At-vejledning om udsættelse for bakterier, svampe og andre mikroorganismer

5. Vurdering af mikroorganismer

5.1. Definition af risikogrupper

For at mikroorganismer kan forårsage sygdom, skal der være en infektionsvej, dvs. mikroorganismerne skal ind i personen, enten via brud på huden eller via svælg eller slimhinder. Derudover skal der en vis dosis til for at forårsage sygdom. Størrelsen af dosis afhænger af den enkelte mikroorganisme.

Risikogrupperne er baseret på alvorligheden af sygdommen, hvorvidt det er en individuel eller samfundsmæssig risiko, hvorvidt der er mulighed for behandling (fx vaccine eller antibiotika), hvorvidt sygdommen naturligt findes i området i forvejen mv.

Mikroorganismer klassificeres i fire risikogrupper i forhold til graden af infektionsrisiko:

Risikogruppe 1 mikroorganismer fremkalder ikke infektioner.

Risikogruppe 2 mikroorganismer fremkalder infektioner og kan give fx hud- eller tarminfektioner, der normalt kan behandles tilfredsstillende.

Risikogruppe 3 og 4 mikroorganismer kan give alvorlige infektioner, eventuelt med et dødeligt forløb. Der findes sædvanligvis ingen effektiv forebyggelse eller behandling. Forskellen mellem klasse 3 og 4 baseres hoved sagelig på risikoen for spredning i samfundet.

5.2. Klassifikation af mikroorganismer, der ikke står opført i bekendgørelsens bilag 8

Arbejdsgiveren skal selv foreslå en klassifikation af de mikroorganismer, der skal arbejdes med, hvis den ikke findes på bekendtgørelsens liste i bilag 8.

Mikroorganismer, som ikke er opført på listen i risikogruppe 2, 3 eller 4, klassificeres ikke automatisk i risikogruppe 1. Grunden til, at en mikroorganisme ikke findes på bekendtgørelsens liste, kan være, at den endnu ikke er klassificeret (“nye” mikroorganismer), eller at den ikke giver infektionssygdom hos mennesker (risikogruppe 1). Spørgsmål, der i denne forbindelse bør over vejes, er, om der fx findes epidemiologiske data, viden fra dyreforsøg, eller om der kan drages paralleller fra andre beslægtede mikroorganismer om smitteveje og dosis.

En mikroorganisme, der ikke findes på bekendtgørelsens liste, og som ikke med sikkerhed kan klassificeres i én risikogruppe, skal foreløbigt klassificeres i den højeste af de risikogrupper, der kan være tale om.

5.3. Mikroorganismer i risikogruppe 3

Nogle af de mikroorganismer, der er klassificeret i risikogruppe 3, udgør i visse tilfælde kun en begrænset smittefare for de ansatte, da de normalt ikke overføres via luft. Disse mikroorganismer er i bekendtgørelsens bilag 8 mærket med *).

Stjernemarkeringen betyder, at visse foranstaltninger i hhv. klasse 3 og indeslutningsniveau 3 ikke nødvendigvis skal iværksættes ved arbejde med den pågældende mikroorganisme. Hvis mikroorganismen ikke smitter via luft, kan det derfor i visse tilfælde overvejes at undlade brugen af de foranstaltninger i bekendtgørelsens bilag 5 og 6, der sigter mod beskyttelse mod spredning gennem luften (se fx bilag 1, pkt. 1.2.2 for foranstaltninger i laboratorier i klasse 3).