At-vejledning om udsættelse for bakterier, svampe og andre mikroorganismer
4. Biologisk arbejdspladsvurdering (APV)
Reglerne om arbejde, hvor der kan ske en påvirkning fra mikroorganismer, stiller supplerende krav i forhold til den generelle APV. Inden der udføres arbejde, hvor der kan ske en påvirkning fra mikroorganismer, skal der udarbejdes en særlig biologisk APV (arbejdspladsvurdering), der indeholder en kortlægning og vurdering af risici forbundet med arbejdet, også kaldet risikovurdering. Den biologiske APV skal som minimum revideres, når der skal arbejdes med nye organismer eller udføres nye typer forsøg, undersøgelser o.l.
Den biologiske APV skal sikre medarbejderne på arbejdsstedet, fx laboratoriet, omgivelserne (resten af virksomheden og det ydre miljø) og samfundet. Det sidste er primært relevant for de mikroorganismer, der giver meget alvorlige infektioner.
I forbindelse med den biologiske APV skal arbejdsgiveren vurdere arten, graden og varigheden af påvirkningen fra mikroorganismer og risikoen derved og angive en klassifikation af den eller de anvendte mikroorganismer, jf. § 3 i bekendtgørelsen.
Den biologiske APV skal foretages på grundlag af alle tilgængelige oplysninger, navnlig:
- Klassificeringen af de relevante mikroorganismer. Klassifikationen af en lang række mikroorganismer fremgår af bekendtgørelsens bilag 8.
- Oplysninger om mulige allergiske eller toksiske risici i forbindelse med påvirkning fra mikroorganismer, uafhængigt af, hvilken risikogruppe mikroorganismen tilhører.
- Retningslinjer fra offentlige myndigheder (fx Sundhedsstyrelsen) om, at den konkrete mikroorganisme bør bekæmpes for at sikre de ansattes eller det omgivende samfunds sikkerhed og sundhed.
- Oplysninger om sygdomme, som de ansatte kan pådrage sig i forbindelse med arbejdet.
- Oplysning om de arbejdsprocesser, der kan indebære påvirkning fra mikro organismer, herunder graden og varigheden af den eventuelle påvirkning.
Bilag 4 indeholder en række spørgsmål, der kan være fornuftige at overveje i forbindelse med den biologiske APV.
Konklusionen af den biologiske APV fortæller, hvilken klasse eller hvilket indeslutningsniveau der skal arbejdes i, og hvilke krav der er nødvendige for arbejdet.
Hvis udsættelsen for mikroorganismer kun kan ske, fordi der arbejdes med materiale, hvor mikroorganismerne kan være til stede, skal disse ikke klassificeres. Dette gælder fx ved affaldshåndtering og ved håndtering af biobrændsel og tilsvarende organiske materialer.