At-vejledning om arbejde med asfaltmaterialer
13. Velfærdsforanstaltninger
Ansatte, som arbejder med asfaltmaterialer, skal enten have velfærdsforanstaltninger efter reglerne i bekendtgørelsen om skiftende arbejdssteders indretning eller efter reglerne i bekendtgørelse om indretning af byggepladser o.l. arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø.
Arbejde omfattet af bilag IV i bekendtgørelsen om arbejde med stoffer og materialer vil normalt blive betragtet som stærkt tilsmudsende arbejde og som arbejde, hvor det af hensyn til sikkerhed og sundhed er vigtigt at få fjernet asfaltmaterialet fra huden.
Dette indebærer bl.a., at den ansatte skal have mulighed for at vaske sig i fornødent omfang med både koldt og varmt vand og med særlige rensemidler, at der skal være stillet brusebad til rådighed, og at gangtøj og arbejdstøj skal opbevares adskilt.
Hvis den ansattes arbejde er tilsmudsende, skal den ansatte altid have adgang til, i forbindelse med spisepauser, rygning og toiletbesøg at vaske hænder med koldt og om nødvendigt varmt vand og egnet rensemiddel.