At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om udsættelse for bakterier, svampe og andre mikroorganismer

9. Anmeldelse af arbejde med mikroorganismer

9.1. Hvornår skal arbejdet anmeldes?

En virksomhed skal anmelde arbejde med mikroorganismer i risikogruppe 2, 3 eller 4 til Arbejdstilsynet senest 30 dage, før arbejdet påbegyndes. Arbejdstilsynet skal ikke godkende arbejdet, men vil gennemgå og kvittere for anmeldelsen. Et forslag til, hvordan anmeldelsen kan se ud, findes i bilag 5. Arbejde med risikogruppe 1 mikroorganismer skal ikke anmeldes.

Det skal derfor i god tid, inden arbejdet med mikroorganismer iværksættes, vurderes, om mikroorganismen tilhører en af risikogrupperne 2, 3 eller 4.

Arbejde med materiale, der kan medføre påvirkning fra mikroorganismer, skal anmeldes til Arbejdstilsynet, hvis de ansatte er udsat for påvirkning fra mikroorganismer. Hvis den biologiske APV viser, at de trufne foranstaltninger er tilstrækkelige, skal arbejdet dog ikke anmeldes.

9.2. Anmeldelsens indhold

Anmeldelsen skal indeholde følgende oplysninger:
  1. Navn og adresse på virksomheden, herunder CVR-nummer.
  2. Navne på eventuel sikkerhedsleder og sikkerhedsrepræsentant.
  3. Resultaterne af den biologiske APV samt de oplysninger, der ligger til grund herfor.
  4. Arten af den eller de mikroorganismer, der skal arbejdes med. Hermed menes den biologiske art, normalt angivet som slægtsnavn og artsnavn (fx Escherichia coli). Der bør desuden så vidt muligt angives trivialnavn. Systematikken er ikke altid gennemførlig, for så vidt angår virus, der tit er navngivet efter dens første findested, den person, der først isolerede den, eller den sygdom, den giver (fx Human Immunodeficiency Virus, HIV).
  5. Beskrivelse af de foranstaltninger, som den biologiske APV giver anledning til. Her beskrives de konkrete foranstaltninger, der er iværksat. Desuden angives valg af laboratorieklasse eller indeslutningsniveau (se bilag 1). Under dette punkt skal der endvidere tages stilling til de enkelte foranstaltninger, fx påvisningsmetoder, affaldsprocedurer, vaccination, brug af personlige værnemidler og brug af mærke til angivelse af biologisk betinget fare. Derudover skal der tages stilling til de af foranstaltningerne i bekendtgørelsens bilag 5 og 6 (uddybet i At-vejledningens bilag 1, pkt. 1.2 og pkt. 1.3), der er afhængige af den biologiske APV.

    Bilag 5 er et eksempel på, hvordan et anmeldelsesskema kan se ud.

9.3. Fornyet anmeldelse

Virksomheden skal indsende en revideret eller en ny anmeldelse til Arbejdstilsynet, hvis ét af de følgende punkter er opfyldt:

  • Der skal arbejdes med mikroorganismer, som tilhører en anden risikogruppe end den, der fremgår af den tidligere indsendte anmeldelse.
  • Der skal arbejdes med en ny mikroorganisme i risikogruppe 4. Laboratorier, der foretager diagnostisk arbejde i forbindelse med mikroorganismer i risikogruppe 4, er dog undtaget fra dette krav og skal kun indgive anmeldelse af deres hensigt og formål samt angivelse af de mikroorganismer, der er størst sandsynlighed for at finde. Hvis diagnosearbejdet når et stadium, hvor kulturerne skal videredyrkes, fx med henblik på typebestemmelse, og arten af mikroorganismen er kendt, skal arbejdet dog anmeldes ved hver ny mikroorganisme i risikogruppe 4.
  • Der skal arbejdes med en ny mikroorganisme, som arbejdsgiveren selv har klassificeret som tilhørende risikogruppe 3, jf. retningslinjerne i afsnit 5.
  • Der indtræder væsentlige ændringer i processer, herunder kulturvolumenet eller procedurer, der er af betydning for sikkerhed eller sundhed. Dvs. hvis der indføres rutiner, processer eller procedurer, der ikke fremgår af den foregående anmeldelse, skal der indsendes en ny anmeldelse. Dette gælder også, når der oprindeligt er blevet anmeldt arbejde med mikroorganismer i risikogruppe 3, som ikke smitter via luften (jf. afsnit 5.3), og virksomheden derpå skal arbejde med andre organismer i risikogruppe 3, som kan smitte via luft. I et sådant tilfælde kan der blive tale om ændring af processer eller procedurer, herunder brug af særligt udstyr, til at imødegå ændrede risici. Den konkrete stillingtagen til brugen af de enkelte foranstaltninger finder sted i forbindelse med den biologiske APV.

Jens Jensen

Regler:

Bekendtgørelse nr. 864 af 10. november 1993 om biologiske agenser og arbejdsmiljø.

Læs også Arbejdstilsynets vejledninger om:

(1)  Indeklima
(2)  Arbejdsrelaterede smitterisici ved hepatitis, meningitis, polio, tetanus og Tick Borne Encephalitis (TBE)
(3)  Vaccination af personer, der er beskæftiget med kloakslam og spildevand
(4)  Brug af vandtryk til rengøring, afrensning, skæring mv. (under udarbejdelse)
(5)  Åndedrætsværn.

Læs også branchearbejdsmiljørådenes vejledninger mv.:

Branchearbejdsmiljørådenes vejledninger kan findes på www.bar-web.dk