At-vejledning om arbejde med asfaltmaterialer
10. Andre personlige værnemidler
Ved arbejde med asfaltmaterialer skal der normalt anvendes personlige værnemidler for at undgå sundhedsskadelig hudkontakt med asfaltmaterialer.
Med personlige værnemidler menes bl.a. beskyttelsestøj, der kan forhindre gennemtrængning af stænk og partikler. Et personligt værnemiddel som beskyttelsestøj skal være rent ved arbejdstids begyndelse, og der skal være ekstra sæt til rådighed på arbejdsstedet ved stærkt tilsmudsende arbejde, så det fx kan skiftes, hvis det bliver gennemvædet af asfaltmaterialet. Det personlige værnemiddel skal rengøres ved forurening og tilsmudsning.
Arbejdsgiveren har pligt til at sørge for den nødvendige rengøring og vedligeholdelse af personlige værnemidler, og der kan ikke indgås aftale om, at den ansatte selv påtager sig vask af forurenede personlige værnemidler. For at fjerne asfaltmaterialerne vil det ofte være nødvendigt at lade det personlige værnemiddel gennemgå specialrengøring (rensning og vask).
Den ansatte skal efterlade personlige værnemidler på arbejdsstedet og må ikke medbringe dem til eget hjem.
For at undgå sundhedsskadelig hudkontakt med asfaltmaterialer på hænder og fødder skal der anvendes personlige værnemidler i form af egnede handsker henholdsvis egnet fodtøj. I tilfælde af arbejde med varme asfaltmaterialer skal denne type personlige værnemidler kunne tåle varme.