At-vejledning om udsættelse for bakterier, svampe og andre mikroorganismer
At-vejledning C.0.18
September 2006
Erstatter At-vejledning D.2.6, At-meddelelse 3.02.7, At-meddelelse 4.04.21 og At-cirkulæreskrivelse 2/1991
Vejledning om arbejde med smittefarlige mikroorganismer (biologiske agenser) samt arbejde, der medfører risiko for påvirkning fra mikroorganismer
1. Område
At-vejledningen omfatter alt arbejde, hvor man kan blive udsat for mikroorganismer mv., herunder fremstilling, brug, udvikling og bestemmelse af mikroorganismer og pleje af mennesker.
Bekendtgørelsen gælder alt arbejde, hvor man kan blive udsat for mikroorganismer. Selv om man ikke arbejder direkte med organismerne, kan arbejdet godt medføre en påvirkning (fx i sundhedsplejen, på slagterier, ved hånd tering af organisk affald og i kloakker). Disse typer arbejde er derfor også omfattet af bekendtgørelsen.
Påvirkninger, der stammer fra mikroorganismer i indeklimamæssige sammenhænge, behandles i At-vejledning om indeklima (1).
At-vejledningen oplyser om de bestemmelser i ”Bekendtgørelse om biologiske agenser og arbejdsmiljø” (”bekendtgørelsen”), der er relevante for arbejde med biologiske agenser (kaldes herefter ”mikroorganismer”) i laboratorier og med industrielle processer. “Arbejde med industrielle processer” betyder i denne At-vejledning først og fremmest den tekniske brug af mikroorganismer til fremstilling af fx enzymer, lægemidler og tilsætningsstoffer til fødevarer og nydelsesmidler.
At-vejledningen beskriver desuden de bestemmelser i bekendtgørelsen, der er relevante for andet arbejde, som indebærer risiko for påvirkning fra mikro organismer på grund af sin art eller de forhold, det foregår under. Dette dækker en lang række meget forskellige arbejdsområder, hvorfor de enkelte områder ikke er beskrevet i detaljer.
For alle disse arbejdsområder giver At-vejledningen nærmere retningslinjer for, hvornår bestemmelserne skal bruges, og for, hvordan de kan opfyldes. At-vejledningen dækker ikke alle andre relevante krav til fx indretning af arbejdsrum og vedligeholdelse af ventilationsanlæg, her henvises til relevante andre
bekendtgørelser og
At-vejledninger.
At-vejledningen oplyser om anmeldelse af arbejde med mikroorganismer og udstikker retningslinjer for de oplysninger, der skal indgå i anmeldelserne.
I At-vejledningen beskrives kravene til, hvordan man skal forholde sig, hvis man
arbejder med mikroorganismer(fx dyrker dem) henholdsvis hvis man
arbejder med materiale, der kan indeholde mikroorganismer, men hvor disse ofte kan betragtes som en forurening. De to situationer er beskrevet under samme overskrifter.
Der er væsentlig forskel på de foranstaltninger, der er nødvendige ved arbejde med mikroorganismer i fx et laboratorium eller en industriel proces, hvor mikroorganismerne dyrkes, ved arbejde i større anlæg, fx biobrændselsanlæg og ved pleje af mennesker og dyr. Derfor beskrives disse tre områder hver for sig i At-vejledningens bilag 1-3.
Arbejde med mikroorganismer, der er genetisk modificerede, er omfattet af bekendtgørelsen om genteknologi og arbejdsmiljø. Man skal dog være opmærksom på, at genetisk modificerede organismer, der opfylder definitionen for biologiske agenser (mikroorganismer), også er omfattet af kravene i bekendtgørelsen – selv om disse krav ikke fremgår af bekendtgørelsen om genteknologi og arbejdsmiljø. Det gælder for § 9 om at føre lister over ansatte, der er udsat for mikroorganismer i risikogruppe 3 eller 4, og for § 10 om adgang for de ansatte til at få foretaget en arbejdsmedicinsk undersøgelse.
Endelig er arbejde, hvor de ansatte kommer i forbindelse med kloakslam og spildevand, også omfattet af Arbejdstilsynets bekendtgørelse om kloakarbejde mv.