væsker er fx opløsningsmidler, drivmidler, brændsels-, smøre- eller spildolier, lakker eller vandopløselige samt ikke-vandopløselige kemikalier.
De vigtigste brandtekniske data for brændbare væsker er antændelsestempe-ratur, flammepunkt, damptryk, relativ massefylde, nedre og øvre eksplosions-grænse, minimum tændenergi samt gruppe (I, IIA, IIB, IIC).
Såfremt væskens flammepunkt er over 30 °C, og væsketemperaturen altid er mindst 10 °C lavere end flammepunktet, anses væsken ikke som eksplosionsfarlig (jf. Brandteknisk vejledning nr. 19).
1.5. Støv
Næsten alt støv kan eksplodere, når støvet er blandet med luftens ilt over en vis minimumskoncentration – den nedre eksplosionsgrænse. Brændbart støv er fx støv fra kul, træ, levneds- og fodermidler (fx sukker, mel eller korn), kunststoffer, metaller eller kemikalier.
De hyppigste støveksplosioner forekommer i forbindelse med siloer, filtre, møller og transportører (rullebånd, kopelevatorer o.l.), medmindre der er truffet forholdsregler herimod.
Støv fra letmetaller, fx aluminium og magnesium, er særlig farligt, idet det kan give meget kraftige eksplosioner. Rene pulvere og slibestøv fra støbegods er et eksempel på dette.
Nedre eksplosionsgrænse ligger typisk i området 10-100 g/m3 afhængigt af støvtypen. Der er tale om en relativt tæt støvsky; man vil ikke kunne se sin fremstrakte hånd. Det har normalt ingen praktisk relevans at tale om øvre eksplosionsgrænse for støv, da forebyggelse normalt sker ved at begrænse støvmængden.
Minimum tændenergi for støv kan variere fra under 1 mJ (fx Aluminiumsstøv) til flere tusind mJ. Minimum tændenergi afhænger af bl.a. stoftype, kornstørrelse, temperatur og fugtindhold.
Eksplosionsegenskaberne er typisk målt ved stuetemperatur. Ved højere tem-peraturer øges eksplosionsfaren. Jo finere støvet er jo mere eksplosivt. Hvis fugtindholdet kommer over en vis grænse er der ingen eksplosionsfare.
Kst-værdien for stoffet angiver trykstigningshastigheden ved en eksplosion. Jo større, jo kraftigere eksplosion, og Kst-værdien er således også indirekte et mål for eksplosionsfaren. Kst-værdien anvendes ved beregning af eksplosionsaflastningsareal.
Støveksplosioner sker ofte inde i procesanlæggene, hvor der normalt er masser af ilt. Støveksplosioner kan forplante sig fra en lille del af et procesanlæg til resten af anlægget og til omgivelserne. Under eksplosionen bliver aflejret støv i anlægget og i rummet udenfor hvirvlet op af den første eksplosion og antændt. Man taler om primære og sekundære eksplosioner. De sekundære eksplosioner er tit de farligste. Én millimeter støv på gulvet kan være nok til at give en eksplosiv blanding i et helt arbejdsrum.
1.6. Tændkilder
De almindeligste kilder til antændelse af en eksplosiv atmosfære er:
- Åben ild som fx svejsning, brug af skærebrænder, tagdækningsbrænder og tobaksrygning
- Statisk elektricitet
- Varme overflader
- Mekaniske gnister
- Elektriske installationer
- Kemiske reaktioner (selvantændelse).
Åben ild
Åben ild som fx svejsning, brug af skærebrænder, tagdækningsbrænder o.l. og tobaksrygning er en effektiv tændkilde. Også lysbuer fra svejsning og større glødende faststofpartikler er effektive tændkilder.
Statisk elektricitet
Opladningen sker, når der er kontakt og relativ bevægelse mellem materialer-ne, fx ved faste materialer der gnider mod hinanden, personers gang på gulve, gummitransportører der kører, strømning, omrøring og aftapning af væsker og pulvere.
En gnist fra en person vil kunne forårsage en gas/dampeksplosion, hvis ikke der anvendes antistatisk fodtøj. Statisk elektricitet fra personer kan også forår-sage en støveksplosion afhængigt af de nærmere forhold.
Væsker og pulvere kan oplades under transport i et produktionsanlæg, og opladningen kan være til stede i adskillige timer - i nogle tilfælde i flere dage. Når en opladet væske eller pulver bliver hældt over i en blandebeholder, kan der trækkes en gnist fra beholderen eller en person, der tilsætter stoffet, så blandingen af luft og stof eksploderer.